Det overrasker mig gang på gang, at alle kurser er så veludtænkte og gennemførte her i Shindenkan. Sætningen ”intet er overladt til tilfældighederne” bliver kun endnu mere pålidelig for hver gang. Jeg synes altid, man bliver positivt overrasket, fordi ens egne forventningsrammer bliver sprunget og erstattet med et større og bedre helhedsindtryk og forståelse.

Mine forventninger til POMW-kurset var lig nul – jeg havde absolut ingen erfaring inden for emnet – hverken indenfor håndtering af skydevåben eller skydevåben generelt. Dog havde jeg dagen forinden set en actionfilm med en original handling: Det hårde bandemiljø blandet med agenter og politi folk, hvor pistoler og andre våben var indblandet.
Jeg fik meget hurtigt opfattelsen af, at måden de håndterede våben på og som man altid ser på film de gør, måtte være den korrekte måde at gøre det på – men som sædvanlig tog jeg fejl.

Er det pistolen eller manden bag der dræber?

Indstilling. Et meget vigtigt ord og begreb vi blev konfronteret med gennem hele forløbet. Kan du dræbe hvis du står i en situation, hvor dit liv eller andres afhænger af det? Det var i starten svært at forholde sig til, men efterhånden gik det op for en at det ER hverdagen i dag – om man ville vedkende sig det eller ej. Jeg var derfor meget taknemmelig for, at få og have muligheden for at lære og kende, at håndtere nutidens våben.

Da vi startede med at omsætte teori til praksis, kunne jeg mildt sagt ikke ramme en bjælde. Jeg var mere end taknemmelig for bare at ramme skiven. Vi prøvede dertil at skyde fra forskellige afstande, og der blev vi igen stillet ansigt til ansigt med vores indstilling. Bare med en 2 meters forskel – og man kunne pludselig intet ramme. Der måtte man igen arbejde med indstillingen.

Det svære var nemlig ikke at lære at skyde, det var faktisk meget simpelt – det svære var at overholde de få håndteringer, der gjorde man skød og kunne ramme målet. Man kunne hurtigt glemme eller springe de få trin over, fordi man gerne ville have stor succesrate, hvilket gjorde man fokuserede mere på målet end på selve processen. Vi fik derefter til opgave at øve disse håndteringer vi havde lært til næste gang hver dag til næste kursus tre uger efter.

Da vi mødte op næste gang, havde jeg ALDRIG i mine vildeste fantasier turde tro eller håbe på, at rykke mig så meget fra sidste gang til sidste kursus, som jeg gjorde. Det var en kæmpe forskel. Jeg gik lige pludselig fra at være tilfreds med at ramme skiven, til at være utilfreds med ikke at ramme bullseye i det sorte hver gang. Så jeg var meget overrasket og tilfreds. Så lang havde jeg ikke troet, jeg nogensinde ville komme – og så bare på tre uger. Forskellen var enorm. Men igen, så handler det om indstillingen. Så med den korrekte håndtering, teknik og indstilling, kan man nå langt!