Af Magnus Wulff Breinstrup, SDKSkyt, Ballerup
For de fleste af os er der rigtig meget vi ikke ved om os selv og udfordringen er at for at forbedre os, er vi først nødt til at lære os selv at kende, og POMW er et meget effektivt værktøj til at lære sig selv at kende.
Gennem det første POMW-kursus blev vi introduceret til skydningen – både historien bag den, og den teknik vi skulle bruge gennem træning med airguns. Til at starte med var alle meget ukomfortable med en pistol – selvom det bare var en airgun – og de fleste af os havde svært ved at se målskiverne når vi fokuserede på sigtemidlerne. Men efterhånden som vi trænede både tørtræning og skud med airgun blev vi klart mere komfortable med skydevåbnet.
Der var dog stadig en stor forskel mellem en airgun og en rigtig pistol, hvilket vi opdagede på det andet POMW-kursus hvor vi skød med en 0.22 kaliber pistol – først på 15 meters afstand, og senere på 25 meters afstand. Den største forskel var i form af rekylen, der fremhævede de fejl man havde i sin skydeteknik. Og hvis det ikke var nok, fik vi i slutningen af POMW II også lov til at prøve at skyde med en 9 mm pistol, hvor rekylen er langt større.
Til sammenligning var rekylen på 0.22 kaliberen – hvilket føltes som meget til at starte med – stort set ikke-eksisterende. Det store brag og den voldsomme rekyl var ekstremt skræmmende til at starte med, men man var nødt til at vænne sig til det.
På POMW III kom vi dog rigtigt i gang med at blive gode skytter. Som en del af vores skytteuddannelse skulle vi bygge en konstruktion hjemmefra som vi kunne bruge til at hvile pistolen på mens vi skød. Støtten var et godt værktøj til at fjerne den største fejl – pendlingen. Uden pendlingen blev det meget tydeligere at se hvilke andre fejl man lavede under sin skydning.
Men på den første kursusdag blev det meget tydeligt for mig at min tørtræning derhjemme ikke havde været optimal, da jeg ligesom på POMW I & II begyndte med at skyde på den forkerte målskive – altså min side makkers skive 😊, på trods af at der var taget tiltag for at undgå det og jeg havde fået en advarsel omkring det. Jeg kunne simpelthen ikke kende forskel på skiverne, når de var 25 meter væk. Og det ødelagde det for både mig og min makker – hvis skive jeg ved et uheld havde skudt på. Så allerede helt fra starten følte jeg mig meget presset, og gennem det begyndte jeg at lære noget om mig selv.
Vi har gennem hele kurset skiftet mellem at skyde med og uden at støtte pistolen for at eliminere pendlingen. Det betød, at man havde god mulighed for at lære hvilke fejl man lavede og forbedre dem. Til at starte med skød vi kun med 0.22 kaliber, da det havde været sommerferie og det var lang tid siden vi sidst havde skudt, men senere fik vi selvfølgelig også lov til at skyde med 9 mm. Igen var den større rekyl og det store brag klart mærkbart.
Vi skød først på 25 meters afstand med pistolstøtte, for at begynde at vænne os til rekylen, og der skød vi bare en masse skud. Senere flyttede vi os ud på det åbne græsareal for at komme tættere på skiven, hvor vi skød uden pistolstøtte.
Ude på det åbne græsareal var der ingen vægge mellem os og vores sidekammerater, så man blev langt mere påvirket af deres skud, og man blev også nogle gange ramt af deres patronhylstre. Jeg havde Kimu Sensei på min venstre side, og han skyder ekstremt hurtigt. Nogle ville måske synes det var nederen, da man kunne mærke langt flere skud end hvis man stod ved siden af nogle andre, men jeg var selv dybt taknemmelig for det. Jeg var nemlig meget bange for braget og rekylen på 9 mm pistolen, og det var en hård proces at prøve at blive venner med den.
Men da Kimu Sensei stod ved siden af mig og skød en masse skud af blev braget lige pludselig bare til baggrundsstøj, og det kunne ses på min skydning. Det havde så også den effekt at da Kimu Sensei stoppede med at skyde, begyndte min frygt for braget fra min egen pistol stille og roligt at vende tilbage, men så havde jeg også mulighed for at arbejde med det.
Mens instruktørerne skød, havde jeg og 2 andre fået opgaven at lade op for Kimu Sensei. Og der fik man virkelig en fornemmelse for hvor hurtigt man kan skyde, når man har styr på processen. På trods af at være 3 om at lade Kimu Senseis 5 magasiner op med plads til 20 skud i hver, blev Kimu Sensei stadig nødt til at sætte sin skydehastighed ned så vi kunne følge med. Vi loadede samlet set omkring 1000 skud, og det kunne også både ses og mærkes på fingrene bagefter.
Igennem kurset kunne det godt ses på mine resultater, at jeg generelt ikke var helt fokuseret, og det var især tydeligt på den sidste kursusdag. Det manglende fokus var også til stede i tørtræningen derhjemme, og af den grund blev mit endelige resultat ikke lige så godt som jeg havde håbet på.
Jeg havde manglende grounding i løbet af kurset, og jeg kunne simpelthen ikke finde ud af hvorfor – hvilket nok giver mening, fordi hvis jeg kunne fornemme hvilke problemer jeg havde, ville jeg også have grounding.
Men, på trods af at POMW er et skydekursus, så er det først og fremmest et værktøj til at lære sig selv at kende, og det brugte jeg det også som. De ting jeg fik fortalt og opdagede under kurset er noget jeg klart kunne bruge til at lære mig selv at kende, og selv mens jeg skriver denne artikel – en uge efter den sidste skydning og 2 uger efter den sidste POMW-undervisning fra Kimu Sensei – lærer jeg fortsat mere om mig selv gennem værktøjskassen kaldet POMW.
