POMW (Project Old Modern Warrior) kursus I-III 2019 er netop overstået. Et komplet skydekursus afholdt over 1.5 måned med 7 fulde kursusdage, hvor der skydes med gas- og laserpistoler (POMW I), kaliber 22 pistoler (POMW II) og 9 mm pistoler (POMW III). Det er et krav at bestå POMW I-III før sin graduering til sort bælte 1. Dan senior, men hvorfor vente når man kan deltage allerede fra gult bælte 6. kyu? Kurset er for første gang også er et OBC (OBligatorisk Certificering) kursus, så ud over 10 nye skytter deltager også 10 erfarne skytter på POMW II-III. Jeg var på kurset i 2015 og deltager selvfølgelig igen, for kurset er da det fedeste for rigtige ’drengerøve’.

Inden sommerferien startede forberedelserne med 6 skydedage på Hanebjerg skyttecenter, hvor vi pudsede rusten af. For mit vedkommende var rustlaget tykt, for jeg har ikke haft fokus på at vedligeholde kompetencerne, selvom der egentligt ikke kræves så meget. Hjemmetræning (tørtræning) med sin gaspistol hver 14. dag ca. 10 minutter med POMW skydeteknik samt nogle årlige vådtræningstimer på vinter-skydebanen Tapeten i Ballerup med kaliber 22 pistolen og sommer-skydebanen Hanebjerg skyttecenter i Hillerød med kaliber 22 og 9 mm pistolen.

Manglende vedligeholdelse og skydevåben er ikke en god kombination. Sikkerhed, sikkerhed og sikkerhed er det vigtigste på kurset, og det opnår man bedst ved regelmæssig våbenhåndtering. Efter de første 100-200 skud med 9 mm pistolen har jeg ondt i ryggen. I stedet for at være ven med pistolen forsøger jeg at modvirke rekylen, men det kan man ikke og i stedet opnår jeg blot frustration over manglende kontrol og altså ondt i ryggen.

I sommerferien er der dømt hjemmearbejde i form af daglig tørtræning af POMW skydeteknik 10-15 minutter og 1-2 kg vægttræning i strakt vandret arm for at kunne holde pistolen stille når der sigtes. En overkommelig opgave, men ikke desto mindre får jeg ikke fulgt planen. Der er jo også god tid til at øve sig senere, tænker jeg. Jeg kan godt se mit mønster, at udskyde ting til senere i stedet for bare at få dem gjort. For meget tanke og for lidt handling.

POMW I løber af stablen indendørs i Højager hallen for de nye skytter over 3 kursusdage. Dag 1 teoridag, dag 2 skydning med gaspistoler mod pointskiver fra forskellige afstande og med laserpistoler mod IPSC (International Practical Shooting Confederation) skiver, og dag 3 transitionsskydning, IPSC baneskydning på tid mm. Sikkerhed, basis skydeteknik, sikkerhed, basis skydeteknik, sikkerhed, basis skydeteknik, sikkerhed …….. og en masse sjov skydning. Jeg var heldig at være medhjælper alle 3 dage og selvom jeg ikke skød selv, så fik jeg en masse ud af at det. Baggrund og teori for kurset blev genopfrisket sammen med POMW skydetekniske håndbog, sikkerhedsregler, praktisk våbenhåndtering, praktisk skydning, og nye teknikker introduceret til optimal transitionsskydning.

POMW tilføjer skydekompetencer til værktøjskassen i Shindenkans flersporede system med > 1000 års samurai historie, hvor pistolen som et moderne våben nu indgår i rækken sammen med sværd, kniv og stav.

Selve den skydetekniske håndbog er simpel, bestående af fem trin:

1. Korrekt dobbelt håndstilling
2. Korrekt anvendelse af sigtemidler
3. Korrekt aftræk
4. Korrekt rekylkontrol
5. Fejlfinding

Og så er der sikkerhed, sikkerhed, sikkerhed fremfor alt, baseret på Jeff Coopers 4 sikkerhedsregler:

1. Behandl altid et våben som om det er ladt
2. Peg altid våbnet i sikker retning
3. Hav aldrig fingeren på aftrækkeren før dine sigtemidler er på målet
4. Vær sikker på dit mål og hvad der er bagved

God våbenhåndtering er afgørende for alles sikkerhed, og meget kan øves med gaspistolen hjemme, herunder ladning/afladning og sikring/afsikring. Træning af kommandoer på engelsk ’Load and make ready’, ’Unload and show clear’, ‘Hammer down’, ‘Holster’ indøves, så alle følger hinanden. Og så er det videre til POMW II.

POMW II foregår fra skyttehus på udendørsbaner ved Hanebjerg skyttecenter og både nye og ’gamle’ skytter deltager, herunder også alle chefinstruktørerne, som har flere kasketter på, og er både arrangører, skydeledere og deltagere. Der er en masse forudgående praktik som skal løses, herunder afhentning og transport af våben og ammunition før og efter hver skydning, men alt kører bare som smurt og som deltager mærker man ikke hvor mange kræfter der egentligt må lægge bag. Efter at have læst instruks for banens brug og spist morgenmad, ankommer Kimu Sensei og træningen begynder. Der kan skydes på 10 skydebaner, og med ca. 25 skytter bliver vi tre hold, som skyder på skift. Et hold skyder, et hold står ’in the pit’ bag hver skytte, klar til at lade nye magasiner og overtage skyttens plads når der er skudt færdig, og et hold, som kan slappe af i skyttehuset.

Holdene er sat på forhånd, et ’professionelt’, et ’pige’ og et ’drenge’ hold. Helt sikkert ikke tilfældigt, for det er der ikke noget der er. Kimu Sensei fremfører altid, at ’pigerne’ skyder bedre end ’drengene’, hvilket lægger pres på nogen og er en provokation af andre. Men sådan er det. Kurset er selvfølgelig rettet mod udvikling af skydekompetencer, men der er også undervisning fra Sensei’s side af hver deltager, som er målrettet deres individuelle personlige udvikling. Det er ikke sikkert man opdager det, for det foregår ikke åbenlyst.

De første 20 skud med cal. 22 pistolen blev brugt til at finde sigtepunkt, for pistolerne har fast indstilling og hver skyttes sigte varierer. Det man kigger på er skud-samlinger, og så kan sigtepunktet flyttes så skuddene rykker ind på midten af skiven. Der skydes på 25 meters afstand og i denne afstand kan man ikke se hvor skuddet sidder på skiven, så det er processen der vigtig. Jo mere man kan være i sin egen boble og bare udføre den samme proces ensartet gang efter gang, jo bedre bliver resultatet. Herefter skød vi 30 skud, evaluerede sammen på skudbilledet, skød 30 skud og evaluerede. Og så var der 2 point-skydninger hver på 30 skud. Den første var på tid, og om ikke alle 30 skud sad i skiven, så var det lig 0 point. Med en pistol der klikker og jammer tager det ekstra tid, og mit fokus var klart på at holde tiden. Efter Sensei’s udtalelse, så var det ’god skydning, men forkert sigtepunkt’ så jeg var egentligt godt tilfreds, selvom det kun blev til 201 point. Sigtepunktet kan jo altid rettes, og jeg synes det var bedre med nogle point i stedet for 0. Men skulle jeg have været strategisk og spekuleret i resultatet, så havde det været smartere at skyde 29 skud i skiven, for dem der gjorde og fik 0 point, fik ikke deres 0 point talt med i det samlede regnskab, hvor minimumsresultatet indgik. Næste runde, som var uden tidspres, gik bedre og jeg skød 249 point ud af de maximalt 300 point som kan opnås. Godt tilfreds var jeg, også selvom andre skød bedre, men Kimu Sensei kommenterede diskret, at han ikke synes jeg skød så godt som jeg plejer. Hmmm.

Anden del af POMW II startede med sigtepunkt og 2 point-skydninger igen fra 25 meter. Ved første runde skød jeg 269 point, og i anden runde blev point ikke talt. Igen var jeg fuldt tilfreds selv, også selvom der var andre der skød bedre, men igen kommenterede Kimu Sensei diskret, at han synes jeg plejede at skyde bedre. Selvom jeg sagde, at det her vist var som ’jeg plejer’, så pointerede han, at det synes han ikke. Så hvad kan jeg så lære af det? At jeg ikke er god nok? Tja, i det her tilfælde synes jeg rent faktisk jeg var god nok, men han prikker selvfølgelig til en generel følelse af ikke selv at synes jeg er god nok. Måske stiller jeg for høje forventninger til mig selv. I hvert fald klart højere forventninger end jeg stiller til andre. Og hvorfor gør jeg det? Det gælder jo om ’at være god ved sig selv’, som Kimu Sensei ofte siger, så hvorfor slår jeg hele tiden mig selv oveni hovedet med, at jeg ikke er god nok? I det her tilfælde var det så Kimu Sensei, som ikke syntes det var godt nok, og hvad gør det så ved min indstilling. Bruger jeg det til at blive bedre fordi jeg egentligt er bedre, men bare ikke har gjort mig umage nok eller trækker jeg mig selv ned med det, fordi det er jo vigtigere hvad andre mener om mig, end hvad jeg selv gør? Der er nok at reflektere over og arbejde med, hvis jeg altså vil.

Vi tog en enkelt runde med 9 mm pistolerne, håndtering, sikkerhed, afprøvning. Ved det første skud med 9 mm, bliver man let forskrækket pga. rekylen. Det er en helt anden fornemmelse end at skyde med cal. 22, som er en ærtebøsse til sammenligning. POMW II blev afrundet med et par skydninger igen med cal. 22, hvor alle skød rigtigt godt, da det føltes let at skyde cal. 22 lige efter at have skudt med 9 mm. Og så var det tid til pistolrensning, for det skal man selvfølgelig også kunne som skytte.

POMW III foregik også i 2 dele på Hanebjerg og kun med 9 mm pistolerne. Under første del blev skudt udelukkende ved skyttehuset i forskellige afstande. Et skud ad gangen, senere to eller tre skud ad gangen, for at arbejde med rekylkontrol og hurtig genvinding af korrekte sigtemidler, så skuddene kan falde med samme mellemrum, bang-bang-bang. Hver skytte skød omkring 200 skud. Undervejs måtte der sættes telte op pga. regnvejr, og en enkelt gang måtte skydningen holde inde, mens en kat blev jaget væk fra sit opholdssted bag skydeskiverne.

Sidste del af POMW III foregik om formiddagen i ’hullet’ og om eftermiddagen på skydebanen. I ’hullet’ kom ’drengerøvene’ igen på banen, da der blev løbet med pistolen, skudt rundt om barrikader og en dør blev sparket ned efterfulgt af skud mod flere mål. Laserpistolerne var her igen i brug. Efterfølgende blev skudt transitionsskydning med 9 mm mod op til 4 mål i flere afstande og tilslut en shoot-out konkurrence med point-skydning mod et 40cm x 40cm gult papmål på 40 meters afstand. Afslutning på skydebanen med transitionsskydninger, så hver skytte skød i alt omkring 500 skud denne dag. Sjovt var det, men min præstation var ikke imponerende. Kimu Sensei sagde nu, at han syntes det gik godt, og det syntes jeg jo ikke. Han sagde ’alt er ikke sort/hvidt, der er masser af farver imellem og 95% er jo stadig godt’. Og ja, det er jo rigtigt. For hver gang vi skyder, bliver jeg mere komfortabel med pistolen, jeg lærer den bedre og bedre at kende, slipper kontrollen og lader den blive min ven. Fokuserer jeg på processen i stedet for resultatet bliver jeg bedre, og tilsvarende hvis jeg evner at lukke omverdenen ude og er fuldt tilstede i nuet.

Pistoler er en del af nutiden, simple at betjene og enhver idiot kan lære at skyde. Jeg har lært det, og om påkrævet, vil jeg selvfølgelig bruge de kompetencer jeg har.

Kurset har været sjovt, hårdt, lærerigt, socialt, udfordrende og en hel masse mere. Der er sket en positiv udvikling i forhold til foregående kursus, så skytterne bruger mindre tid på at lade og tælle point, og selv i vid udstrækning klarer det når pistolen jammer/klikker. Og stemningen har været mere afslappet. Superfedt kursus – tusind tak.