Af Oliver Baggersted, Medlem indtil 2015

POMW!’s (Project Old Modern Warrior) tredje kursus gik i gang den 1. september med den første af 3 dele. Den første af de tre kursusdele var en kortere recap, på omkring 4-5 timer, af POMW! II. I disse timer øvede vi på det før lærte fra POMW! II, hvilket indebar distanceskydning på forskellige afstande og brug af reset ved skydning. Det vigtigste fokuspunkt den dag var at lære at skabe en rytme under sin skydning med reset. Som altid er både tør-træningen og SDK-Skyts skydetekniske håndbog essentiel for et godt resultat. Dette kan ikke understreges nok gange, da forskellen på POMW! og almindelig Yakami træning er, at man under POMW! får et direkte resultat på, hvor intens ens træning har været og om man er fokuseret.

Selv efter der er sket en form for tilvænning, så kan det første skud med en 9 mm. stadig være overvældende. Det var det i mit tilfælde. Under POMW! III var det første 9 mm. skud stadig overvældende og ikke en behagelig ting. Dog har jeg senere lært, hvorfor jeg ikke er tilpas med det første skud. Det handler om double-action’en, som jeg ikke er tryg ved. For mit vedkommende, så føler jeg ikke, jeg har en kontrol over skuddet på double-action. Jeg føler ikke, at jeg kan bruge press-squeeze. Derfor bliver mit første skud ukontrolleret og nervøst. Men ved hjælp af SDK-Skyts skydetekniske håndbog, fik jeg bedre kontrol over double-action skuddene, jo længere igennem kurset, vi kom.

Under den anden træning mødtes vi tidligt om morgenen og gik omkring 10 timers skydetræning i møde. Under denne træning begyndte vi at træne transitioner (skud på flere mål). Dette indebar både skud i forskellige højder og skud sidevers. I dette øjeblik kommer ens hofter i spil. Hvis der for eksempel skal skydes fra venstre mod højre, så skal hele hoften og dermed hele kroppen drejes og ikke kun armene. På denne måde påvirker rykket ikke armene og det er langt nemmere at finde sigtet igen. Både den foregående skydning og transitionerne skød vi på forskellige distancer i forskellige tempi. Jo længere tilbage jo sværere blev det, både at holde fokus og ramme skiven. Igen kan jeg kun påpege, hvor vigtig skydehåndbogen og tør-træningen er.

Alt dette og træningen ugen forinden havde foregået i ”Hullet”, hvor vi havde skudt på IPSC-skiver, hvor målet havde været inden for Alpha zonen. Så det havde været et ”forholdsvist” ”stort” mål at ramme. Så da rykkede vi ind i Skyttehuset og begyndte at skyde på præcisionsskiver med 9 mm, begyndte de virkelige kompetencer at skulle bruges.

Her snakker vi om at have stået og skudt i 3 timer intenst fra tidlig morgen, så allerede der var indstillingen ikke på det maksimale. Så igen bliver der henvist til at få skydeteknisk håndbog frem i hukommelsen, skrue op for sin indstilling og være 100 procent på. For at være svar skyldig kan jeg ikke huske mine resultater, men kan næsten garantere, der har været en stor spredning på min skive. Dette er et klart tegn på en ufokuseret skytte… Men med allerede to POMW! kurser i baggagen, så ved man det ikke er noget der skal få en ned, men blot at der er noget at arbejde med! Dog er det svært at have den indstilling hele tiden efter 5-6 timers skydning. Præcisionsskydningen på 25 meters afstand med 9 mm. blev afslutningen på 9-10 timers skydning og hvis folk er i tvivl så kan jeg garantere, at efter så mange timer, så er man godt træt i hoved og krop.

Den 22/9 kom den sidste af 3 skydedage. Første skud lød klokken 9.00 og satte gang i det der bestod af 3 timers transitionsskydning og distanceskydning med reset. Som en ekstra ting, skulle vi prøve at lave barrikadeskydning. Hvilket i sin simpleste forstand går ud på, at kunne flytte vægten og kunne skyde forskudt af sit center. Som afslutning på skydningen i ”Hullet” skød vi på 45 meter med transitionsskydning, hvor vi fik til opgave at tømme 2 magasiner i en fast rytme.
Så de første 3 timer af POMW! III’s 3. dag var en finpudsning og færdigøvelse af de sidste 2 ganges øvelse i hullet. Efter de første 3 timer kom den store prøvelse med 0.22 mm. på præcisionsskiver. Men først en lille frokostpause efterfulgt af et PowerPoint show med information om hele POMW!’s tilblivelse, effekt, fundament mm. for at give os en bedre forståelse for, hvor stort et projekt POMW! i virkeligheden er. Inden vi gik i gang med 0.22’eren, skulle 9 mm’eren renses, hvilket vi alle skulle lære og der er ingen bedre måde at lære på end selv at gøre det. Så 4 pistoler blev lagt ud og med instrukser fra Martin Renshi og Jens Hanshi-dai, fik alle POMW! deltagere ved fælles hjælp renset de 4 pistoler.

Som afslutning skulle der så skydes med 0.22’er, hvilket er en meget underlig følelse efter at have skudt med en 9 mm, som har en del mere ildkraft end en 0.22’er. Der kan blive snakket om rekyl-kontrol, reset og split-tid for at mestre end 9 mm., men efter min forståelse kommer den rigtige pistol kontrol ved at kunne skyde med en 0.22’er. Dette skyldes en forklaring Søren Renshi gav, efter vi havde skudt. 0.22’erens projektil bevæger sig i en sfære, så hvis man ikke har en perfekt håndteknik og rigtig indstilling vil det kunne ses på skiven, hvor der vil være stor spredning. I mit tilfælde skød jeg min første af 3 runder med en lille samling, hvilket fik mig til at tænke, ”super, det går godt!” og derfra gik det bare ned ad bakke.
Derfra røg min indstilling væk og der var i de 2 næste runder kæmpe spredning på min skive. Et bevis på både dårlig håndteknik og indstilling.

Så jeg kan ikke andet end anbefale en stor mængde tør-træning og optimal indstilling i øjeblikket, hvilket er langt sværere end det lyder. Derudover er det enormt vigtigt at huske ikke at trække sig selv ned ved et dårligt resultat, men blot huske, at der så er noget at arbejde med.

Inden for POMW! arbejdes der ikke med dårlige skud. Alle skud skydes for at være optimale, og viser blot, at der enten gøres noget rigtigt eller der gøres noget forkert. Men det er et direkte resultat af, hvor flittig man har været og hvor ens indstilling ligger i det givne øjeblik.

Søg artikler
Seneste indlæg
Kategorier
POMW Arkiv