Kimu Sensei har overrasket mig mange gange igennem de 16 år jeg har modtaget undervisning af ham. Og han gør det stadigvæk 🙂

Senest med Shindenkans nyeste værktøj – POMW! Project Old Modern Warrior – eller skydning med mere simple ord.

Og som han selv skriver i en artikel på Shindenkans hjemmeside – Hvad f….. skal vi med skydning? Hvad behov har jeg for pistoler? Jeg er jo et levende våben i mig selv, som gode gamle Kung Fu Magazine udtrykte det tilbage i 70’erne – en Karate Expert som det hedder i dag.
Men er jeg nu også det? I Shindenkan træner jeg både med langt sværd (Bokuto), kort sværd (Kotachi) og stav (Jo), men det er jo primært trævåben, og jeg bruger dem som værktøj, til at indlære principper, fejlfinde på min teknik, lære mig selv bedre at kende.
Med andre ord har jeg et fredeligt formål, til gavn for mig og andre, med min kampsportstræning – så jeg er da i hvert fald ikke en af de onde.
Men har jeg taget ansvar for den anden side af medaljen – nemlig at jeg er i stand til at slå et andet menneske ihjel med de teknikker jeg har lært. Har jeg forholdt mig til det, erkendt det, og er jeg afklaret med det?
Hvis nogen angriber mine kære, eller mig, er jeg så afklaret i en sådan grad, at jeg kan gå 100% ind i kampen, med brug af en passende mængde magt (vold?), og en reel risiko for at skade, lemlæste eller dræbe nogen – og en reel risiko for selv at blive skadet, lemlæstet eller dræbt.
Faktisk har du selv en mulighed for at se sig selv i samme lys. Forestil dig at du sætter dig bag rattet i din bil. Du er nu bevæbnet med ”krudtladning” på 50-250 hestekræfter og et ”projektil” med en vægt på 1-2 tons. Er du afklaret med hvad du kan afstedkomme med det ”våben”, hvis du ikke viser det en passende respekt? – Tankevækkende ikke 😉
Disse tanker gjorde jeg mig da jeg hørte om POMW!. Jeg kan godt lide kigge ind til kernen af ting, for bedre at forstå dem, og disse tanker har fløjet rundt i mit hoved siden Kimu Sensei introducerede POMW! – Skydning!

Men POMW er ikke bare skydning!
POMW er et nyt værktøj i Shindenkans værktøjskasse, en del af den røde tråd, og en del af Shindenkans strategiplan.
POMW! er en afprøvning af Minouchi Senseis teori om at man har mulighed for at bevæge sig videre i densho graderne (erkendelsesniveau) med forståelse, brug og udnyttelse af den moderne teknologi til at bevæge os fra kampsport og videre imod kampkunst med værktøjet skydning.
POMW! er en opgradering af Shindenkans værktøjskasse med kompetencen skydning. Vi træner flersporet kampsport, for at have kendskab til alle former for kamp. Når man så ser hvor mange tilfælde af brug af våben der er i den danske dagligdag, og tænker på at der findes lige under 1 million lovlige våben (plus guderne må vide hvor mange ulovlige våben) i Danmark, er det yderst relevant at have kendskab til våben, så vi som et minimum i en skarp situation kan vurdere om vi står overfor en modstander der ikke kan ramme en ladeport, eller en livsfarlig skarpskytte. Her springer Breivik, og efterhånden talrige skudepisoder igen i øjnene.

POMW forløb
Som Chefinstruktører får vi et udvidet forløb, samtidig med vi er med på det brede POMW Tema Lederudviklings Seminar.
Kimu Sensei har kørt pilotprojektet 100% kompromisløst, og har gennemarbejdet, – analyseret og -testet teorien, og fået resultaterne bekræftet hos de bedste skydeinstruktører i Danmark, Europa og Verden. Den samlede viden har vi fået overdraget på et sølvfad, skåret ned til essensen.
Vi startede med hver at indmelde os i en skytteforening, for derigennem at få mulighed for at træne pistolskydning indenfor lovens rammer, og lagde ud med 1-2 månedlige skydninger med 0.22 og samtidig tørtrænede vi hver anden dag med airguns for at indarbejde basisteknikken. Tørtræningen foregik naturligvis uden CO2 Gas i pistolerne, og uden kugler, da der var tale om ren basisteknik.
Undervejs i forløbet er antallet af skydninger gået op, så nu skyder vi 2 gange ugentligt, og tager her primo juni fat på 9mm skydning, sammen med at vi nu laver daglig tørtræning,
Undervejs har vi ved alle lejligheder, dvs. RRCamps, Shihan-kai møder osv. lige fået undervisning, og tilretning af teknik
På POMW A er vi blevet præsenteret for den historiske baggrund, Minouchi Senseis teori og grundlaget for POMV.
På POMW B har vi fået yderligere teori, og har trænet baneskydning med airguns, og fået pudset basisteknikken af. Skydemanualen hedder i sin enkelhed: Sikkerhed, Basisk og optimal skydeteknik, Sikkerhed, Basisk og optimal skydeteknik, Sikkerhed, Basisk og optimal skydeteknik. I teori og praksis har vi trænet Sikkerhed, Sikkerhed, Sikkerhed og Sikkerhed, idet enhver pistol i hele forløbet, det være sig kaliber 0.22, airgun eller vandpistol 🙂 er blevet behandlet som et ægte livsfarligt våben. Overtrædes sikkerhedsreglerne, er man øjeblikkeligt DQ’et (DisQualified!) og sat på bænken, for at tænke på hvad konsekvenserne er hvis sikkerheden brydes under vådtræning (med rigtig pistol og ammunition)
På POMW C har vi set resultatet af 3 ugers tørtræning i form af markant forbedrede resultater i baneskydningen. POMW! Skydehåndbog virker! Vi har trænet skydning med transitioner, dvs. med flere stationære mål. Og så har vi bevæget os over i virkelighedens verden – nemlig skydning i bevægelse, naturligvis med airguns. Her er det essentielt at basisteknikken er indlært, og huskes selv når pulsen stiger.

Udbytte
Hvad resultater har jeg så haft af POMW hidtil?
Jeg er blevet kraftigt udfordret af afklaringen der er nødvendig for at gennemføre POMW.
Jeg har opnået markante resultater i form af præcision og teknik.
Jeg har fået afsløret adskillige steder hvor min teknik, min kontinuitet og min indstilling ikke er 100%. Og det er GODT, for så ved jeg hvad jeg skal arbejde på.

Søg artikler
Seneste indlæg
Kategorier
Arkiv