Så blev det endnu engang tid for en flok skydegale Shindenkan’ere at mødes til en omgang POMW (Project Old Modern Warrior). Spøg til side, så er det ikke lige hvad vi er. Tværtimod er vi alle normale mennesker, som prøver gøre noget ud af det vi laver. Som med andre kurser i Shindenkan, er POMW et professionelt tilrettelagt kursus, og det betyder at alle deltagere kommer med en god seriøs indstilling. Det er dog selvfølgelig stadig kombineret med det gode humør, som kommer når folk der kender hinanden mødes. Dette er især vigtigt her, da POMW drejer sig om brug af skydevåben, og derfor er det vigtigt at ting som f.eks. sikkerheden er fuldstændig i top. Og hvis folk ikke føler sig komfortable når de omhandler skydevåben, så kan sikkerhedsrisici også stige hurtigt. Eller som Kimu Sensei sagde til os, ”det gælder om at nyde sin skydning. Ellers kan man ikke skyde godt”.

POMW III handler primært om ’practical shooting’. Det vil sige, at modsat POMW II hvor vi fokuserede meget på præcision og baneskydning primært med kaliber 0.22, så handlede POMW III om at kunne skyde på forskellige afstande, mod flere mål, og med et eller flere skud efter hinanden. Vi skød næsten udelukkende med 9mm, hvor rekylkontrol spiller en langt større rolle end med det lettere skyts.

Og faktisk skød vi en hel del. Lidt over 1100 skud i alt, hvilket svarer til mellem 5 og 7 års normal skytteerfaring (hvis jeg husker rigtigt). Og hvis jeg tænker tilbage på hvordan det var at skyde med 9mm under POMW II, så kan jeg roligt sige at jeg har rykket mig. Dengang føltes det som om skuddene satte et lille chok afsted i kroppen, og ens muskler kom hurtigt til at spænde sammen på en forkert måde når man skød. Præcision var mere held end forstand, og jeg formåede sågar at ramme træstolperne ved siden af skiven dengang. Det kaldes rekylskræk, og det kan godt kræve lidt tilvænning at slippe af med. Men det var dengang. Nu kan jeg f.eks. skyde igennem et helt magasin mod flere forskellige mål og stadig ramme inde for et forholdsvis lille område, eller næsten konsekvent ramme en mindre metalplade på 40-50 meters afstand. Det er stadig markant sværere at skyde præcist med 9mm end med 0.22, men efter over 1000 skud, er ’skrækken’ næsten væk. Så kommer man tilbage til, at man skal huske at få den gode teknik med som vi lærte i POMW I og II.

Så resultaterne var der, men det havde selvfølgelig også krævet en del arbejde udover selve skydningen eller ’vådtræningen’ som vi kalder det. Ligesom i de foregående POMW kurser, havde alle deltagere udført en del ’tørtræning’ hjemmefra. Det vil sige at vi hjemme havde øvet os på POMW skydeteknik. Og i POMW III havde vi også vægttrænet med 2 kilo vægte, for at kunne klare at skyde i så lang tid ad gangen. 2 kg er ca. hvad en ladt CZ Shadow vejer, som var det vi skød med. Derudover kan den ekstra styrke også gøre det lettere at håndtere rekylen. Selvom man ikke skal prøve at modvirke rekylen (det kan man ikke), så kan det stadig hjælpe med holde korrekt fast på pistolen, som kan gøre at ens sigte hurtigt vender tilbage til målet efter et skud, dvs. rekylkontrol. Hvis man læser dette som fordi man snart skal deltage på POMW 3, så vil jeg give dette råd. Få tørtrænet så meget hjemme, som muligt. Ude på banen har man ikke tid til at tænke over at ændre sit greb eller sin teknik, så hvis det ikke allerede sidder på rygraden, så kommer man til at blive ved med at have problemer.

Vi blev også udsat for et par overraskelser, da vi f.eks. fik tid til at prøve at skyde rundt om barrikade. Det betød egentlig bare at vi skulle læne os lidt til siden mens vi skød, men som Kimu Sensei sagde på det tidspunkt, så kunne vi ikke længere bringes ud af fatning af så små ændringer. En interessant ting var at det sidste vi gjorde, var at vende tilbage til baneskydning fra POMW II, for at se om vi stadig kunne udføre præcisionsskydningen med kaliber 0.22. Dette skulle gerne være som at skyde en legetøjspistol, her efter skydningen med 9mm. Personligt skød jeg nok det samme som mine bedste resultater fra POMW II eller lidt bedre, bare konsekvent hver gang, og ja våbnet føltes ikke af meget. Vi havde ikke trænet præcision overhovedet, og vi fik kun 3 forsøg til at levere 30 gode skud. Resultatet var at deltagere skød en smule bedre end de havde gjort i slutningen af POMW II, og nogle enkelte opnåede meget imponerende resultater svarende til 1. division dansk standard. Faktisk skød vi stort set alle dansk divisionsstandard, dvs. til konkurrenceniveau, men helt ærligt føles det ikke af meget.

Det man indser er, at skydningen ikke er kompliceret overhovedet, og efter forholdsvis kort træning kan man sagtens opnå rigtig gode resultater, bare man træner på den rigtige måde. Man kan sige at vi nu skyder som om vi var ’sortbælter’ i skydning, men med samme træningsindsats, havde vi nok kun kunne blive ca. 8. kyu i kampsport. Det giver meget godt billedet, men for os er det ikke så vigtigt. Vi tager det med fra skydningen som vi kan bruge til noget, og så handler det bare om at erkende at verden er som den er. Det har jo bestemt været et spændende og sjovt kursus, og en god øjenåbner i forhold til hvordan vi man kan overføre sin kampsportstræning til hurtigt at blive god til noget i den moderne verden. Men sandheden er at skydning er simpelt, så man kan hurtigt blive verdensmester i sin egen lille landsby. Det kan være meget fint for mange, men for os kan man også vælge at se frem til den rigtige udfordring, som endnu ligger i kampsporten.