POMW! I TSM C

Af Oliver Baggersted, Medlem indtil 2015

Det første jeg kan sige, er at jeg ikke på noget tidspunkt under starten af dette kursus, havde regnet med, vi kunne udvikle os så hurtigt. Fra første gang vi havde skudt under POMW! I TSM B og til POMW! I TSM C, var der en markant forskel på alles præstation. Alle var enige om, at det var utroligt, hvor meget vi havde rykket os på 3 uger, kun ved hjælp af at øve håndteknikken til at skyde med air guns.

Kurset startede som ethvert andet med god stemning blandt os alle. Nu kan jeg ikke snakke for andre, men jeg var enormt spændt på at se, hvad der skulle ske i de tre timer, som der var blevet sat af. Nu havde vi jo været på Hsing’i A for ikke så længe siden, og tanken om at indstillingen skulle være på plads, sad stadig klart i mine tanker. Ikke dermed sagt, at det var let at holde fokus hele vejen.

Vi startede med en hurtig recap af sikkerhedsregler og skydning på korte skydeafstand. Dernæst bevægede vi os længere væk fra skiverne. Denne gang gik det for størstedelen af os, en del bedre på de 7 meters afstand, end det gjorde under POMW I TSM B. Vi kunne nu ramme skiven og nogle af kuglerne havde da også siddet inden for den sorte markering. For at være ærlig, så kan jeg ikke helt huske hvor langt der var ved den sidste afstand, men jeg vil mene, at der var mellem 9-11 meter. Hvis vi havde synes, det var svært at ramme på 7 meters afstand, blev vi virkelig sat på prøve nu. Ikke nok med vi nu stod med 9-11 meters afstand til skiven, men vi var også ved at være godt brugte i hovedet.
Som det sidste, så blev vi inddelt i grupper på 3. I de hold skulle vi så prøve at skyde med en laser gun. Mens 1 gruppe skød med laser guns, skulle de andre grupper prøve at stå på alle afstandene og skyde med almindelig air guns mod 1 skive i sit eget tempo.
Men så kom slutningen på kurset omkring 21-tiden og vores hoveder var efterhånden også godt brugte. Vi fik lidt information om den næste morgen, og hvad vi skulle gå hjem og tænke over.

Selvom jeg ikke havde lavet andet en oplæsning til eksamen og de 3-4 timers træning den fredag, så kunne jeg godt mærke på mit hovedet at jeg var godt brugt. Det eneste jeg tænkte på vejen hjem i metroen den aften var; Det bliver godt nok rart at lægge sig i sengen og sove nogle timer.

Det blev der desværre ikke så meget af. Jeg fik ikke sovet særlig godt den nat. Det meste af den bestod af at vågne og kigge på klokken og så falde i søvn igen. Så en urolig nat med 2-3 timers søvn og så op ved en 6.30 for at skulle hentes af Søren Renshi og af sted til POMW! I TSM C del 2.

Taget den ubekvemme nattesøvn i betragtning, så føler jeg selv, at jeg holdte fokusset forholdsvist godt dagen igennem.
Vi mødtes i Greve omkring 1 time før vi startede og gjorde klar til kurset skulle begynde. Stillede borde frem, satte skiver op og lige fra start var den venskabelige stemning over os. Så der gik ikke længe før vi begyndte at gå og pjatte og prikke til hinanden. Alt som det bør og plejer at være.

I dag kom den indre drengerøv frem i os alle. Selvfølgelig skulle vores indstillingen være på plads. Men det var svært ikke at lade testosteronet strømme, når man løb frem mod skiven og skulle tømme sit magasin. Der var stadig fokus på rigtig skydeteknik og indarbejdning af bevægelse.
1. del af dagen blev brugt til at lære at skyde mod flere objekter. Så nu stod vi med 2 skiver foran os og skulle skyde først den ene skive og skifte direkte over til den anden. Det er en del mere kompliceret end det lyder. For i samme øjeblik man skifter fokus, så er det nødvendigt lige at bruge 2-3 sekunder til at få fokus på den nye skive før man skyder. Dette arbejdede vi med et stykke tid indtil der var pause.

Efter pausen blev vi inddelt i 2 grupper. Den ene halvdel begyndte på at skulle være i bevægelse og skyde samtidig. Den anden skulle stå med laser guns og skyde på flere mål. Så vi lærte og blev bekendt med, hvor svært det er at skyde bare nogenlunde præcist, når man er i bevægelse. Det var i bevægelsesmønsteret frem mod og væk fra 1 skive og sidevers så man bevægede sig forbi flere skiver.
Dernæst, skulle halvdelen af os skyde med air guns på små metalplader mens den anden halvdel skulle skyde på flere mål i forskellige højder med laser guns.
Da hver halvdel havde prøvet deres post et par gange, så var der en øvelse tilbage. Der var blevet lavet en gennemløbsbane, hvor vi skulle bevæge os, skyde i forskellige højder og på små objekter. Dette var den sidste øvelse, vi havde i POMW! I TSM C del 2. Selvom banen var forholdsvist kort og ”simpel” (i den forstand, at vi havde været stort set det hele igennem før) så var den alligevel stressende at skulle igennem.

Min oplevelse af POMW! I TSM C er, at det var et enormt fedt kursus, som jeg ikke ville have været foruden. Mentalt synes jeg det var noget af en prøve, at skulle kunne holde fokus så mange timer i træk. Men sådan er det jo konstant. Jo mere man træner, jo mere går det op for en, at indstillingen er essentiel for at kunne komme videre.

Hele POMW! I kurset har været super interessant og jeg har en følelse af ikke at kunne vente med at skulle igang med POMW! II.

Søg artikler
Seneste indlæg
Kategorier
POMW Arkiv