Af Frederik Breinstrup

Enhver idiot kan lære at skyde. Dette hørte vi flere gange under POMW-kurset, og det er i bund og grund sandt. Det er ikke særligt svært at løfte en pistol og trykke på aftrækkeren. Hvorfor skal vi så overhovedet lære at skyde, når vi træner et tusindårigt gammelt kampkunst system?

Det fandt vi hurtigt ud af i løbet af kursets 7 træningsgange, og de mange timers tørtræning hjemme. POMW er resultatet af en tese som Minouchi Sensei skrev, hvor han havde en hypotese, der lød på, at det er mennesket bag våbenet der er afgørende, og ikke selve våbnet. Derfor vil de gamle elite krigere, samuraierne, hurtigt kunne lære at skyde på niveau med de moderne elite krigere. Og det lyder lige som noget for os.

Vi startede vores rejse på POMW I med at høre om våbenudvikling og lære den basis skydeteknik, som vi skulle øve på hjemme, og vi hørte de vigtigste regler når man har med skydevåben at gøre. Basis POMW skydeteknik, og sikkerhed. Vi har hver dag skulle tørtræne med vores airgun for at øve os i at fange sigtemidlerne, holde rigtigt på pistolen og stå korrekt. Der var dog også den “skjulte træning” i det, som var øjentræning der hjælper mod hovedpiner, og træning i at holde fokus og indstilling. Derefter skød vi med airguns fra 2-11 meter, og der lærte vi hurtigt hvorfor det var vigtigt at tørtræne. Hvis ens fokus og indstilling falder under skydning, kan man ikke ramme skiven, og i værste fald kan det have fatale følger. Derfor var det afgørende at vi tørtrænede hver dag gennem hele forløbet. På POMW Ic prøvede vi også IPSC skydning med vores airguns. IPSC er en slags forhindringsbane på tid, hvor der er nogle mål man skal skyde undervejs. Det vigtigste her, og under resten af POMW-forløbet, er sikkerhed. På IPSC-banen var der 2 kegler, som indikerede sikkerhedsvinkler. Pegede ens airgun udenfor keglerne, blev man vurderet en sikkerhedsrisiko og man blev diskvalificeret.

Da vi så kom ud på Hanebjerg skyttecenter til POMW II og III blev vi virkelig testet på vores indstilling. Vi skulle nemlig skyde på 25 m. Det virkede som en fuldstændig umulig opgave at skulle ramme en skive på så stor en afstand. Det var mere end dobbelt den længste afstand vi havde skudt på POMW I. Der skulle derfor noget seriøs fokus til da vi begyndte at skyde, da selv den mindste fejl ved pistolen, bliver tydelig 25 meter senere. Til POMW IIa var mit hoved ikke helt med. Jeg havde nogle ting fra hjemmelivet som jeg havde med i baghovedet, men jeg ikke var klar over, at jeg gik og tænkte over. Det var først da Kimu Sensei i løbet af dagen påpegede, at jeg virkede som om jeg ikke havde 100% fokus på skydningen, hvor jeg tænkte over, hvad det kunne være. Da jeg så endelig fandt ud af det, og snakkede med Kimu Sensei om det, vidste jeg, at der var nogle ting jeg skulle have talt igennem derhjemme.

Da jeg så kom til POMW IIb havde jeg tænkt over min opdagelse den forrige kursusgang. Jeg var meget mere afklaret med tingene og havde ikke en masse ting i baghovedet, jeg var gladere og det kunne tydeligt ses nede på skiven. Jeg var mere fokuseret, og gav mig selv bedre forudsætninger for at kunne skyde godt. Jeg var god ved mig selv.

På POMW II skød vi for det meste med 0.22 kaliber på 25 meters afstand. Til sidst på POMW IIb prøvede vi dog også at skyde 50 9mm skud, og det var noget af en oplevelse. Det larmer meget mere og rekylen er markant større. Jeg var en smule bange for at skulle skyde med 9mm, de første par gange. Jeg fik et chok hver gang der blev skudt et skud, og havde derfor svært ved at holde fokus når jeg skulle skyde. Det hjalp heller ikke at jeg stod ved siden af en, som havde den uheldige højde, der gjorde at hver eneste af hendes patronhylstre ramte mig lige i hovedet. Samtidig fandt jeg ud af, at min rekylkontrol ikke var på plads da vi skød med 0.22, for de første par gange jeg skød med 9mm, var pistolen ved at ryge ud af hånden på mig. Det resulterede i at jeg begyndte at modvirke rekylen, hvilket bare gjorde min skydning værre. Jeg havde altså stadig en masse jeg kunne forbedre. Efter vores 50 skud med 9mm, gik vi tilbage til 0.22 kaliber, hvor der sammenlignet stort set ikke er nogen rekyl, hvilket betød at jeg tydeligt kunne se at jeg var begyndt at modvirke rekylen. Det var altså noget jeg skulle træne på under min tørtræning derhjemme.

På POMW III skød vi stort set kun med 9mm, vi skød meget og vi skød hurtigt. På POMW IIIa begyndte jeg at tilvænne mig rekylen på 9mm og min rekylkontrol blev markant bedre, hvilket betød at jeg begyndte at skyde bedre. Gennem alle kursusgangene fik vi en masse informationer og beretninger om SDKskyt og om hvorfor Shindenkan oprettede sin egen skytteforening, og POMW III var ikke anderledes. Ikke nok med at vi fik en masse skyttekompetencer, fik vi også en masse baggrundsviden om skytteverdenen i Danmark.

Til POMW IIIb mødtes vi nede i hullet på Hanebjerg. Hullet er en grusgrav, hvor man står og skyder udenfor, på op til 40 meter. Vi mødte kl. 7:30 for at sætte baner op, og gøre alting klart. POMW er nemlig en komplet skytteuddannelse, hvor man også er med til at stille baner op og rydde op og rense pistolerne. Da vi først må skyde fra kl. 9, startede vi med at skyde med laserguns som frømandskorpset også træner med. Vi prøvede at skyde rundt om barrikader, og at sparke en dør ind og skyde. Det var ren drengerøv – og helt vildt sjovt. Bagefter skød vi en masse 9mm skud fra en masse forskellige afstande, flere skud af gangen, og på flere forskellige skiver, afsluttende med et shootout. Et shootout fungere ved at man står 40 meter fra en 40cm x 40cm gul papskive. Så skyder nogle skytter på skift et antal skud, og man tæller op hvor mange man hver især ramte.

Hvis jeg efter POMW I havde fået at vide at jeg skulle ramme et så lille mål på så stor en afstand, havde jeg ikke troet at jeg kunne gøre det, men jeg endte med at ramme med omkring ⅓ af mine skud. Det er bare et bevis på at med den rigtige træning, og endnu vigtigere den rigtige indstilling, kan man meget mere end man går og tror. Efter shootoutet gik vi til frokost, og efter frokost var vi tilbage på vores sædvanlige skydebane, og så skulle det gå stærkt. Vi skød fire skud af gangen, på flere mål af gangen, så vores rekylkontrol var det eneste der afgjorde hvor hurtigt vi kunne skyde.

I løbet af den sidste dag skød vi hver især omkring 550 skud, og det kunne man godt mærke, for vi blev alle trætte til sidst, men som vi fik at vide, er det når man er presset man viser hvem man er. Jeg har fået en hel masse ud af POMW og har især lært en masse om mig selv, som jeg vil forsøge at bringe ind i vores almindelige Yakami Shinsei-ryu træning. Hele POMW projektet bygger på Minouchi Senseis tese om at det er mennesket bag våbnet der skaber resultater, og det må man sige at vi har påvist.