Af Helene Grønfeldt, SDKSkyt, Ballerup
Jeg gennemførte POMW-kurserne I-III for første gang i 2019, og det jeg husker bedst fra kursusforløbet i 2019 er, hvor overraskende svært jeg synes, det var at ramme målet, og så hvor ekstremt bange jeg var for pistolerne. 😊
Siden 2019 har jeg deltaget i regelmæssig skydetræning, både indendørs og udendørs. Jeg føler mig ikke så bange for pistolerne længere – eller måske er det mere retvisende at sige, at jeg føler mig mere sikker i min håndtering af pistolerne. Jeg synes, det er sjovt at skyde, men jeg har stadig enormt stor respekt (og lidt frygt) for pistolerne.
Træningen har i de seneste år primært været med kaliber .22 pistoler, hvorimod skydning med 9 mm har været mere sjælden. Jeg havde derfor set frem til denne skydning, og særligt skydningen med 9 mm, med en smule anspændthed. Jeg føler mig klart mere tryg med den mindre kaliber – cal .22.
POMW III, der var sidste del af årets POMW-forløb, blev afholdt i september; tre søndage hvor vi var på skydebanen fra 7.30-20. Det var meget lange, men også meget hyggelige dage, og selvom vi ikke havde pistoler i hånden hele tiden, blev det til rigtig mange skud – jeg har faktisk helt mistet overblikket over hvor mange.
I forbindelse med POMW i år er der blevet introduceret skydning med understøttelse, dvs. hvor man hviler pistolen en smule på et underlag, og dermed får mere stabilitet ved skydningen. Det gør det lettere at skyde mere præcist, og det har været et godt redskab til at illustrere, hvor stor betydning det har for skydepræcisionen at holde pistolen frit ud i luften. Når man kan hvile en smule ved skydningen, afhænger præcisionen nemlig primært af, hvor godt man bruger sigtemidlerne, og om man laver sit aftræk korrekt. Det betyder, at de mest grundlæggende fejl bliver afdækket.
Jeg fik rigtig meget ud af introduktionen af denne nye proces, fordi jeg kunne se, hvor godt jeg egentlig kan skyde, når jeg fjerner udfordringen med at holde den lidt tunge pistol ud i strakt arm. Det gav mig et indblik i mit potentiale, og det er slet ikke så ringe endda 😊.
På kurserne bliver der talt meget om, at det er processen, der er det afgørende, og det at vi ikke skal være fokuserede på, hvad skiverne viser, og hvor mange point vi får. Men når det så er sagt, er det jo netop pointene fra skiverne, som bliver noteret og brugt som resultat af kurset – i hvert fald det resultat som kan opgøres til fremtidige artikler. Og jeg skal gerne indrømme, at for mig personligt, betyder det også noget – fik jeg så mange point, som jeg synes, jeg “fortjente”?
Min egen konklusion fra POMW 2024
Hvis jeg skal konkludere på mit POMW forløb i 2024, må den mest åbenlyse konklusionen være, at jeg – stadig ikke – får helt så mange point, som jeg godt kunne tænke mig. Jeg kan ikke huske mine skyderesultater fra mit første POMW-kursus, men det står klart, at hvis jeg havde trænet, som jeg burde have gjort i de mellemliggende 5 år, tror jeg, at resultaterne var blevet noget bedre i år, end tilfældet var.
For det synes så simpelt at sigte mod centrum og ramme, men i realiteten er der lidt mere i det – og ja, det er nok dér, jeg skal finde den mest åbenlyse konklusion fra dette kursusforløb for mit vedkommende. Jeg bliver – mærkelig nok – ikke bedre, hvis jeg ikke øver mig… Jeg kan ikke tænke mig til fremskridt. Og hvis jeg skal bruge POMW som et værktøj til den øvrige træning i Shindenkan, så er det helt sikkert en pointe, jeg skal tage med mig. Tanke, ord og handling. Eller som ét af vores læringsprincipper lyder: “Fremtiden skabes af dine handlinger, og ikke at det du tænker eller siger, du vil gøre”. Mentaltræning alene er ikke nok 😊.
Efterrefleksioner
En refleksion, jeg har gjort mig, er, at jeg er et større konkurrencemenneske end jeg har lyst til at indrømme – for jeg går meget op i resultaterne på måltavlen. Jeg kan godt fortælle mig selv og sige til andre, at det er ok, at jeg ikke er den bedste skytte, men alligevel irriterer det konkurrencemennesket i mig, når jeg ikke er så god, som jeg ville ønske, at jeg var.
Så hvorfor er det så vigtigt for mig at “vinde”? Det er nok noget, jeg skal bruge lidt mere tid på at tænke over…
En måske lidt dybere refleksion, jeg har gjort mig, handler om tankerne – om at være bange. For hvor stor forskel er der egentlig på følelsen af, at jeg er bange, når jeg skal håndtere en 9 mm, og at jeg er bange, når jeg står i en Kumite situation? Og kan jeg bruge det til noget, at jeg har fået lidt mere tiltro til mig selv ift. håndteringen af pistolen? Er det noget, jeg kan overføre til min karate? Det vil jeg tage med i mine tanker i den kommende tid.
Så selvom der kan synes langt fra karate og træning med klassiske våben tankegangen til skydning med moderne våben, er der utrolig meget læring på tværs af disciplinerne og det er bare virkelig fedt at opleve 😊.
