Min første skydeoplevelse tog sin begyndelse i påsken 2012. Jeg var taget på påskeferie sammen med min familie, vi skulle tilbringe 12 dage i USA og bl.a. besøge Californiens næststørste by, San Diego, opleve Palm Springs varme og undergrundskilder, se Grand Canyon og Las Vegas. Inden vi tog af sted spurgte Kimu om det var ok at vi tog et ”smut forbi” Phoenix inden vi fortsatte til Las Vegas/Grand Canyon. Han havde nemlig en aftale med Rob Leatham om at skyde sammen med ham på et dagsskursus, selvfølgelig havde jeg ingen indvendinger imod dette!

Det viste sig efterfølgende at vores lille tur forbi Phoenix, betød en lille omvej på 1.300 km, og en dags ophold på et Hotel sammen med ungerne, så Kimu kunne få indsamlet yderligere erfaring og informationer til Shindenkans skydeprojekt. Hvad gør vi ikke som familie, for Shindenkan 🙂

Nåh, men efter Phoenix, gik turen til Grand Canyon og Las Vegas. I Las Vegas havde Kimu arrangeret at vi kom op på USA største shooting range. Nu skulle vi alle prøve at skyde. Både Elisabet og Viktoria syntes det var et fantastisk godt initiativ. Det skal ikke være nogen hemmelighed, det syntes jeg ikke!
Jeg var nervøs og en smule bange for at skulle håndtere et rigtigt skydevåben. Det blev som jeg havde frygtet, jeg syntes ikke det var særligt sjovt, ungerne var super gode, Kimu imponerede Shooting officerene, de beundrede hans skydetekniske færdigheder, specielt at han kunne ramme et meget lille område på størrelse med et spillekort på 50 meters afstand med hurtig skydning, – de mente derfor at han måtte være i militærets specialenhed, delta ét eller andet. Og jeg ramte fuldstændig tilfældigt, hvis jeg ramte, det var rigtigt koldt, og jeg havde ikke fået nok tøj på, så der var rigtig meget i vejen 🙂

Pigerne syntes det havde været en rigtig god oplevelse og var klar til at prøve det igen, og jeg var af den overbevisning at jeg aldrig ville blive god til det og så sjovt var det heller ikke.
Så I kan godt forstille jer, hvordan jeg havde det, da jeg skulle deltage i POMW. Min indstilling var selvfølgelig, at jeg ville gøre mit bedste, men at komme til at lære at skyde og ikke mindst ramme skiven, det var jeg på ingen måde overbevidst om, at jeg komme til..

På den første del af kurset fik vi en masse information om historikken omkring skydevåben, hvor mange våben der legalt og illegalt er i Danmark, hvad et skydevåben kan og hvor vigtig ens indstilling er, sikkerhed, sikkerhed, indstilling, afklaring (det er mennesket bag våben og ikke våbenet der er afgørende) teknik, sikkerhed, sikkerhed, teknik, sikkerhed…

Ramme på 7 meter, hvor svært kan det være!
Derefter fik jeg og de andre en Airgun i hånden, nu skulle vi prøve at ramme først på 3m, derefter 5m, 7m og 11m (via at skydeskiven var så lille, svarede 7 m til 11m, 11m til 15 m).
Selv om jeg virkelig forsøgte at gøre hvad Jens Hanshi-dai, Søren Renshi og Martin Renshi instruerede om, gik det ikke særligt godt. På 3 meter så min skydeskive ud som om at jeg havde skudt med et haglgevær og når jeg kiggede på bl.a. Mikkel og Jans skive – havde deres små fine samlinger omkring 9/10. Modet og selvtilliden faldt med mindst 100 grader!.
På 5m og 7m blev det endnu værre og på 11meter ramte jeg overhovedet ikke skydeskiven. Dertil kom at jeg havde problemer med mit syn og måtte have læsebriller på inde under beskyttelsesbrillerne, for overhovedet at kunne se sigtekornet. Det var ren jammerdal. Så mit udgangspunkt var, det kommer jeg aldrig til at lære, hertil kom erindringen fra Las Vegas oplevelsen 🙂 …
Inden vi afsluttede første del af kurset, blev vi instrueret i hvilke øvelser vi skulle træne derhjemme. For at opnå det bedste resultat til anden del af kurset skulle man træne 10-15 minutter hver dag i ”tørtræningsøvelserne”.
Nu er det jo Kimu som har udviklet kurset og jeg ved at alt hvad han gør og laver er 100% gennemtænkt og mere til.. Trods dette må jeg indrømme, at jeg havde min tvivl om at tørtræningsteknikken, kunne gøre mirakler med hensyn til en med mit skydeniveau – som underdrevet lå ”langt under minus”.

Vi øvede os næsten hver dag
Nå! Men Viktoria og jeg vi øvede os næsten hver dag (92 %), og jeg må indrømme at jeg bandede og svovlede mange gange. Det at få hænderne placeret korrekt er virkeligt svært, legetøjsskyderne vejede det samme som en rigtig skyder, så man bliver en smule lam i armene efter et stykke tid. Det er utroligt svært at få øjene til at koordinere korrekt på sigtekornet, trods dette blev vi ved med at træne og det blev nemmere med tiden.

Så kom dagen hvor vi skulle gennemføre anden del af kurset, og jeg må indrømme at jeg var ret nervøs, kunne 3 ugers tørtræning gør mirakler?.
Kurset startede med at vi fik genopfrisket informationerne fra sidst og ikke mindst delen omkring sikkerhed, sikkerhed, teknik, sikkerhed, derefter skulle vi skyde! Var jeg lige nervøs!.
Ligesom sidst startede vi ved 3 meter, og så var det ready Go. Efter at have skudt 2 magasiner kunne man hente sin skive og jeg måtte lige lave en lille sejredans. Jeg havde gennemhullet område omkring 9 & 10, så der kun var et stort hul :-). Derefter fortsatte vi med at skyde på 5m, 7m, og 11meter som jeg nu ramte omkring centrum. Vi afsluttede med 5 meter på 5 m skiven, og her skød jeg også et pænt hul i 9/10, og kun 2 skud der ramte 7 & 6 området.

Så efter 3 timer, var jeg blevet helt vild med at skyde og det var ret sjovt og nu ramte jeg :-). Alle herunder Viktoria og de andre børn var også blevet markant bedre, det samme gjaldt også Mikkel og Jan, selv om jeg ikke troede det var muligt, da det begge skød ret godt første gang.

Min læringskurvet var gået fra 0 til 100 i løbet af 3 uger, fra ikke at kunne ramme overhovedet, så kunne jeg nu ramme 9 og 10 fra 3 og 5 meter på en 5 m skive. 7 m og 11 m var også gået rigtig godt på 5 m skiven. Jeg syntes det var sjovt og jeg glæder mig til at skulle skyde med rigtig ammunition. Så ja, man kan lære at skyde på 3 uger, selv om man er kvinde og aldrig har haft et skydevåben i hånden før. Og det er ikke ved at stå nede i en skydeklub og brænde en masse ammunition af, nej ved at stå hjemme i sin stue, efter at have fået undervist i essensen i skydeteknik, som er opsamlet hos nogle af verdens dygtigste skytter og ikke mindst vigtigt krydret med essensen fra kampkunst som handler om indstilling og afklaring. Ja, jeg må indrømme Kimu kan noget, som meget få mennesker kan. Men det har jeg nu oplevet en hel del gange igennem de sidste 21 år på mange forskellige felter og fra folks munde over hele verden, – nogen gange er det hamrende irriterende!. Men man vænner sig til det.. med tiden 🙂