POMW©

En lavine af invitationer – projektet startede op som skudt ud af en kanon!

By on 22. January 2015

Af Kimu Sensei

LRS begyndte efter ca. 12 måneder inde i POMW projektet, sommeren 2012. Våbentilladelsen, jagttegnet og riffeltegnet var i hus, og jeg havde i efteråret 2012 rundet de 100.000 gode pistolskud og ville før 2012 var omme, runde de 3.500 gode riffelskud. Da året 2012 gik på held, havde jeg også rundet knap 25 internationale matches, hvoraf 10 var riffel, resten IPSC pistol, og næsten alle med deltagere fra den absolutte verdenselite. Det havde været et totalt kompromisløst forløb, og det var heller ikke uden effekt med udmattelse og søvnmangel, hvilket havde betydet, at jeg næsten havde sovet 2 uger væk af familiens sommerferie. Men begivenhederne overhalede nu POMW planlægningen i en sådan hastighed, at det praktisk taget var ude af mine hænder. Jeg fik nu så mange invitationer til træninger, og endda som pistol og riffelinstruktør! at jeg følte mig yderst privilegeret, men samtidig også, at alt det hårde arbejde nu havde givet resultater og der nu kunne høstes. Invitationerne var nu også fra ”sagnomspundne lukkede superelite samfund”, som jeg kun i min vildeste drømme havde håbet på, og jeg sagde ydmygt tak.

Her er en anden beretning skrevet til en ven få måneder efter, oversat fra engelsk til dansk;

”US netværket var blevet ekstra godt, nu også med LRS, og efter de rigtig gode match resultater så jeg blev nu for alvor inviteret ind i inderkredsen…Første dag skulle der ammo testes, 300 gr. versus 250 gr. Jeg mødtes morgen med Guru sniper cheferne og meget erfarne sniper instruktører. Sniper cheferne fortalte mig, at jeg skulle skyde 300 gr og jeg skulle skyde op mod en anden testskytte, som skød 250 gr, så de kunne sammenligne ammo direkte –  og jeg dertil blev testet mod den bedste civile skytte, de havde kunne få fat på, sagde de med et stort grin 🙂.

Den anden testskytte viste sig at være rigtig mange gange flerdobbelt verdensmester og flere gange verdensrekordholder på ISSF distancer, som vandt sit første VM 15-20 år tilbage. Nu har jeg jo mødt en del verdensmestre i mit liv, på den ene eller anden måde, inden for og uden for arenaen, og i mit arbejde, er jeg jo konstant oppe imod ”bizz verdenseliten” igennem de sidste 20-25 år. Og jeg kan jo ikke gøre andet end mit bedste, så det rørte mig nu ikke så meget, – hvilket kom bag på sniper cheferne og sniper instruktørerne kunne jeg se.

Sniper instruktørerne havde opstillet et ”Kongsberg langdistance anlæg” med en sortskive på ca. 50 cm og nogle 40 x 25 cm ”contra snipe” stålmål ude i terrænet. Der var en vind på imellem 8-12 m/s (frisk til hård vind), med vindstød af større styrke, bygeregn – så vejret var optimalt for den realistiske testskydning. Langskudsvejr er jo op til maks. 4 m/s, siger tyskerne, men det skulle heldigvis ikke afholde os fra at testskyde i det bedste udfordrende LRS skydevejr!

338 LM og 0.50 med Bipod; Vi opvarmede på 600 m, hvor ingen af os havde problemer, og vi lavede begge pæne samlinger. På 800 m begyndte vinden for alvor at spille ind, men superverdensmesteren lavede en rigtig pæn samling, som var pænere end min. På den meget feterede Superverdensmesters opfordring, ville han gerne rette mit ”u klassiske hurtigskuds reset pistol og karabinaftræk”, men det resulterede i en ringere træfsamling end før på 800 m. Og som én af Sniper cheferne sagde, så var mine træfsamlinger slet ikke så ringe endda, hvilket tydede på, at mit aftræk var fint nok. Så sniper cheferne og sniper instruktørerne blev enige om, at jeg blot skulle fortsætte med mit lærte aftræk (det jeg har lært af nogle af verdens absolutte skydelegender igennem de sidste 30 år; såsom Mike Voigt og Rob Leatham, og trænet og trænet og trænet og… – det nævnte jeg dog ikke, for ikke at sætte nogen i mulig forlegenhed, selvom én af sniper cheferne godt vidste dette).

På 1.000 m måtte vi korrigere 6 m for vinden, og det begyndte at give problemer. Men – os imellem – så var min træfsamling her lidt bedre end superverdensmesteren, synes jeg selv 🙂, og det kunne jeg se på hans reaktioner og kropssprog, at det syntes han også selv. Dog satte en legendarisk sniper chef os begge lige på plads med fem fænomenale skud 🙂.  Så begyndte det at høvle ned, og vi besluttede os for frokost.

…..Så var det tid til skydning igen. På 1.200 m indskød vi på 40×25 cm målet og jeg ramte i tredje forsøg. Superverdensmesteren havde også sine udfordringer, men ramte dog også efter nogle flere forsøg end jeg. Der var stor forskel på tidsforskellen imellem os testskytter fra GO til selve skuddet faldt. Jeg skød som jeg havde lært, med hurtig repetering, instinktivt, efter ”vindvinduets åbningstid”, liggende på den bare jord i lånt gammelt militærtøj, og med en gammel sok fyldt med sand som støtte til kolben. Superverdensmesteren skød som på banen, og i et op til 30-50 gange langsommere tempo, liggende på en tyk skydemåtte, i meget flot skyde sponsortøj, og en high-tech kolbestøtte. Men jeg må sige, at det så meget flot ud, når superverdensmesteren skød og jeg studerede alt 100 %, for at suge til mig og lære. 

Fra 600-800-1.000 m havde vi skiftes med hver vores 338 LM og 0.50´er med 1:12 og 1:10 rifling, men efter kort tid ved 1.200 m ændrede dette sig drastisk, og det var nu kun mig som blev bedt om at testskyde med både 300 gr og 250 gr, og begge rifler x 2. Dette fortsatte også på 1.500 yards og 1.700 yards, til stor overraskelse for mig, og til stor synlig irritation fra superverdensmesteren. Han sagde dog ved afsked, med et smil på læben, at han var glad for ikke at have mødt mig før og aldrig håbede at møde mig igen. Vinden var blæst op, men stod næsten lige på. Trods de ca. 4 sekunder til impact, så var det vanskeligt at følge tracer og jeg ramte stort set kun større mål. Så vi stoppede derefter skydningen. Superverdensmesteren som skyder helt fantastisk! havde skudt 35, 250 gr og 15, 300 gr, og jeg havde skudt 115, 300 gr og 135, 250 gr. Dertil havde jeg også skudt 150, 0.50, superverdensmesteren ingen 0.50. 

Det havde været en fantastisk lærerig dag! men vigtigst af alt, så var det ligesom brikkerne begyndte at falde på plads for mig, og jeg begyndte at forstå den røde tråd fra pistol, til den lange skyder, og over til den længste skyder. 

Vi stod og hyggesnakkede efterfølgende, og jeg lyttede ydmygt til alle de tekniske diskussioner omkring forskellen på den civile og militære skydning og justering, resonans tuning, facon og skytteånd imellem sniper cheferne, sniper instruktørerne og superverdensmesteren.

Så kørte superverdensmesteren afsted i sin bil, og jeg skulle også til at gøre klar til at køre til et møde, og havde lige fået hånden ned fra farvel-vinken til superverdensmesteren, da ”Sr.” Sniper chefen pludselig henvendte sig til mig og sagde, at de godt kunne bruge min hjælp dagen efter til endnu en testskydning, om jeg havde interesse deri. Det havde jeg selvfølgelig! Så jeg kørte glad til møde, brugte nogle timer om natten på læringsnotater, som jeg plejer – og sov derefter som en sten i 2 timer, før jeg skulle op og arbejde med arbejdsmails. Men jeg vidste godt, at denne chance var unik i mit videre POMW forløb, så det var bare om at holde sig til, når sådan en lejlighed byder sig for at lære yderligere. 

Anden dag,

338 og 0.50 på rygsæk støtte; mødte jeg op om morgenen og fik at vide af Sniper cheferne, at vi skulle teste en ny bevægelige mål bane – et sanity check på sniper cheferne og sniper instruktørernes krav til SOF kollegaer. Banen var meget enkelt. Et sidemål som kører i forskellige hastigheder (2,5-5-7,5-10-15-17,5-20 km/t) forsvinder bag bakker, træer, buske, skure, bliver synlig igen og forsvinder så bag træer, buske og nye bakker. Afstande 200-300-400-500-700 yards. Realistisk Lead med brug af mildot med hurtig skydning. Skytten får den teoretiske melding, – men skal derefter selvstændigt justere efter vindforhold, forbi skud osv. Vind; 3-6 m/s (let til jævn vind) ved 200-300 yards og 6-11 m/s (jævn til hård vind) efter 300 yards. Skytten skulle så med hurtig repetering og skudafgivelse, ramme, evt. korrigere og skyde så mange som muligt på en session, som måske varede 10-20 sekunder.

Sniper cheferne lagde slet ikke skjul på, at dette var en realistisk test af min skydeforståelse og kompetencer dags dato, og særdeles vigtigt for deres arbejde, da det kunne få indflydelse på hvor kravsbommen skulle ligge som udgangspunkt. Så jeg viste, at det var en standpunktsprøve, men også at det var første gang, at jeg skulle skyde på sådan en LRS handle og reaktionsbane – det var super, og jeg følte mig enormt privilegeret! – igen til sniper chefernes store undren, – men John, jeg har jo lavet så mange opvisninger, taler osv. rundt omkring i verden igennem de sidste 30 år, så erkendelsen af, at jeg ikke kan gøre andet end mit allerbedste hver gang, er ganske naturlig hos mig – det kommer fra min kampkunsttræning som Budo og Bujutsu stormester og generelt min livserfaring fra et langt liv som international forretningsmand.

200 yards, 5 skud afgivet på runden og alle ramt med 20 km/t. Det samme på 300 yards. 400 yards og 500 yards gik også rigtig godt, men var udfordrende, da skuddene skulle times efter læsning af den betydeligt højere vindhastighed, så skud blev afgivet fra 1.5 til 3 mildot. Men alle fem skud blev afgivet, alle mål ramt og indenfor kravene. Ved 600 og 700 yards friskede vinden rigtig op, og der gik det op i hat og briller med Usain Bolt baglænsløb på 20 km/t, hvilket betød at ikke alle mål blev ramt – men næsten 🙂.

Sniper chefen meldte efterfølgende tilbage på mail med skudbilledet på målet – og dermed også resultatniveauet; ”… Da jeg lukkede for ”bevægelige mål banen” tjekkede jeg lige træf billedet, de sad godt samlet i toppen af skiven, ikke nogen stor spredning, men flot samlet..”. Så den tilbagemelding var jeg rigtig glad for, da jeg gjorde mit bedste, og det var første gang nogensinde jeg har prøvet sådan en bane. Sniper chefen hældte på mig af guldkorn både af teoretisk og praktisk værdi efter denne forløbsdel, så jeg havde bare flapperne totalt ude og sugede til mig.

Derefter gik vi over til 1.400 yards langskud -, vind som dagen før (5-6 m vindjustering), aflangt counter snipe stålmål 40 høj x 25 cm bred.  Sniper chefen meldte ud i begyndelsen, og derefter skulle jeg selv justere efter træf og selvstændigt køre videre til målet var ramt. Det gik tilfredsstillende og målet blev ramt mange gange. (John, det er sgu underligt at vente 2-4 sekunder på at høre pling!, eller se støvet  hvirvle op 0.5-1 m fra målet ved forbi skud – det er sgu ligesom på  film…her er det bare dig som er skytten..)

Ved afslutningen af testskydningen tillod jeg mig at spørge om en vurdering på standpunkt og arbejdspunkter efter denne 3 dages super crash LRS uddannelse med konstante tests.

Sniper chefen gav følgende tre punkts melding;

  1. ”…Du lærer saaaatme hurtigt!…..”
  1. ”..Når du kan ramme et 25 cm bredt mål på 1.270 m/1.400 yards> afstand under meget vanskelige forhold – så kan du holde riflen pænt stille”. 
  1. ”..Når dit skudbillede på 1.000 m / 1.100 yards med 5 skud under > meget vanskelige forhold er én horisontal lige linje, så ved jeg at du kan sigte på det samme punkt hele tiden og vinden driver kuglerne ud – eller også er du bare heldig 🙂..”.

Jeg tænkte over det med held og meldte tilbage; ”… Men jeg har dog tænkt på 1.000 meteren, ”de fem på horisontal linie”; Én kan være held, to muligvis, men ikke fem, for så ville jeg være Joakim Von And og fætter Højben”.

Kort tid efter modtog jeg følgende tilbagemelding fra sniper cheferne og sniper instruktørerne; ” …Du lærer hurtigt og kan omsætte teorien til praktisk kunnen, og du har bevist det under svære vindforhold. Det næste er spotter og instruktør rollen”. Den tilbagemelding blev jeg rigtig glad for, og tillod mig at være lidt stolt over. En Sniper chef havde nemlig indledt den første lektion for 14 dage siden med at sige noget lignende, ” at skytten ikke var den dygtigste, mest erfarne og komplette langdistance fagskytte – det var spotteren, som normalt var senior til skytten – En chauffør og en kørerlærer”. Så nu har jeg fået anbefalet at læse to bøger, fået nogle af dem, og bestilt/læst yderligere en stor stak om ballistik, spotter osv., som jeg skal forberede mig på.

Rejsen med pistol var helt vild, men rejsen med riffel er endnu vildere synes jeg. Med pistolen har vi en stor portion kontrol, men med langdistance spiller moder natur sine kort, og hende skal man være rigtig gode venner med! Jeg er enormt taknemmelig for den rejse jeg har været på, og føler mig enormt privilegeret med den indsigt, kompetence og røde tråd jeg har fået på vejen mod POMW målet. Jeg har gjort mit bedste, gået ydmygt men med oprejst pande til opgaven, og aktivt opsøgt de muligheder jeg har kunne skabe, og så fået enorm! kvalificeret og kompetent hjælp undervejs, og en helt unik videns overførsel. Det har været den fedeste rejse, men absolut ikke uden store omkostninger, ofringer og konstant indsats – men det har været det hele værd og en fantastiske oplevelse, som jeg ikke har ville være foruden! Tak!

Om aftenen blev jeg inviteret til at spise sammen med Sniper cheferne og sniper instruktørerne, og jeg sagde selvfølgelig ja tak. Det blev en kanon hyggelig aften, og nogle xxx US øller blev også skyllet ned under snak om deres oplevelser på missioner, karriere, verdenssituationen og LRS nørdesnak, og det blev sent.

Før sengetid spurgte de mig også ”Hvad så, Kimu – hvad skal du så efter det her? Hvad finder du så på?”. Jeg svarede, at først skulle jeg jo lige knække koden 100 % på det her LRS. Men hertil storgrinte de højlydt og sagde, at det har jeg jo hurtigt gjort, og der blot var finpudsningen tilbage. Men jeg tror, at de godt forstod min analogi når jeg sagde, at for mig var det ikke godt nok, hvis jeg kunne flække røven på en høne på 1.500 m, hvis mit mål var røven på en mariehøne – det var vigtigt for mig, at forstå den røde tråd – hele vejen. Først derefter gik det på vedligehold.

For mig er det også en privilegeret og taknemmelig situation, at bare suge til mig af viden og erfaringer på ”Hjulet og den dybe tallerken” fra både den militære som civile LRS’s. Jeg har ikke behov for, at begå samme fejl som andre før mig, når det ikke er nødvendigt. Det er helt vildt fedt at få det ”hele serveret på et guldfad” og det er jeg rigtig taknemmelig for.

P.S. Kravene til beståelse ved bevægelige mål er 5 km/t. Så jeg spurgte, hvorfor jeg så skulle med 20 km/t! (Som jeg troede var alm. standardkrav). Hvorpå jeg fik det svar, med et stort grin, at vi skulle jo have noget sjov, og så skulle de lige se, hvad jeg kunne, og efter den præstation blev jeg nok snarere til et bandeord hos deres elev kollegaer, hvis de skulle indfri samme krav, som jeg netop intetanende havde gjort, – og så var jeg oveni købet en s… civilist, som de sagde med et stort grin.  Hamrende naive Kimu. 🙂 . Men jeg må jo indrømme at det var s… sjovt, og så gik det jo ikke så ringe endda… Men det vidste jeg jo ikke rigtigt – før i går”.

Efter at have passeret dette nåleøje, var jeg blevet accepteret i dette ”sagnomspundne lukkede superelite samfund”, som viste sig at være forbundet med de andre ”sagnomspundne lukkede superelite samfund”, således alle de ”sagnomspundne lukkede superelite samfund” trods officiel rivalisering, og praktisk på niveauet under sniper chefer og mange sniper instruktører, så viste det sig, at virkeligheden var en anden, både i USA, men også uden for USA. LRS invitationerne var herefter i denne drømme kaliber, som jeg kun havde vovet at drømme om, og jeg var vildt taknemmelig for at få de uformelle uddannelser og træning med ”The Best of the Best”, således dette kunne give det absolut bedste resultat for POMW projektet. På denne måde ville jeg også løse min opgave optimalt i POMW projektet, – og så samtidig udleve en af mine drengedrømme – og de fleste andre drenges 🙂 – og vigtigst have det sjovt samtidig og dermed omfavne og bekræfte livet.

Warning: Use of undefined constant is_front_page - assumed 'is_front_page' (this will throw an Error in a future version of PHP) in /customers/8/5/f/jokokan.com/httpd.www/pomw/wp-content/themes/wp-simple/parts/blog-tax.php on line 8 Warning: Use of undefined constant is_front_page - assumed 'is_front_page' (this will throw an Error in a future version of PHP) in /customers/8/5/f/jokokan.com/httpd.www/pomw/wp-content/themes/wp-simple/parts/blog-tax.php on line 17