Hvis jeg af alle skydedisciplinerne, med både pistol, haglgevær og riffel, blev bedt om at vælge hvilken skydedisciplin som var den jeg holdt mest af, ville jeg uden tøven sige; LRS – Long Range Shooting – langdistance skydning.
Det er uden tvivl, fordi det har visse ligheder med kampsporten; på et splitsekund gå ind i en meditativ tilstand, blive ét med målet, høre skuddet gå af, vente i naturen, indtil det efter 1-3 sekunder siger; pliing!, er totalt surrealistisk og bringer tankerne i retning af, at du er deltager i Matrix filmene. Når sporten samtidig kun foregår udendørs og oftest i yderst naturskønne områder, hvor end det er i Verden, så kan det næsten ikke blive bedre.
Jeg kan også godt lide de amerikanske matches, hvor jeg som dansker er blevet modtaget med åbne arme, efter behørig introduktion af nogle skyde-pinger. Amerikanske matches er altid helt specielle, uanset om det er pistol eller riffel matches. Det kan til tider sammenlignes med aktiv deltagelse i et Tivoli, en cowboyfest som i serien ”Det lille hus på prærien” og et leben som i amerikansk folkedans. Selv under de såkaldte traditionelle, fine og formelle matches, er der altid et anstrøg af ”Tombola, barbecue og folkefest”. Men én ting er sikkert – du går ALDRIG sulten fra en match!
Rigtig mange gange har jeg oplevet under en match over nogle dage, nærmest at blive adopteret af amerikanske skydefamilier, som synes jeg så ”sååå tynd ud og var så laangt hjemmefra”,- og så elsker de fleste amerikanere at høre om Europa, Vikinger og Danmark. Den tid, hvor amerikanere troede Danmark var en by i Sverige er slut. Langt hovedparten ved godt at Danmark er vikingernes hjemland, efter Danmarks aktive deltagelse i Afghanistan og Irak som USA´s allierede. Det faktum har åbnet mange døre under POMW projektet, selvfølgelig også sammenholdt med min progression og dygtiggørelse inden for skydesportens forskellige discipliner.
Langdistance skydning er altid relativt, og der findes såvel en civil som militær del, som med al anden skydesport. I den civile såvel som militære skydeverden er 100 m, 200 m og 300 m de normale distancer at træne og opnå kompetence på. I den civile langdistanceverden, er det ligesom med pistol, inddelt efter sportsdivisioner og fra gammel tid kan du også opnå skydemærker, som viser din øjeblikkelige kompetence over tid. Noget lignende er også at finde i den militære skydeverden, men her opdeles kompetencerne oftest i bronze, sølv og guld skydemærker pr. våbentype. Skydemærker som kan bæres på din paradeuniform, eller som stofmærke på din almindelige uniform. Det er dog forskelligt fra land til land.
Skydestillingerne er oftest stående, knælende eller siddende og liggende ud til de 200 m, og til tider også 300 m /300 Yards. Derefter er det normalt altid liggende ud til de 500 yards og 600 m/ 600 yards, som normalt er de længste ”normale” skydedistancer. I Danmark og andre lande er begrænsningen dog tilgængeligheden til civile skydebaner på de lange distancer, og her går den oftest ved de 600 m.
Militære skydeterræner er dog oftest helt op til to-tre gange en civil skydebane, og her ”bygger” du ofte banen ude i terrænet, hvis afstanden er over de 600 yards – 1.200 yards. Undtagelsen her er – USA. Her er der selvfølgelig også terrænskydebaner, som du selv bygger, men der er også særdeles mange 1000 m / 1.000 yards skydebaner, og faktisk helt op til 3.000 m skydebaner. Dertil er det også muligt i USA, at skyde på de militære skydebaner, som oftest er ”topmoderne, state of the art” i udstyr, og dertil er det også ganske normalt, at civile skytter og militære skytter deltager på lige fod i matches, kursusforløb og træninger. Topmoderne ”state of the art” i udstyr, er dog både a la Kongsberg anlæg med doppler radar og hejse op/Ned mål med venlig menneskelig betjening 🙂
Jeg var godt klar over, at det igen var i USA, som ville give de bedste muligheder for POMW Riffel og LRS, ligesom det havde været med POMW Pistol.
Min chefskydeinstruktør indenfor POMW Pistol havde allerede fra begyndelsen sagt, at hvis jeg først lærte at skyde korrekt med pistol på et højt niveau, ville jeg ingen problemer få med riffelskydningen. Dette råd fulgte jeg, og ved hjemkomsten fra USA efter en Steel Challenge match på Mesa Shooting range, Arizona, og et pistol skydekursus med absolutte verdenseliteskytter med verdens bedste pistolskytte igennem 30 år, skydelegenden Rob Leatham som instruktør, hvor jeg klarede mig ganske godt i det selskab, var tiden nu inde til en gradvis overgang til POMW Riffel. The great One – day of steel
Efter at have grublet over POMW Riffel på vej hjem i flyet, besluttede jeg mig for, som med POMW pistol, at se hvor langt vingerne kunne bære, også selvom Minouchi Sensei´s teori om, at det er mennesket som til enhver tid og sted gør forskellen, og ikke våbenet, allerede var bevist igennem POMW Pistol.
Så da jeg fremlagde dette for POMW projektets styregruppe, var de også enige i denne betragtning og gav GO tegnet til det fortsatte projektforløb, også selvom dette ville strække organisationens økonomi til bristepunktet. Men forbundets generalforsamlingsbeslutning blev efterkommet, også selvom jeg selv måtte spæde til kassen og projektet. Flersporet POMW skydning havde dog hele tiden været planen, men da jeg ikke havde nogen som helst skydeerfaring før POMW projektet, og vi fra begyndelsen ikke vidste at projektet hovedsagelig for mig som projektleder, måtte afvikles internationalt pga. de danske skytteforhold og politik, så blev POMW planen stemplet trin for trin, og til Shindenkans organisationens største økonomiske projektinvestering i 50 år. Eks.: Blot riffel ammunitionen kostede minimum 3-5 gange så meget som pistol ammunition og LRS ammo – out of the chart.
Så jeg gik i gang med nærplanlægningen af POMW Riffel og LRS. De bedste muligheder for kompetence udviklingstræning lå i USA og Norden, og de bedste muligheder for de grundlæggende færdigheder og træningspas lå i Danmark. Det var vigtigt for styregruppen, at jeg så at sige ”gik hele vejen”, hvilket indbefattede riffelskydning fra 100 m og ud til 1.500+ m, hvis dette kunne lade sig gøre, og jeg blev uddannet indenfor alle gængse riffeldiscipliner civilt som militært, hvis der var muligheder for dette.
I USA er der 1.000 yards matches, kaldet F-class skydning, og dertil er kursus tilbuddene mangfoldige, og med den rette indstilling, resultater og opsøgning af netværk, vidste jeg fra POMW pistol, at døre som ellers var hermetisk lukkede, ville åbne sig, og trænings- og uddannelsesmuligheder sammen med de absolut bedste LRS skytter i verden, ville være en yderst diskret mulighed. I POMW Pistol, havde verdens pistol legender, civilt som militært, trods alt gerne ville dele hele deres livs skydeessens med mig igennem POMW pistol, som jeg ydmygt fik serveret på et guldfad med et stort tak. Så enfoldigt 🙂 satsede jeg også på dette i POMW Riffel og LRS.
Men som med pistol, riffel og LRS, så har jeg også oplevet fagkompetencer, som overgår filmens verden. Verdensmestre er ikke nødvendigvis de rigtige verdensmestre, men oftest fordi de havde muligheden og andre ikke havde. I USA har jeg ofte oplevet legendariske verdensmestre og legender sige, at ofte kommer de hjem igen og igen som verdensmestre, for så at få en gedigen r…fuld på den lokale bane af deres barndomsvenner, som de har trænet med hele livet , men disse barndomsvenner, som fattige, ikke har haft muligheden for at deltage i de nødvendige mesterskaber. Første gang jeg hørte om dette fænomen, var I USA under en match, hvor de hjemvendte verdensmestre fra USA´s landhold også deltog. Til min store overraskelse var der adskillige filippinere, mexicanere og mixede afstamning, som skød lige op eller bedre end disse, – samtidig med at de passede deres job med alt det praktiske i forbindelse med matchen! Det mest slående var deres taknemmelighed over, at ”verdenseliten kom til dem på deres bane og match, som de satte en ære i, at alle havde det godt og synes om”, og deres ydmyghed at de fik ”lov” til at deltage, samtidig med at de passede deres arbejde.
Det andet mest kendte eksempel er nok verdens bedste pistolskytte nogensinde TGO, Rob Leatham, som sidst gang blev triple verdensmester i 2014. Under en pause i en match, fortalte han, at han netop som den eneste i verden, havde vundet alle fem fagdivisioner og var hamrende stolt af dette. Så han kom tilbage på Mesa Shooting range og var rimelig høj i hatten, som han selv fortalte. Der var desværre ingen af hans sædvanlige skydekammerater, bortset fra én af hans ældste venner, som alligevel aldrig trænede mere. Arnt sad i baren og hang over en kop kaffe. Først forsøgte Rob Leatham på den pæne måde at lokke ham ud på skydebanen, så Rob Leatham lige kunne vise ham et trick eller to, men hans ven ville hellere drikke sin kaffe og filosofere over livet. Rob Leathams provokationer og ”cockyness” steg i takt med det manglende resultat, så det til sidst blev utåleligt for vennen, som kikkede overbærende på Rob, lånte et bælte og pistol af Rob, hvorpå han stille og roligt vandrede ud på den af Rob Leatham opstilllede Steel Challenge bane. Som Rob Leatham, så fortalte, så gik vennen stille og roligt tilbage til sin kaffe og stol igen, efter en halv time uden et ord, men kikkede overbærende på den tyve-dobbelte verdensmester, Rob Leatham, som stod slukøret ude på skydebanen, og havde fået sit livs røvfuld! Men som Rob Leatham sagde, så var han for en gang skyld noget stille den dag, men næste dag var jeg tilbage på træningsbanen og trænede endnu hårdere!
Oprindelsen på alle disse LRS matches kommer formelt fra UK med den traditionsrige ”The National Enfield (Bisley) Match” som første gang blev afholdt i 1864. Distancerne her var 300 yards, 500 Yards og 600 yards. I kølvandet på Bisley match opstod der et væld af LRS matches i hele Commonwealth, hvoraf den kendteste nok er The Kalapore match, som er fra 1872, hvoraf f.eks. Indien deltog for første gang i 1874. British Commonwealth har rigtig mange matches og udmærkelser, hvoraf H.H. the Queens Prize med årligt over 1.000 deltagere, mænd som kvinder, er den fornemmeste, mens The grand aggregat prize nok er den mest eftertragtede blandt topskytter, da denne udmærkelse er udtryk for den mest konsistente skytte. I britiske turneringer er de traditionelle distancer 3-5-600 yards, hvilket også har medført at praktisk taget alle engelske baner maks. er 600 yards, men dog skydes der også 8-900 og 1.000 yards i Commonwealth matches. I USA har der altid været en tradition for LRS – af praktiske overlevelses hensyn, hvis du ønskede dig mad på bordet. Men på amerikansk opfordring, blev der etableret en LRS match imellem USA og Irland/England i 1873, kaldet the Creedmoor matches. Distancerne var 8-900 og 1.000 yards, – med jernsigter. I 1875 etablerede amerikanske NRA verdens egentlig første globale LRS match, hvor alle lande var velkomne. The Palma Trophy Match blev første gang afholdt i 1876. Siden 1966 har denne to dages match været The World Championship for Long Range Rifle Shooting.