Af Martin Hansen, Medlem indtil 2018
Så oprandt den store og afgørende weekend hvor 5 stk. chefinstruktører fra Shindenkan skulle vise at 5-7 måneders arbejde kunne udløse en DIF DSkyU DSF IPSC A-skyttelicens, og 1 og 2 pladsen på weekend kurset. IPSC står for International Practical Shooting Confederation og er en kompetence der giver grobund for diskussion og selverkendelse.
Hvad skal vi med det og hvorfor?
Ja, kære læser vi lever i 2012 og kan man skabe en helhed hvis man kun kigger tilbage i tiden. Nej, vel man er nødt til at have nutiden med. Sådan er det også med vores kompetencer. Hvis vi kun bruger kompetencerne fra fortiden, så vil vi ikke kunne skabe helhed i Shindenkan og hvis der noget vi gerne vil så er det at skabe hele og glade mennesker.
Det her med glade mennesker er virkelig noget der kom til sin ret under denne weekends IPSC sikkerheds kursus. Det kan godt være at regn og mudder kan få et normalt menneske til at tænke sig om inden de bevæger sig ud i den slags vejr. Men ikke Shindenkanere for man kan aldrig blive så våd, at man ikke kan blive tør igen 🙂
Da alle chefinstruktørerne ankom til Hanebjerg Skyttecenter kl. 08.00 lørdag morgen, primo oktober, 2012, så havde det regnet kraftigt hele natten og det blev det ved med frem til omkring kl. 10.00. Det kan godt være at regnen så holdt op men på det tidspunkt var Hanebjerg Skyttecenter omdannet til et mudderbad som helt sikkert ville være et hit hvis der på samme tid som deltagerne var tilstede, også lige havde været kursus i mudderbrydning for kvinder. Men det var der ikke – denne weekend 🙂
Lørdagen startede med varm kaffe, en bid brød og en præsentation af deltagerne og instruktørerne. Chefinstruktørerne fra Shindenkan har alle skudt sporadisk i et par år og har de sidste 5-7 måneder været seriøse med skydning 1 til 2 gange om ugen. Resten af deltagerne på kurset havde alle imellem 7 – 30 års erfaring og det var en blandet landhandel med folk fra politi, brandvæsen og en enkelt livvagt.
Kurset var en obligatorisk del af IPSC. Hvis man ikke kan bestå kurset så må man ikke skyde IPSC. Kurset er nemlig et sikkerheds kursus i hvordan man skal udføre og overholde sikkerheden på en IPSC bane. Dvs. hvordan sikrer man sig at man ikke kan gøre skade på hverken sig selv eller andre samtidig med, at man pisker rundt på en handlebane for at skyde på skiver der skal rammes præcist for at få point. Det kan lyde svært og det er det også hvis man ikke ved hvad man gør. At skyde med en pistol er ikke bare at trykke på en aftrækker. Der ligger mere bag, nemlig et menneskes indre afklaring med sig selv. Åh, nu bliver det dybt. Nej, egentlig ikke men det er ikke nemt at skyde med pistol og slet ikke hvis man samtidig skal ramme noget. Det er slet ikke nemt hvis ikke man ved hvordan man skal gøre – og det ved alle chefinstruktørerne 🙂
Efter dagens morgenbriefing gik turen til Hanebjergs IPSC skydebane kaldet ”Hullet”. Måske omdøbt til mudderhullet den weekend. Det var egentlig ikke slemt i ”Hullet” men lidt længere væk, lå et andet sted som var lidt mindre og som også blev brugt til IPSC. Imellem disse to baner var der så en vej som i den grad var mudret og fyldt med vand.
I IPSC gør man meget ud af at fortælle folk at det er en sport og at det kun er folks afsporede tankegang der får dem til at tænke på at IPSC handler om noget andet. Måske ville det hjælpe lidt hvis man omdøbte stederne man skyder med nogle navne der ikke satte fantasien på overarbejde.
Kurset blev indledt med en stående skydning på papskiver fra ca. 7 meter. Instruktørerne skulle lige se om vi kunne ramme skiverne, inden vi blev sluppet løs på resten af kurset. Efter en omgang skudteknik blev vi delt i to hold. Med 4 på det ene og 5 på det andet. På dette kursus var der tildelt 4 instruktører og en kursusleder. Dog var de to af instruktørerne under oplæring men de klarede det rigtig godt.
Hvert hold fik hver deres ”hul”, hvor der blev bygget baner med mulighed for træning af sikkerhed inden for IPSC. Efterhånden som dagen skred frem blev mængden af patroner mindre og mindre. Hvilket resulterede i at et par stykker måtte til deres egen depoter, for at hente forsyninger til søndagens del af kurset. Samlet set blev der affyret omkring 600 skud pr. person under kurset. Så man kan sige at det ikke kun var regnen der hang tungt over Hanebjerg. Skyen af krudtrøg var lige så stor.
Efterhånden som lørdagen skred frem, blev konstruktionerne af banerne mere og mere snævre mht. sikkerhedsvinkler. Dvs. de blev mindre og mindre og man skulle virkelig koncentrere sig for ikke at blive DQ’et (Diskvalificeret). Dette var ok under selve kurset men under eksamen søndag, ville en DQ betyde farvel til kurset. Så ballerne blev strammet og koncentrationen sat op på et niveau, hvor den kom lidt på overarbejde. Da lørdagens program var overstået, fik vi information om at vi havde været så dygtige så vi også havde været igennem søndagens program. Kan det blive bedre, for så kunne vi jo repetere om søndagen inden den store eksamen 🙂
Søndags vejrudsigt var ikke meget bedre end lørdagens. Regn og mudder hele morgenen. Da vi igen stod på skydebanen iklædt regntøj, så var der kommet en stemning af afslappethed og ro over hele feltet. Det var som om at alle nød at være på kurset og lære alt omkring sikkerhedsregler. Banernes konstruktioner blev sværere og sværere og samtidig med at man skulle passe på sikkerhedsvinkler, så skulle man også tænke på at bevare et flow og en teknik under skydningen således at man ikke brugte energi de forkerte steder, hvilket kunne resultere i at ens skydning gik galt.
På et tidspunkt blev sikkerhedsvinklerne så snævre, at man var helt bange for at bevæge sig. Men det var kun godt, fordi man lærte at tage stilling til hvordan man bedst kunne bevæge sig på banen, uden at bryde sikkerheden. Samtidig gav det alle mulighed for at blive klar til eksamen.
Da kl. blev 12. 00 om søndagen, så var læringsdelen af kurset overstået og selve eksamenen stod for døren. En eksamen der bestod af 4 stages (baner) som skulle gennemføres uden at man blev DQ’et. Samtidig blev man hevet til siden af kursuslederen og hørt i den teoretiske del af regelsættet.
Inden eksamen skulle der indtages frokost og alt imens snakken gik, blev der guffet mad til den store guldmedalje. Da maden var indtaget gjorde alle sig klar på hver deres måde. Nogle gik og bøvsede imens andre gjorde deres udstyr klar. Da det var tid blev vi afhentet og bragt ned på skydebanerne igen i de samme hold som under resten af kurset.
Første stage bestod af papskiver, plates og en dør man skulle skyde udenom. Ikke den store udfordring men spændende alligevel og en god start. Næste stages var en række papskiver og igennem en dør skydning af stålmål bagved en bestemt linje der ikke måtte overskides inden stålmålene var ramt og til sidst en række papmål på både højre og venstre side. Samtidig skulle man huske at skifte magasin undervejs for ellers havde man ikke ammunition nok til hele stagen. Stage 3 var ala stage 1 men med det der kaldes for weakhand. Dvs. den modsatte hånd af den man skyder med. Og da alle skød med højre hånd så skulle stagen gennemføre med venstrehånds skydning. Det har selvfølgelig sine udfordringer men alle kom igennem uden at blive DQ’et. Og endda med en stage vinder i Martin Renshi som fik det der kaldes for dobbelt Alfa hele vejen rundt på den stage – det fås ikke bedre 🙂
Fjerde og sidste stage var lidt af en udfordring og oplevelse for alle. Startposition var siddende på en stol med alle magasiner i en skuffe og hænderne på bordet. På startsignalet skulle man så have magasinerne i bæltet og i gang man at skyde på banen. Her kom der også elementer mht. stål mål der skulle rammes og et enkelt der IKKE skulle rammes. Skydning fra liggende position, løb med pistolen baglæns og igen igennem døre og skydning af stålmål fra linjer der ikke måtte overskrides. En stage der virkelig satte sit præg på alt hvad der havde været prøvet under hele kurset. Ingen blev DQ’et og det var en meget glad og meget træt samling skytter der efter oprydning blev samlet i klubhuset for en omgang feedback og udlevering af skyttelicens som ”kun” var midlertidig. Der er lige det at man skal igennem to matches uden DQ’s for at den bliver permanent. Man kan så også lige tage 25 spørgsmål mere så kommer der et plus på licenskortet.
Under eksamens forløbet blev der også talt point sammen og den tid man var om at gennemføre de enkelte stages blev også noteret, således at man på et tidspunkt kunne se hvordan man havde klaret sig imellem alle skytterne.
Formålet for Chefinstruktørerne var at gennemføre kurset uden at blive DQ’et således at vi kunne bruge denne kompetence i udviklingen af kommende skytter i Shindenkan. Men at vi skulle indtage 1 og 2 pladsen samt 5,6 og 7 pladsen var der nok ikke nogle der drømte om. Men hvor der er vilje er der vej, så resultaterne tæller for sig selv.
Så selv efter 5-7 måneders træning kan man overgå selv folk med 30 års erfaring hvis man er trænet på den rigtige måde. Og det er vi blevet og bliver stadigvæk. Alle der er med i Shindenkan ved at der er ingen tilfældigheder bag vores undervisning og træning. Sådan har det også væres med skydningen i POMW projektet og sådan vil det også være fremover. Husk på at det er mennesket bag ved våbnet der gør forskellen. For det er mennesket der trykker på aftrækkeren og det er mennesket der sigter på målet og det er uanset om pistolen koster 5.000 eller 30.000. kr.
Epilog; Alle chefinstruktører deltog efterfølgende i IPSC level II og III, 2-4 matches og fik deres DIF DSkyU DSF A+ licens 1-2 måneder deres A licens. Kimu Sensei bestod i april, 2012, hans IPSC RO – Range Officer, IROA level 1 licens, og har siden været skytte som RO i over 20+ matches på fire kontinenter og fra Level II til Level III.