POMW IIa, som er første del af POMW II kurset, er nyligt afsluttet, og det har givet alle nye skytter en god introduktion til skydning med 0.22 kaliber, samtidig med at det har sat gang i de gamle skytter igen. Vi startede ud med en nøje kontrolleret gennemgang og udførelse af sikkerhedsprocedurerne og våbenhåndteringen, hvilket var godt, især for mig, der som gammel skytte godt kunne have fået nogle dårlige sikkerhedsvaner siden, jeg selv var på kurset.
Med dét, og nogle ord fra Kimu Sensei om vigtigheden af ydmyghed og villighed til at lære og forandre sig, var scenen sat for første dags træning. Dagens træning bestod af to runders skydning, én der var 100% kontrolleret af Kimu Sensei, og én der var 50% selvstyret. Vi brugte en sok som støtte på håndleddet, hvilket hjalp meget med fejlfinding, og tillod os at træne mere fokuseret på de fem fokuspunkter (korrekte sigtemidler, korrekt håndgreb, korrekt aftræk, korrekt rekylkontrol og eftersigte samt korrekt åndedræt og indstilling) uden at vi skulle bekymre os om pendling af våbnet.
Personligt kunne jeg rigtig godt lide at træne på denne måde, da jeg kan mærke, at jeg får udført processen bedre, og jeg ser resultater, når jeg kan holde mit fokus og lave processen rigtigt. Til gengæld er der heller ingen undskyldninger, når skuddet ikke rammer, og i det tilfælde kan fejlen altid findes i et af de fem fokuspunkter, hvad end det har været en aftræksfejl, eller et problem med sigtemidlerne.
Jeg har ikke kunne finde samme læringsproces, når vi førhen har trænet stående, og det er sikkert fordi, jeg har for vane at skyde skylden for min upræcision på pendling, hvilket jeg ikke kunne med sokken. Så selv som gammel skytte har denne helt ”begyndervenlige” træning været en øjenåbner for, at jeg skal tage dette ydmyghedsbegreb mere seriøst. Dette opdagede jeg halvvejs igennem anden skydningsrunde – den der var 50% selvstændig – og jeg husker, at jeg blev mere og mere frustreret over, at jeg ikke kunne ramme, indtil jeg til sidst gav op.
Med at give op mener jeg, at jeg stoppede med at fokusere på at prøve at ramme godt, jeg stoppede pointjagten og fokuserede på processen og på at mærke de fem fokuspunkter. Og nøjagtig som jeg gjorde det, vendte min skydning. Det var som nat og dag. Jeg endte med at sætte seks overlappende skud i 9’eren lige efter hinanden, før det gik op for mig, hvor godt det gik, og mit ego kom tilbage og min skydning begyndte at sprede sig igen.
I ugen mellem de to træninger sørgede jeg for at træne en masse. Succesen til første træning havde virkelig inspireret mig, og jeg gik meget op i helt præcist at genskabe den teknik, der havde virket så godt for mig. Når jeg kigger tilbage på det nu, går det op for mig, at jeg helt havde glemt, hvad der egentlig gjorde, at jeg ramte, hvilket var mit skift i indstilling. I min tørtræning fik jeg kun fokuseret på alt det lavpraktiske, som aftrækket og sigtemidlerne, men ikke én gang gik det op for mig, at jeg skulle tage den med ro, og lade være med at skyde for mit egos skyld.
Da vi efter en uge var samlet igen til en omgang skydning mere, var jeg helt klar på at gå ud og skyde 300 point. Det er så derfor nok ikke en overraskelse, når jeg siger, at jeg startede ud fuldkommen på samme måde som sidste gang med ikke at ramme noget og blive frustreret over, hvordan jeg skød. Når jeg tænker tilbage på det nu, er det mig et mysterium, hvordan jeg ikke lagde to og to sammen. Jeg endte med at gå alle runderne, uden at ændre min indstilling. Her på den anden træning kørte vi endda et højere tempo, så man skulle tro, at de ekstra runder ville give mig mere tid til at genfinde ydmygheden, men det skete ikke.
Vi afsluttede dagen med at køre en enkelt runde stående, uden sokken til støtte, og jeg har meget at forbedre på til næste gang. Jeg havde meget ondt af mig selv, fordi gårsdagens KataFIT og armstrækkere havde tæret på mig. Dét, kombineret med at vi havde været i gang længe, gjorde, at jeg ikke ville fokusere på processen, og mine chancer for at genfinde indstillingen var gjort meget smalle. Det var selvfølgelig en irriterende måde at slutte af, og selvom jeg gjorde meget for at skjule det, er jeg sikker på, at min skuffelse over dagens resultater var kommet på fuldt display.
Dog havde jeg stadig prøvet at gøre mit bedste, så det betyder, at jeg nu ikke kan gøre andet end at lære af det. Og det, jeg så skal lære, er præcist det, vi fik at vide på dag 1, før vi overhovedet havde set pistolerne, og det har bare taget mig ret lang tid at forstå.
Det er netop lærdomme som dette, der gør POMW et vigtigt værktøj. Når vi står og træner i dojoen, får vi ingen feedback, med mindre man får direkte rettelser af instruktøren. Når vi er ude at træne POMW, får man en feedback med det samme, og den er så kontant og faktuel, som den overhovedet kan blive; ramte du, eller ramte du ikke. Dér bliver du meget tydeligt ”belønnet” for at gøre noget rigtigt, men også tydeligt ”straffet” for at gøre det forkert.
Derfor er der ikke på samme måde noget, man kan gemme sig bag som i karate, hvor enhver idiot kan tage et sort bælte på og kalde sig selv uovervindelig. Ude på skydebanen kan du lyve så tosset, du vil, men i sidste ende er det eneste, der betyder noget, det din skive siger. Der er ikke noget at gemme sig bag dér. Derfor er det også godt til at træne – særligt for stædige mennesker som mig, der vil ind og vise hvor gode og seje de er, men som, når det kommer til stykket, ikke kan producere resultaterne. Det lægger nogle fakta på bordet, der ikke er så tydelige i andre sammenhænge, og det tvinger én til at forholde sig objektivt.
Jeg burde som gammel skytte med min større erfaring i hvert fald holde trit med de nye skytter, men skiverne er dødærlige, og man kan ikke løbe fra resultatet. Det gælder for mig om nu at droppe mit ”jeg ved bedst” og mit ”300 point” mindset og bare tage den ét skud af gangen. Dette skal jeg også overføre til mit karate, for indstillingen skal være det samme i begge dele.
Jeg har fået den gave at få præsenteret en stor fejl, jeg laver, på et guldfad, og så skal jeg bare tage imod den. For våbnet har ingen indflydelse på, hvem jeg er. Jeg er den samme person, uanset om jeg står i dojoen eller på skydebanen. Derfor bør våbnet heller ikke gøre nogen forskel på, hvordan jeg træner, og hvor god jeg er. Det er mig der styrer våbnet, og det er mig, der gør våbnet, til hvad det er, ikke omvendt.
Det er min indstilling, der styrer, hvor godt jeg skyder og hvordan jeg laver karate, og det er i bund og grund to sider af den samme sag. De handler begge to udelukkende om mig. Frem mod POMW IIb vil jeg fortsat træne min teknik med tørtræning, men jeg vil i højere grad nu også fokusere på ikke at blive styret af mine følelser, og holde et ydmygt og læringsparat mindset uanset hvordan dagen udfolder sig.