Af Tommy Hansen, Medlem indtil 2021
POMW III
Efter et veloverstået POMW II den forgående søndag, blev det søndag den 27. september tid til POMW III, som ligesom under POMW II fandt sted på Hanebjerg Skyttecenter. Dagen begyndte med introduktion af Kimu Sensei samt feedback og erfaringsudveksling fra POMW II. Om end det er koldt kl. 8.30 om morgenen sent i september, så begyndte man at føle sig godt tilpas i lokalerne på skydebanen. I den forgangne uge havde jeg dagligt trænet POMW skydeteknik og sikkerhedsprocedurerne, så jeg følte mig godt forberedt. Efter introduktionen af Kimu Sensei, startede vi med at skyde to gange 30 skud kaliber 22, som opvarmning. Den første runde, lidt rusten – og det var der også andre der vær. Vi blev enige om at det var på grund af træthed. Næste runde var meget bedre så jeg var tilfreds, vel vidende om, at der altid er plads til forbedring. Sådan er det i livet – og sådan er det også på skydebanen.
Derefter skiftede fra traditionelle skydeskiver til IPSC skiver (torso skiver). Vi fik instruktion af Kimu Sensei omkring skydeteknikken på denne type skiver, så vi var vel forberedt, og så gik vi i gang med at lade op. Det kan man lige så godt vende sig til, det tager lidt tid og øvelse, at blive godt til at lade op og det kan være en anelse hårdt for tommelfingeren. Vi fik ladet 4 magasiner op (72 skud) og så gik vi ud af skydelokalerne og ud på banen. Vejret var fantastisk – sol fra en skyfri himmel og næsten ingen vind. Hidtil havde vi kun skudt på 25 meter, hvad enten det var kaliber 22 eller 9 mm. Nu gik vi ind på 6 meter. Det virket til at være meget tæt på, men når man ser på statistikken omkring en det område et pistol bliver anvendt, så det i ca. 90-95% af tilfældene at det er inden for 7-10 meter. IPSC skiverne er delt op i 3 zoner: Alfa, Charlie og Delta. Det vigtige er at ramme i delta, men baseret på POMW skydeteknik. Skiven er et oktogon (ottekant) og sigtepunktet midt imellem 3. og 4. hjørne, dvs. hjørnerne umiddelbart under den øverste kant.
Vi skød mod en skive og det gik ok, der var et par koncentrationsfejl, som jeg skulle arbejde med. Vi gik så gradvist længere og længere væk fra skiven. Dvs. 8 meter, derefter 12 og meter og endeligt ca. 15 meter. Det var det samme fokus og den samme teknik, vi skulle bruge som ved baneskydning. Dvs. en ”autistisk”, hvor man igen og igen gentager det samme. Den samme måde at tage pistolen op på, vejrtrækning, aftræk (med blommen af pegefingeren), samme accept af rekyl, samme måde at få taget eftersigte efter skuddet osv. Det blev gradvist sværere og sværere, jo længere afstand, men jeg syntes faktisk det gik helt godt. Efter de fire skydninger hvor vi endte tilbage på 15 meter, så begyndte vi at gå den anden vej igen. Startede på 15 meter, Gik så ned på 12-13 meter. Her skulle vi arbejde med det fokus, at vi skulle såkaldt kalde hvor vores skud ville ramme skiven inden vi skød (dvs. inde i os selv). Det virkede lidt mærkeligt, men her skete der noget. Min træning havde båret frugt. Det gik virkelig godt. Jeg blev faktisk overrasket over, at jeg nu kunne kalde skuddet inden jeg ramte skive (eller hullet i skiven – se evt. Kimu Sensei’s artikel på www.jokokan.com fra den 6. oktober 2015). Resultatet var faktisk ret godt. 5 skud ud af 72, havde jeg uden for alfa området. Om end jeg har før har skudt med gevær og pistol (som soldat m.v.) så kunne jeg nu konstatere at jeg havde lært at skyde. Jeg havde lært ikke at bekæmpe rekylen fra pistolen men acceptere det og adoptere det. Jeg havde lært at bruge begge mine øjne rigtigt, som er noget jeg virkelig været nødt til at træne meget på. Jeg havde fået godt styr på min åndedræt, JEP, processen, aftrækket. Jeg havde opnået at få en dybere forståelse for skydningen og at det er mennesket bag der er den afgørende faktor.
Den sidste skydning var en transitionsskydning fra 6 meter, hvilket vil sige, at vi stod 3-4 skytter ved siden af hinanden og skød mod flere mål. Det er en meget krævende form for skydning. Man skal være meget koncentreret og have evnen til ikke at fokusere på de andre og de patronhylstre der flyver ind i hovedet på en. Det var utroligt sjovt og spændende at prøve. Nu ved vi hvad der ventede os næste søndag. Vi sluttede dagen af, med to gange 30 mod skive med kaliber 22. Igen lavede jeg en god runde og en knap så god runde.
Søndag den 4. oktober var det sidste dag i POMW III og dermed sidste dag på kurset. Denne gang skulle vi ikke være på 25 meter banen, men på en banen omgivet af store jordvolde der går under navnet ”Hullet”. Det var som sædvanligt koldt men vindstille. Det kræver virkelig god praktisk og varm påklædning, og det anbefales, at medtage regntøj.
Nu var det ren IPSC skydning. Der blev skudt igen mod IPSC skiver (oktogoner). Til at begynde med, skød vi kun på et mål. Igen startede vi tæt på (6-7 meter) og gik gradvist længere og længere fra skiverne ud til ca. 20 meter. Det gik ganske udmærket synes, men igen er der altid plads til forbedring. Igen handler det om processen og koordination af åndedræt, bevægelse, aftræk, eftersigte og kontrol. Eftersigte viste sig at blive mere vigtigt end jeg havde forstået indtil. Men det kommer jeg tilbage til.
Derefter skulle vi skyde mod stålmål på. Nu blev målet pludselig væsentligt mindre og vi skød fra distancer mellem 20 meter og 45 meter. Det var pludselig en helt anden type skydning og på dette tidspunkt begyndte skydebrillerne dugge. I modsætning til IPSC skiverne fik man nu en belønning når man ramte skiven – et meget fint ”kling” dybt inde i øret, og det var en fed følelse at ramme skiven. Det var uden tvivl den sværeste skydning og når man ikke ramte, blev man afsløret meget tydeligt af jorden omkring kuglens nedslag.
Efter stålmålene skulle vi igen til at skyde transition. Skydning efter flere mål. Vi startede mod to mål, som vi tidligere havde prøvet. Først med et skud i hvert mål og senere med to skud af gangen i hver skive. Nu blev eftersigtet for alvor vigtigt. For hvis eftersigtet ikke var på plads, så ville der gå alt for lang tid mellem det første og det andet skud. Det samme var gældende da vi skød efter 4 mål. IPSC skydning er væsentlig anderledes en baneskydning og skydning mod et mål. Det vigtige er at man er fokuseret på målet. Dvs. se og udfør, som vi kender det fra traditionel karate (POMW er jo også karate). Først fokus på det første mål, aftræk (press & squeeze), så flytter mand fokus til mål to og gør det samme, hvis målene er horisontalt forskudt. Hvis målene er vertikalt forskudt så flyttes fokus til målet, hvorefter man drejer i hoften, uden at flytte benene, så kroppen har front mod målet og så igen aftræk. Udfordringen her er hastigheden i skydningen. Det går pænt stærkt, men det er her man skal tage kontrollen, og ikke forhaste sig. Hvis man forhaster sig og ikke har fokus på sine mål, afsløres det straks på hvor man rammer. Det gik rigtig godt under disse skydninger, og jeg fik bekræftet, at det ikke bare var en tilfældighed søndagen ugen før, jeg havde faktisk knækket koden.
Action niveaet var i top, dog med sikkerheden i højsædet, som den har været under hele forløbet, men action niveauet blev ikke mindre af, at vi også fik lov til at skyde fra barrikade. Igen en ny type skydning, hvor det er vigtigt at komme fri af barrikaden, før man skyder.
Efter alle IPSC skydningerne, ca. 7 timer efter vi startede, afholdt vi en de-briefing, hvor Kimu Sensei spurgte til vores oplevelser under kurset. Herefter ryddede vi op i ”Hullet” og gik tilbage til 25 meter banerne. Her skød vi igen 2 x 30 skud mod traditionelle bane skiver. Første serie skød jeg personlig rekord, hvor anden serie var noget dårligere. Om end jeg har gennemført og bestået kurset, så har jeg stadigvæk udviklingspotentiale. Jeg øge min stabilitet i skydningen, og hvordan gør jeg så det? Jeg træner POMW skydeteknik hjemme i stuen med min soft gun, for det er det eneste der hjælper. Fokuser på processen og få indarbejdet bevægelsen og koordinationen i kroppen, åndedrættet, aftrækket og ikke mindst sørge for at holde begge øjne åbne, så skal det nok blive godt.
Som alle POMW II og III kurser blev kurset afsluttet med rensning samt vejledning i at skille og samle pistolerne.
Et spændende kursusforløb var slut. Hvad skulle jeg nu bruge mine lørdag/søndage til? Nå ja familien 😊. Det har været et fantastisk spændende kursus, som har udviklet mig som skytte, men også karatedyrker og jeg kan tage alt det jeg har lært med mig og bruge det i dagligdagen såvel som på mir arbejdet, selv om jeg sidder på kontor. For det handler om at kunne se parallellen i det man har lært og bruge de værtøjer man nu har til rådighed, og i dette tilfælde er det ”FOKUS PÅ MÅLET”, hvad enten det er en skive på skydebanen eller en arbejdsopgave.
Jeg vil gerne takke Kimu Sensei og chefinstruktørerne for deres store engagement herunder koordinering og håndtering af logistik og klargøring, samt den støtte de har givet under kurset. Endvidere vil jeg gerne takke alle mine kursuskollegaer ligeledes for engagement, menings- og erfaringsudveksling og generelt bare være nogle rigtig gode kammerater. Kurset understreger i høj grad hvad det er Shindenkan og Yakami Shinsei-ryu handler om, og det står på første side i vores pensum.