Af Mads Villadsen, SDKSkyt, Ballerup
At være med på POMW III har i sandhed været et eventyr, det har været en lang, hård, spændende, interessant, følelsesladet, rejse som har været det hele værd og min oplevelse er at det er præcis ligesom vores motto: ”Vi møder folk der hvor de er og tager dem med på en rejse” 😊.
Dette er nok den mest præcise sætning jeg kan komme op med, der bedst kan beskrive hele dette kursusforløb.
Alle som én er vi blevet mødt lige præcis der hvor vi havde, vores individuelle udgangspunkt for denne rejse og er blevet taget i hånden og hjulpet på den bedst mulige måde, med de mest optimale forhold til at kunne opnå vores fulde potentiale.
POMW III kurset var sat til at forløbe over 3 dage, 3 hele søndage på hver 13,5 timer i træk, for at intensivere presset og processen for alle deltagerne, og derved maksimere deres chance for en højere udviklings proces.
Efter kursusforløbet POMW II var jeg en del knækket, og jeg var rent ud sagt ved at gå ned med flaget. Jeg var blevet styret så meget af mine følelser at det nær havde ødelagt alt til tider.
Men det ændrede sig på de tre POMW III dage, hvor alle deltagere havde deres helt særlige oplevelser, når vi var ude at skyde.
Første søndag den 15. september. POMW llla.
Før vi faktisk var startet på POMW III havde vi fået en hjemmeopgave. Opgaven lød på at vi skulle skabe en speciel anordning til vores skydning, som skulle passe til vores respektive højder når vi sad ned på en stol og skød. Kimu Sensei fortalte os at jægerkorpsets skydeinstruktør havde sagt til ham at gode skytter skal kunne skyde hvor som helst, når som helst og med hvad som helst. Egentlig en virkelig sjov opgave og jeg byggede tre forskellige skydeanordninger, som jeg havde liggende i skuret og valgte at medtage den jeg syntes var bedst.
Kimu Sensei sagde at dette hold ville blive det sidste hold til at gennemfører POMW III. At være heldig nok til at få lov og mulighed for at deltage på dette kursus har i sandhed været en fantastisk mulighed for mig, hvilket jeg er helt enormt taknemmelig for. Derfor var det nu endnu mere vigtigt at have ydmygheden til at lære alt jeg kunne fra dette kursus.
Men ingen træning med Kimu Sensei starter uden at han skal udfordre os lidt, det gjorde han ved at fortælle at skydning er konstrueret for at gøre det så simpelt som muligt – så enhver kan lære det 😊 så det handler om hvor meget du stoler på dig selv.
Så det er jo ikke svært at gøre, man skal jo bare trygge på aftrækkeren og ramme det sorte i skiven – så simpelt er det. Men enhver der har prøvet at skyde ved godt at det ikke ’’bare’’ er så simpelt og når det bliver sagt på den måde bliver man udfordret og det bringer en masse følelser op i en.
Derefter brugte vi et stykke tid på at lave individuelle opstillinger som bestod af nogle hvide plastickasser og nogle flamingostykker i forskellig tykkelse. Så var alt på plads og så gik det virkelig løs, vi skød 50 skud med kaliber .22 alle skud var med støtte. De sidst 30 skud var gældende og vi skulle give et bud på hvad vi hver især havde fået i skiven, en såkaldt shot-calling.
Det skulle jo ikke bare være et tilfældigt gæt, men det skulle baseres på hvordan det føltes. Jeg gættede selv på 180 men det var faktisk 206 – det var jo bedre end jeg forventede. Men jeg var ikke tilfreds, fordi på dag 1 fokuserede jeg rigtig meget på målet og jeg sammenlignede mig meget med mange af de andre – der fik langt højere point for deres skydning.
Under hele den dags træning havde jeg STORE problemer med aftrækket. Jeg blev så frustreret over at jeg ikke kunne finde ud af at skyde korrekt. Jeg blev styret så meget af mine følelser at jeg i mine noter for den dag skrev: HUSK NU FOR HELVEDE, Press and Squeeze.
Under hele den dag kunne jeg godt mærke at jeg ikke var i balance, for jeg var både oppe og helt vildt nede. Hvilket er det jeg har arbejdet med lige siden jeg startede på den første del af kurset. Og det var som om der ikke var sket noget som helst eller at jeg var gået tilbage til start. Det afspejlede sig også i mine resultater for det gik ikke så godt, jeg fik på tre runder 206, 241, <200.
I og for sig, var det ikke så dårligt skudt at skyde 241, men jeg var på ingen måde god ved mig selv, på den måde jeg gjorde det. For jeg var på ingen måde konstant, jeg var enten helt oppe eller helt nede.
Kimu Sensei kan jo kun påtale det der er i vejen, men det er min opgave at ændre det.
Min pistol lavede mange fejl, hvilket bare ikke gjorde noget bedre. Det var vildt frustrerende hvilket var en del af det der gjorde jeg havde svært ved at holde fokus. Jeg skød derfor skylden på alt andet end mig selv, for at undgå at indse sandheden 😊.
Jeg var ved at blive min egen værste fjende – og det er noget, man aldrig må tillade sig selv. Jeg ville ønske, at alle i verden kunne høre dette, for der er allerede nok, der vil nedgøre dig. Så vær ikke den, der gør det mod dig selv.
I den følgende uge var jeg så heldig at Jens Hanshi-dai ville øve med mig med hans lasergun til en lokal træning, hvor han gav mig noget god feedback/huskepunkter som jeg satte stor pris på. Det var nogle af de ’’basale ting’’ men mindst lige så vigtigt som alle andre ting.
En stadig vigtig del af dette kursus er tørtræning derhjemme, det er der hvor du virkelig kan nørde med processen og ikke lade dig forstyrre af noget eller nogen andre. Det er overraskende også der hvor jeg har lavet nogen af mine største opdagelser på mine fejl og mine forbedringer.
Anden søndag. POMW IIIb. 22. september.
Vi startede med 30 skud kaliber .22 lige for at varme op. Vi skal skyde mange skud i dag lød det for Kimu Sensei, så i skal vænne jer til rekylen på en 9 mm. Vi startede med 4 runder fra starten af dagen.
- Gæt (235) skød 229
- Gæt (200) skød <200 med 8 i sort.
- Gæt (240) skød <200 med 13 i sort
- Gæt (230) skød 218. Processen føltes faktisk rigtig god. Selvom det ikke afspejlede sig i resultatet.
Det var rart at være komfortabel med pistolen på en måde, men jeg var stadig ikke venner med rekylen og derfor bøjer jeg af enten op eller ned i mit forsøg med at prøve at styre den.
160 skud med 9 mm blev det til i alt og alle siddende med støtte. Så det var ikke løgn at vi skulle skyde mange skud den dag.
På et tidspunkt hen mod slutningen af dagens træning tog Kimu Sensei mig til side og gav mig noget personlig feedback.
Feedbacken var at jeg stadig havde store problemer med aftrækket. Han sagde: ”Det er det du kæmper med, for du kan godt finde ud af at skyde. Men du skal huske Press and Squeeze delen i dit aftræk. For når du bare trykker aftrækkeren af, er dine skud meget spredte. Du må ikke køre dig selv ned hverken fysisk eller mentalt. HUSK hvert skud tæller”.
Kimu Sensei sagde også til mig at jeg sagtens kunne skyde mellem 30-50 point bedre den dag, hvis jeg bare lyttede efter og det var jeg ret glad for 😊.
Sidste søndag den 29. september. POMW IIIc.
Vi gik lige på og hårdt fra starten – Ikke så meget snak.
Først med støtte.
- Gæt (210) skød 245
- Gæt (225) skød 246
Og så uden støtte, altså stående.
- Gæt (215) skød 221
Det var næsten slet ikke til at fatte og jeg var nødt til at gnide mig i øjnene og kigge 2 gange på tavlen da jeg så resultaterne for denne gangs skydning.
Kimu Senseis feedback var at jeg var en ren fornøjelse at arbejde med på denne dag og at han bare skulle give en lille rettelse og så rettede jeg det med det samme, for lige så snart jeg kunne huske det og så rettede jeg det. Det var stadig aftrækket med ”Press and Squeeze” delen jeg skulle arbejde med, men det var blevet meget bedre.
Så var det instruktørernes tid til at skyde med 9mm og her blev Magnus og William som er to af mine gode træningskammerater og mig udvalgt til at lade magasiner for Kimu Sensei mens han skød med instruktørteamet. Det var en virkelig god og sjov oplevelse, Kimu Sensei skød hurtigere end vi tre ladere kunne nå at lade for ham 😊.
Hele min egen proces gik meget bedre end nogen sinde, både med kaliber 0.22 og 9 mm. Kimu Sensei sagde på et tidspunkt at det ikke er den med mest talent der altid vil være den bedste, men den der er mest konstant i sin udviklingsproces, den der er mest vedholdende.
Jeg har virkelig lært meget om mig selv igennem POMW-forløbet. Jeg har aldrig været den bedste til noget i min omgangskreds. Jeg har aldrig været den klogeste, hurtigste, stærkeste, gladeste, eller mest sammensatte person. Men det jeg i stedet altid har måttet gøre er, at kæmpe for det, for jeg har altid været i en situation hvor det bare aldrig kom naturligt til mig. Jeg har måttet arbejde for alle de ting jeg ville kunne, og kunne gøre.
Enhver kan jo komme og sige at det ikke er noget særligt og der er måske endnu flere der ikke syntes at det ikke er noget særligt – men det er det for mig!
Derfor var det en kæmpe succesfølelse at afslutte på og Kimu Sensei sagde til mig at lige pludselig her i dag knækkede du koden. Det lyder virkelig mærkeligt og fladpandet men der var et eller andet der sagde klik og pludselig blev det/processen bare nemmere.
Det er den fedeste følelse i verden, ja man bliver helt høj af det og det giver så meget blod på tanden for mere.
Mvh Mads.
