I Danmark kan man skyde riffel i en Skytteforening og/eller i forbindelse med jagt. Den mest optimale løsning, set i bakspejlet på de negative politiske udfordringer med POMW Pistol, var at jeg tog et riffeltegn, og da jagttegnet er forudsætningen for riffeltegnet, måtte jeg først i gang med dette.
Heldigvis var der lige fremkommet en Internet baseret løsning, så den tilmeldte jeg mig. Men de første 3-4 måneder fik jeg på grund af travlhed, mange rejser, IPSC matches og utrolig meget læsning om riffel og LRS skydning, ikke rigtig gjort særlig meget praktisk ud af jagttegnet.
Jeg havde fået tilmeldt mig alle tre tvungne fremmøde datoer indenfor én uge, hvoraf de to første var de lovpligtige sikkerheds- og lerdueskydning med haglgevær. Uheldigvis var det sådan, at jeg lige efter at have bestået den lovpligtige sikkerhed- og lerdueskydning måtte på en hasterejse, hvilket resulterede i, at forberedelsen til den tredje og vigtigste prøve; Teori og praktiske jagttegnsprøve, absolut ikke var optimal. Som jeg skrev til en ven;
”…Jeg selv har også fået jagttegn og riffeltegn. Var noget presset under jagtprøven. Kom hjem fra Bizz-rejse om morgenen. Åbnede jagtbogen om eftermiddagen for første gang og lukkede den hurtigt igen, da jeg så hvor meget jeg skulle huske af love, dyr, jagttider osv. Stærk kop kaffe og så i gang. Næste dag bestod jeg teoriprøve og jagtprøve – alt på under 24 timer 🙂 – kan ikke anbefales..”
Det jeg bedst husker fra Jagtprøven var, at til min overraskelse tog de 40 spørgsmål kun 4-5 minutter at besvare, at jeg fik nul fejl i den, og den ene fejl jeg fik til den praktiske jagtprøve foregik på følgende måde; Jetlag og mangel på søvn og en snart overstået jagtprøve gjorde, at jeg blev lidt for humoristisk – synes jeg selv :-). Så da den jagtkyndige ville teste min afstandsbedømmelse med en opskræmt gåse-siluet: om jeg måtte skyde med haglgeværet, svarede jeg kækt ” Nej da, – den vil jeg da skyde med min pistol!”. Svaret nej var rigtig nok, men det med pistolen ikke, så uden at foretrække en mine, sagde den jagtkyndige, uden at hæve stemmen; ”…én fejl…” og fortsatte til næste post. Jeg revurderede lynhurtigt min indstilling og position, og gik fra at være en kæk hundehvalp til en vaskeægte koldblodig jæger. Jeg bestod jagtprøven, og konkluderede, at min forberedelse absolut ikke havde været optimal, og dette ikke skulle gentage sig. Men så er der lige noget andet, du ikke kan gardere dig imod.. 🙂
Jeg havde nu fået en egnet riffel og kikkertsigte og havde været ned i den lokale skytteforening for, at forberede mig til riffelprøven. Første gang jeg skød riffel, forlod jeg 200 m banen med en noget øm og blå skulder. Men jeg var ganske tilfreds, da jeg i første serie skød dansk 2. division og anden serie i dansk 1. division. Anden og tredje gang skød jeg kun på 100 m banen med en hamrende god jagtinstruktør, som stille og roligt gennemgik ”do’s & don´ts”, og selve jagtprøven blev også øvet nogle gange for alle os, som var i gang med riffeltegn. Der var slet ingen problemer og alle regnede med, inklusiv mig selv, at det ville være en ren formalitet til riffelprøven, som foregik 5 uger efter jagttegnet var i hus. Sådan skulle det ikke gå, da skæbnen og hybris spillede ind :-).
Da jeg ville pakke riflen ned, for at køre til riffelprøven på Hanebjerg, faldt bundstykket på riflen ned på gulvet og gik i stykker. Da jeg ikke vidste, hvordan jeg skulle samle bundstykket igen, kørte jeg op på Hanebjerg og jagtede alle på min vej ned til riffelprøven – om de kunne samle bundstykket. Flere forsøgte uden held. Da min gruppe til riffelprøven blev kaldt ud, stod en 150 kg tung riffelprøveansvarlig mand, og pressede bundstykket ned i en parkbænk, hvorefter han rakte riflen tilbage til mig og sagde, at nu fungerede den – det gjorde den bare ikke. Her følger beretningen til en ven;
”Jeg dumpede til riffelprøven i dag af følgende grunde, som alt skete under prøven – der havde været små problemer før prøven;
1). Bundstykket kunne ikke fremføres og låses. Det fik jeg så afhjulpet, så den i det mindste kunne lade.
2). 3 ud af 6 skud var ”klikkere” – den kunne ikke lade – men skal ifølge riffelprøven behandles som en klikker – hver gang skulle jeg få dommernes opmærksomhed, vente 20-25 sekunder og få en dommers godkendelse igen. Alt i alt 1-½ minut pr. klikker.
3). Tredje gang ville de dumpe mig pga. ”defekt og farligt våben”, og jeg ikke havde ventet de 20-25 sekunder før jeg ladede igen, og vi havde en rask diskussion før jeg fik lov at fortsætte, men da var tiden gået og jeg kunne ikke fuldføre alle mine skud, så jeg havde kun 4 skud i center.
Dommerne synes jeg tog det meget pænt, og som dommerne sagde, så var det jo ikke deres skyld, at jeg mødte frem med et defekt nyt våben”.
Det var noget af en bet, mange var overraskede og mange var på ægte dansk maner, frydefulde. Men man skal ikke lade sig slå ud af noget modgang, men snarere lære af det og blive bedre. Så dagen efter var min riffel til reparation, og samme dag havde jeg ringet rundt til de riffelprøveansvarlige rundt omkring i Danmark, om der var plads på afbud, da alt ifølge jagtforbundet var optaget. En venlig riffelansvarlig fra Sindal, Nordjylland, sagde at jeg bare kunne indbetale gebyr og komme til prøven. Fem dage efter jeg var dumpet til første riffelprøve, bestod jeg min riffelprøve uden problemer.
Da det var min travle periode af året, lagde jeg vægt på læsning af bøger og daglig tørtræning efter mit POMW Riffel træningsskema, da jeg stræbte imod at opnå kompetencen og forståelse for hvad der gjorde, at jeg skulle skyde 5 skud, indenfor 1,25 cm diameter på 100 m, svarende til ca. 3 cm på 200 m.
1. maj, 2012 bestod jeg jagtprøven, medio maj riffelskydningsstart, 14.juni, 2012 bestod jeg riffelrøven og primo august skød jeg første gang 150 point ud af 150 på 200 m, og få dage senere fik jeg heldigvis en invitation til at deltage i en langdistance riffelskydning, som den eneste civile igennem mit amerikanske netværk, sammen med scout snipers under uddannelse, og erfarne snipers netop hjemkommet fra Afghanistan. Jeg kunne knap tro på mit eget held, men også denne chance var ”once in a lifetime”, da den ansvarlige skytteinstruktør ikke var hvem som helst, men var sniper chefen himself. Så enten ville jeg få nogle få ”pat-skud” eller så ville jeg i den grad blive testet, da miljøet er yderst konkurrencebetonet og din værdi bliver målt i, hvor godt du performer under pres. Her er direkte fra en mail til en ven – oversat fra engelsk til dansk;
Den hidtil fedeste riffeloplevelse! – 3½ time og 150 langskud. Jeg var på Bizz-rejse, men vidste godt at her skulle jeg holde mig til, så jeg kom til US aftenen før – en dag tidligere end beregnet. Jeg var til min første træningssession i langdistanceskydning. Der var ikke så mange holddeltagere, kun fra XXX og YYY. Sniper chefen bød mig velkommen med ordene ”Velkommen til det bedste skydevejr, da det er det værste skydevejr!”. Vejret var super synes jeg, men det blæste en halv pelikan på kryds og tværs. Jeg fik skudt 15 skud med en ny 338 før vi fandt ud af, at den ikke var godt nok indskudt udover de 500 m. Så jeg måtte låne sniper chefens der var indskudt. En SOF sniper instruktør, som er uddannet fysioterapeut og meget sympatisk, synes det var noget af det fedeste, at jeg kunne skyde og var ydmyg om det samtidig, at han kom med et godt råd omkring skydestilling, som virkede i første hug. Sniper chefen fik rettet mit parallax problem og gav mig mange fif fra den virkelige verden. Det kørte, som jeg godt kan lide det; Når man skyder, så skyder man. Når man undervises, så undervises man, og når man hygger, så hygger man.
Sniper chefen fungerede som min læremester og spotter, – og du havde helt ret – det er han hamrende god til, og rigtig sympatisk samtidig. Jeg var rigtig glad bagefter, da jeg ikke kunne havde gjort det bedre. Jeg har været åben med, at det blot var anden gang med langdistance med 37 patskud og 4 gange i alt 188 jagtriffelskud, med Sauer‘en, hvoraf længste distance var 100 og 200 m.
Så jeg kunne godt nok lugte, at Sniper chefen lige skulle teste mig af. Men jeg tror det gik godt, da han fortsatte i 3,5 time, og efterfølgende var en SOF sniper instruktør ganske venlig og sige”… at det var vist gået meget godt… det er da sjældent at se en ny skytte, grin.. udføre hovedskud på 600 m i første skud, for derefter hurtigt at tømme magasinet og skyde det runde stålmål ned..”. Hvorpå han begyndte at storgrine, da jeg spurgte ham om det var godt? For fanden ZZZ, jeg har jo ikke noget at sammenligne med! – så nu håber jeg ikke, at jeg har gjort dig til skamme, – men jeg har sgu gjort mit bedste.
Den sidste halve time var ét lang ”skydetelt” med udpegning af mål og meldinger; Skud over 800? m på 40x 60 mål, kontinuerlige skud på rødcirkel/vandmelon så hurtigt jeg kunne (indtil den blev skudt ned 🙂) på 485 m?, hurtig repetering uden at flytte hoved fra sigtekikkert på fire mål på 455 m ?, skjulte mål, forsvindende mål ud til 785 m ? (træ og grene som bevægede sig i vinden, så skuddet skulle times) og hurtig indstilling af kikkert efter Sniper chefens meldinger. Jeg ramte alt hvad jeg skød på i første forsøg under denne afsluttende session. Men ellers var det sådan generelt ud til ca. 700 m? Alle 3,5 timer. Derudover – skulle jeg nogle gange bruge flere forsøg, da vinden gik på kryds og tværs (Noget af det jeg har lært mest af – kunne se det i kikkerten). Men jeg kunne ikke have gjort det bedre.
Jeg fik en rigtig god snak bagefter med SOF Sniper chefen, SOF sniper instruktør 1 og SOF Sniper instruktør 2 bagefter, som var interesseret i at høre hvor, og af hvem, jeg havde lært at skyde sådan og hvad min baggrund ellers var, da de troede jeg var ex. dansk SOF! Og ikke blot en kampkunststormester med total civil baggrund. Da de hørte hvem jeg havde lært af skyde pistol af, storgrinte de og sagde, at så kunne de meget bedre forstå det, og jeg kunne mærke, at de nu slappede helt af, og med ét var jeg blevet accepteret. Som afskedssalut fik jeg en ny invitation til mindst 1 dag, men sandsynligvis 2 dage, når det passede ind. Sniper chefen sagde, at han kun kendte én måde og det var XXX’s måde, for den fungerede altid, når som helst og hvor som helst i verden, og det sagde jeg taknemmeligt ja tak til.
Jeg var rigtig glad, da jeg kørte tilbage til hotellet. Jeg ved ikke hvor godt det gik, og hvad kravene er, da jeg jo er Bambi på glatis uden noget som helst at relatere til, men jeg kunne ikke gøre det bedre den dag, og så kan jeg ikke gøre mere. TAK!
Jeg fik i søndags denne tilbagemelding fra Sniper chefen; ”…. Det var en fornøjelse at være sammen med dig. Du er i stand til at tilegne dig instruks og færdigheder hurtigt.”. Så den blev jeg ret glad for.
P.S. Er ikke helt sikker på distancerne, da en melding på 200 m fra Sniper chefen, mere så ud til noget nær den dobbelte distance nede i skytteforeningen. og jeg så også en glimt i øjet udveksling imellem Sniper chefen og Sniper instruktørerne på nogle af hans meldinger. Men hvis de passer nogenlunde, så vurderer jeg nu med 99.9 % sikkerhed, at jeg kan ramme de fleste målstørrelser ud til omkring 700 m i første hug med 338, – hvilket sikkert er noget de fleste kan. Men for mig, var det sgu fedt, at få omsat teori til praksis og se det virkede! Men min chefskytteinstruktør i POMW Pistol var også temmelig sikker på, at det ville jeg klare udmærket, da jeg godt kan skyde med pistol på et godt niveau”
Jeg fik en masse øvelser af Sniper chefen, som jeg derefter trænede hver dag på, igennem tørtræning og praktisk træning med almindelig jagtriffel, kaliber 6,5 og 308W. Samtidig fik jeg også det teoretiske på plads og læringen af andres erfaringer, succeser og fiaskoer, således jeg kom tættere og tættere på formningen af en POMW LRS essens. Af de over 200+ bøger jeg har læst i POMW projektet, har ca. 60 % omhandlet LRSS og alle dens ingredienser.
Samtidig fik jeg også deltaget i de første riffel matches, som til min store overraskelse gik rigtig godt. Også i USA er der en forskel på pistol og riffelskytter, men slet slet ikke så stor som f.eks. i Danmark. I store dele af USA er våben en naturlig del af deres liv, som skrevet står i den amerikanske grundlov – på godt og ondt. Lige som med pistolskytter, er der også en forskel på kompetence imellem baneskytter og Practical Shooting skytter, men som jo også er baneskytter. I USA erkendes dog den reelle skydedisciplin- og fagkompetenceforskel. Det samme gør sig også gældende indenfor riffelskydning. Den er inddelt i baneskytter op til 300 yards, op til 600 yards og så LRS skytter, hvoraf terræn ELRS (Extended) bliver taget som lidt mytologiske og mystiske skytter, som enten er SOF militære, Black ops., har forbindelser dertil, forsker deri, eller har været det. Jeg har skudt alle discipliner og skudt med dem alle igennem et intensivt forløb, og jeg har været meget heldig med dørene som har åbnet sig, fortroligheden og tilliden, og med invitationer til at træne, og blive trænet med og af de absolut bedste inden for deres fagdisciplin. Til min overraskelse har jeg også klaret mig rigtig godt her.