Er du afklaret til, i en livstruende situation, at skyde et andet menneske?

Ja, det er jeg, men det kommer vi tilbage til senere.

Den 27. februar 2012 blev første kursus i Project Old Modern Warrior, POMW! A, afholdt. Første kursus del af en serie på flere i instruktion og kursus i brug af moderne våben. Til stede var omkring 30 specielt inviterede Shindenkanere med mindst 6-8 års op til 38 års træning, som alle var spændte og forventningsfulde til dagens kursus.

Lige netop dette moderne våbenkursus er kontroversielt og der er blevet talt en del om berettigelsen for denne kursus serie. For hvad skal vi med moderne våben, pistoler og revolvere, når vi træner en 1000 år gammel kampkunst? Er det ikke bare drengehørm, en gang skydelege og dermed mere for sjov og fornøjelse, men som dog samtidig koster rigtig mange penge?

Hvis der har været snak om netop dette, så synes jeg snakken og tanken herom hurtigt blev gjort til skamme.

For Kimu Sensei tog os igennem et tre timers spændende seminar som netop belyste berettigelsen i POMW – brugen af moderne våben i vor flersporet kampsport system. Det har været der altid, om vi vil det eller ej.

Kurset var delt op i to halvdele. Første del var en udførlig fortælling og forklaring om våbenbrug i Japans historie, sammenhængen med vor karate og det flersporede kampsystem. Ryugi – hvorfor, hvordan og hvortil.

Anden del af kurset var om skydevåbenets historie. Denne del var relativ let at forholde sig til og ligger ligetil i vor opfattelse af udviklingen fra glatløbede forlader våben med sortkrudt og kugler, til moderne semi-automatiske eller fuld automatiske våben med patroner. Selvom der er sket en utrolig udvikling i våben og deres slagkraft, så er pistolen som vi skal lære at bruge alligevel relativt et kort distance kamp våben med normal træfsikkerhed mellem nogle få meter til ca. 50 meter. Kun yderst dygtige kan ramme konsekvent med pistol over 100 m. Over denne afstand bruges således rifler, sniper rifler eller tilsvarende. Der blev i denne forbindelse også talt om nærkamp som kræver et højere kompetence niveau kontra kamp over afstand som krævede en lavere kompetence niveau. Men uanset hvad, så ved vi at skydevåben er farlige – afhængige af naturligvis hvem som holder våbenet.

Første del af kurset var således mere komplekst, og synes jeg, sværere at forholde sig til. Det stod meget klart at Kimu Sensei havde lagt mange mange timers arbejde og forberedelse i dagens præsentation og instruktion. Minouchi Sensei (SST’s læremester) blev citeret flere gange og han havde allerede for mange år siden taget moderne skydevåben med i vor moderne karate system og undervisning. Våben kan slå ihjel uanset om det er kniv, sværd eller pistol og derfor skal vi forholde os til moderne våben i vor tid.

Kimu Sensei fortalte at der er over ca. 1-1,5 million våben i Danmark hvor op til halvdelen er illegale og ulovlige. Det er ikke kun vore soldater i Afghanistan som skal forholde sig til skydevåben, for med det store antal våben vi har her i landet kan vi før eller siden står overfor en person med en pistol. Vi blev udfordret, for hvordan ville vi reagere i en given situation vor vi stod foran den ultimative trussel? Ville vi tøve – og hvis vi gjorde det – var vi så ikke døde?

I bund og grund er spørgsmålet om vor kompetence. Er vi afklaret? Har vi den rigtige indstilling og selverkendelse? Og er pistolen ikke bare en metafor for det at være ultimativ afklaret og slå ihjel?

Er det et spørgsmål om Omote –det ydre? Eller om Ura – det indre?

Minouchi Sensei var også kontroversiel i sin tid. Han udfordrede det etablerede karate samfund og gik nye veje – her også med brug af moderne våben som vi nu diskuterede i dag. Jeg har ikke hørt om andre ældgamle kampsports systemer som har moderne våbentræning, så går Kimu Sensei og Shindenkan ikke nye veje ligeså?

Jeg var afklaret før jeg kom til kurset og jeg er ligeså afklaret her efter kurset. Hvis jeg eller mine kære blev truet på livet og var i yderste fare, ja så ville jeg kunne slå ihjel. For mig ville det letteste være med en pistol (hvis man lige har denne ved hånden), sværere med kniv og sværest med de bare hænder. Ud over at der er distance imellem disse våbenbrug, så er der også hastighed i hvor hurtigt du kan slå ihjel. Men i den ultimative situation, så er jeg fuldt afklaret og ville kæmpe når det gjaldt – med eller uden våben – og uanset om der er fysisk berøring med modstanderen eller ej – og dermed tage liv hvis det gjaldt.

På kurset blev der arbejdet med den uafklarede situation, og selvom andre forklarede under og efter kurset ”at de var bedre og mere indre afklarede og havde fået bedre forståelse”, så må jeg ulykkeligvis tilstå, at jeg endnu ikke har set ”lyset” for denne afklaring og indre selverkendelse (broen) under kurset. Er der fordi jeg allerede var/er afklaret jf. ovenstående ultimative situation?

Ifølge Kimu Sensei og koryo bujutsu og budo, er der sammenhæng i Densho graderne og vor (menneskets) udvikling. Når vi når Joden-Menkyo er broen fra kampsport til kampkunst nået og derved også en højere afklaring og selverkendelse nået.

Jeg har spekuleret meget over efter dette kursus på hvor jeg egentlig var og hvor langt jeg var kommet i Shindenkan og hvordan jeg kommer videre.

Kurset har således ikke rykket mig med hensyn til at kunne eller turde/ville bruge et skydevåben i den ultimative situation – for det ville jeg jo allerede, men mere sat nogle spørgsmål i gang med hvordan jeg kommer videre.

Fra Omote – til Ura? Hvordan, hvordan?

Men måske dette var det Kimu Sensei ønskede af os?…