Efter at have gennemført de to første forløb i POMW I, som absolut havde levet op til forventningerne, så jeg meget frem til det det tredje og sidste kursusforløb i POMW I. Vi havde trænet tørtræning derhjemme, dels for at sikre, at det vi havde lært, ikke gik i glemmebogen, dels for at få basisteknikken og sikkerheden ind på rygraden.
Det andet kursusforløb, var et meget intenst forløb, med en varighed på omkring 8 timer, hvor vi øvede sikkerhed, sikkerhed og sikkerhed samt en god portion basis tør træning, der bestod af skydning med Airguns og laserguns (SIRT) fra en stationær position.
I det tredje forløb, repeterede vi det, vi havde gennemgået tidligere og gik videre med transitionsskydning. Det vil sige, hvor der var flere mål, og skydepositionen skulle løbende korrigeres, for at ramme målene.
Det skal tilføjes, at min egen skydeerfaring er begrænset til at skyde skovsnegle med en luftpistol ;O) og min motivation for at deltage på kurset dels er at lære at skyde og håndtere en pistol, men også at opleve hvordan at jeg kan overføre min læring fra Yakami Shinsei-ryu Taijutsu & Karate-do til skydning, som er en helt anden sportsgren, hvilket også har gjort mig nysgerrig på, hvordan de to ting overhovedet kan hænge sammen og hvor den røde tråd skal findes.
Efter en grundig og spændende teoretisk og historisk introduktion på det første forløb, og en mere praktisk træning i det andet forløb, så begyndte der at tegne sig et billede – i det tredje forløb – af den tankegang, indstilling og mentale tilstand, som kræves for at kunne ramme rigtigt hver gang.
Der er naturligvis korrekt stilling, åndedræt og pistolhåndtering, som er af stor betydning for at få et godt skud, men faktisk er det den mentale tilstand og afklaring som er absolut afgørende for at placere et godt skud HVER gang!
Under alle forløbene hørte vi, udover sikkerhed og basis teknik, også begreber som ego, tro på processen og vær ydmyg blive gentaget flere gange. Efterhånden gik det langsomt op for mig, at min reaktion på, om jeg havde haft et godt eller et dårligt skud (det skete vist en gang eller to… host-host), påvirkede mit næste skud. Det var mit ego, som spillede mig et puds om at enten så kunne jeg være euforisk over et godt skud og dermed reducerede min fokus i negativ retning til næste skud, ELLER jeg kunne irritere mig over et dårligt skud og tog den negative følelse videre med til næste skud. Ved skydning er der en øjeblikkelig konsekvens, så snart skuddet er affyret og man kan se resultatet med det samme på skiven. Det nytter derfor ikke at dvæle ved følelserne, men at acceptere resultatet og komme videre. Så kan man lære af sine fejl bagefter og forbedre sig bedre til næste skydning.
Og det bringer mig videre til, at man skal tro på processen; Det vil blandt andet sige, gøre som man har lært og lad være med at fokusere på målet og brug sigtemidlerne i stedet for. Umiddelbart tænker man jo at man skal jo fokusere på målet for at ramme det, ja og nej – Man skal naturligvis kunne se målet, men hvis det forreste sigte peger på målet og det står rigtigt i forhold de to bagerste sigtekorn, ja så rammer man faktisk! Jeg bruger briller og kan kun se et sløret mål på afstand, men når jeg gjorde som jeg havde lært dvs. at tro på processen, korrekt pistolhåndtering og stilling, ja så ramte jeg faktisk rigtig godt og endda hver gang, når mit ego ikke spillede mig et puds.
Det er naturligvis ikke en proces som jeg mestrer efter tre kursusforløb, men jeg begynder nu at forstå, at det hænger tæt sammen med det faktum, at jeg skal kende mig selv, før at det hele går op i en højere enhed. Det var netop noget af det, som blev fortalt under teoriforløbet og stille og roligt begynder tingene at hænge sammen! Der er jo så lige et stykke vej for mig endnu da det først er fra Menkyo grader (”At kende sig selv”) hvor man har de bedste forudsætninger og viden for at forstå processen.
Ovennævnte begreber blev endnu tydeligere, i det tredje kursusforløb, hvor der blev indført bevægelse når der skulle skydes efter flere mål – Der skulle skydes flere skud i træk og man skulle lave en transition fra en stilling til en anden, inden næste skud. Der nyttede det ikke noget at lade sit ego komme i vejen, for ellers ramte man ikke det man skulle! Her var det essentielt at bruge den viden vi havde fået, for kunne ramme rigtigt hver gang (hvilket så heller ikke lykkedes hver gang 😊).
Sværhedsgraden blev nu sat yderligere op, da vi nu skulle løbe på en bane, fra en position til en ny og ramme nye mål – For mit vedkommende blev presset nu større og jeg glemte ofte de helt grundlæggende stillinger og der skulle kæmpes med at tro på processen. Det primære mål (fik vi at vide senere) var ikke nødvendigvis at ramme i bullseye, men at gennemføre banen hurtigst muligt, samtidig med at ramme målet.
Jeg prioriterede at ramme bullseye, men selvom det gik rimeligt, så gennemførte jeg bestemt ikke banen hurtigt, så der ligger lidt arbejde forude (og det er jo nok noget med at tro på processen og lade ego’et ligge hjemme i skuffen!).
Men det viser jo netop det med at være ydmyg for at lære! Hvis man går rundt og tror at man er lige så sej som Clint Eastwood (eller Kimu Sensei 😊), så er der et stykke vej endnu. Men det er jo netop det, jeg synes er det som er et skridt på vejen for selverkendelse og det at lære mig selv at kende – tro på dig selv, men lad dig lære med ydmyghed.
Hele POMW I forløbet har indtil videre levet op til mine forventninger og jeg glæder mig til POMW II hvor vores grænser og evner rykkes endnu en tak…. gætter jeg på.