Af Søren Nielsen, medlem indtil 2022

Så var det nu. Lige nu at skuddet skulle skydes, ikke om lidt men lige nu. Der var bare et problem, min aftrækker finger var gået i krampe og jeg kunne ikke flytte den ned på aftrækkeren og dermed ikke skyde. Hvad f….. gør jeg tænkte jeg. Nu har jeg gået rundt hele weekenden og passet på, at min finger ikke befandt sig på aftrækkeren når den ikke måtte og når den så gerne må, så kan den ikke fordi den har fået krampe. Jeg kunne kun komme på en tanke, pistolen skulle tyres ind i skiven, for rammes det skulle den.

Men uanset hvor meget jeg prøvede at kaste pistolen, så sad den fast på min pegefinger. Fingeren var som limet på med super lim. Ok, så er det plan C der gælder, nu skulle den skive have et slag med venstre hånd. Men jeg kunne ikke bevæge mig og jeg begyndte at synke ned i jorden.

Ja, så var det at det blev min tur til stage 1 og jeg vågnede op af mit mareridt. Faktisk var det ikke fordi at jeg sov, men hele denne weekend havde vi fået tudet ørene fulde af, at det kun var folks syge tanker der kunne gøre IPSC skydning til andet end en sport på lige fod med fodbold. Og så var det lige jeg tænkte på at gad vide hvor syg min tankegang er. Men det skal vi ikke komme mere ind på nu, for så bliver jeg sgu nok indlagt 🙂 Under kurset bliver der hele tiden arbejdet med sikkerhed således at deltagerne får det til at sidde på rygraden og måske også drømmer om det om natten – eller om dagen imellem skydningerne 🙂

I de sidste ca. 10 måneder, seriøst de 5-7 måneder med struktureret skydning, har 5 stk. af chefinstruktørerne arbejdet hårdt på at blive klar til IPSC A-licens kurset. Et kursus der skulle gøre os fortrolige med skydningens formel 1 og som ville være kronen på et værk, der har skabt røre i andedammen flere steder i verden.

Kunne det være anderledes med det vi foretager os i Shindenkan? Nej, vel for vi gør ikke noget tilfældigt og vi gør ikke noget hvis det ikke giver mening. POMW projektet er absolut ingen undtagelse. IPSC A-licens skulle nemlig være den afslutning på del 1 af POMW projektet som alle havde arbejdet hen imod. Der er godt nok lige et lille step mere men kommer vi nok op over.

For mit eget vedkomne, havde turen frem imod denne weekend været fyldt med udfordringer, som handlede om at nogle mennesker i skytteverden, ikke helt følte sig tilpas med at jeg skulle skyde IPSC og som ikke kunne glæde sig over det. Men som hellere ville forsøge at stoppe det. Og til dem kan jeg kun sige: Der skal mere end det til at stoppe en Shindenkaner som har et mål.

Jeg kunne godt have valgt en vej imod målet, som ikke gav de store udfordringer, men jeg har tendens til ikke altid at lytte på andres erfaringer og så må jeg jo lære det på den hårde måde desværre.

Kurset startede med en kop kaffe og en præsentation af alle deltagerne og instruktørerne. Derefter gik turen ned på skydebanerne, hvor der skulle bygges baner og hvor vi lige skulle vise hvordan vi skød. Dvs. var vi overhoved i stand til at ramme skiven og hvordan ramte vi den.

Lå skuddene spredt ud over hele skiven eller var de samlet i en af de zoner skiven er inddelt i (alfa, charlie og delta-zonen med alfa som den bedste at ramme). For mit eget vedkomne lå de samlet i grænsen imellem alfa-zonen og charlie-zonen. Største delen var i alfa-zonen så det var faktisk ok skydning i denne øvelse. Jeg fik også lige skimmet skiverne, hos de andre chefinstruktører og kunne se at de også havde samlet deres skud i grupper. Efter denne skydning blev vi delt i hold og skulle derefter skyde på to forskellige baner. På mit hold var vi fire deltagere. En brandmand og tre Shindenkanere, mig selv, Martin Renshi og Kjeld Renshi-dai.

Mit hold skulle begynde på den lille skydebane, hvilket ikke er ens betydende med at skydningen bliver nemmere – tværtimod. For her kunne man bygge baner hvor der blev stillet store krav til korrekt bevægelse med pistolen.

Når man skyder IPSC, så er der på hver bane nogle sikkerhedsvinkler som man ikke må overskride. Dvs., at pistolmunden ikke må pege i en retning, der er uden for disse vinkler. På de baner vi skulle igennem her blev sikkerheds vinklerne mindre og mindre samtidig med, at bevægelsesmulighederne blev sværere og sværere. En stor udfordring for os alle men også en meget lærerig en. Man kan så også sige at den træning alle chefinstruktørerne havde fået fra Kimu Sensei havde sat sine spor. For vi fik meget hurtigt styr på, hvordan vi skulle bevæge os rundt på banerne og vi fik også skudt nogle gode skud i alfa-zonen.

IPSC handler om at udføre en skydning med præcision, kraft og hurtighed. Dvs. det handler om at komme igennem så hurtigt som muligt, med så gode skud som muligt og kombinationen af disse to ting viser den kraftfaktor det er udført med. Samtidig skal man så overholde alle sikkerhedsregler, således at man ikke bliver DQ’et (diskvalificeret). For gør man det, så får man ikke en chance til i den match.

Under kurset var det ok at blive DQ’et for her handlede det om at lære. Så hver gang man blev DQ’et så kunne man få lov til at skyde igen – hvilket ikke var så dårligt endda. Det eneste tidspunkt hvor man absolut ikke skulle blive DQ’et, var under eksamen for så var det bare slut med den licens.

Da gruppen havde været igennem en stor del af banerne på det lille areal, byttede vi med den anden gruppe og rykkede op på det store areal. Her skulle vi så bevæge os over længere afstande og med flere skiver der skulle rammes. Bl.a. skiver der vælter og skiver der svinger fra side til side. Vi skulle også indtage lidt anderledes skydepositioner og gennemføre lidt karate, idet en dør skulle sparkes ind, for at få adgang til nogle skiver. Ja, der går lidt drengerøv i den skydning for det er kanon sjovt. Men man skal huske på, at selvom det er sjovt så er det altså livsfarligt hvis man ikke overholder sikkerheden hele tiden. Det kan gå gruligt galt hvis sikkerheden smutter og et skud ryger i en forkert retning. Den form for DQ jeg fik et par gange, var at min aftrækkerfinger var placeret på aftrækkeren på tidspunkter hvor den absolut ikke skulle være der. En ting som man ikke spekulere ret meget over, men som er meget vigtig. Det var også noget som jeg arbejde rigtig meget med at huske på og som fik mine tanker i den retning som jeg beskrev i begyndelsen af denne artikel.

De fleste af deltagerne havde skudt med gevær og pistol i gennem mange år. Faktisk imellem 7 – 30 års erfaring havde de. Shindenkans chefinstruktører har imellem 5-7 måneders seriøs erfaring med pistol. Med seriøs menes der struktureret træning ca. 1-2 gange om ugen. Inden da havde alle chefinstruktørerne, ikke den store erfaring med pistol, kun lidt skydning med gevær og pistol for nogle og en enkelt med erfaring fra soldatertiden. Men det var slet ikke i det lag som de andre deltagere lå i. Alle instruktørerne var også meget erfarne folk inden for skydning og en enkelt var faktisk den første IPSC skytte herhjemme i Danmark.

Efterhånden som kurset skred frem blev det mere og mere tydeligt for os alle, at hvis man virkelig skal vise hvad man kan med et moderne våben, så er IPSC ikke uden grund skydningens formel 1. At stå på en bane og bruge al den tid i verden man har til at sigte med kan alle lære. Men at lære at udføre skydning med hastighed, præcision og kraft er forbeholdt de få. IPSC er uden sammenligning indenfor skydning, her er det nemlig kun en selv der kan afgøre resultatet og kun en selv man kan give skylden når det går galt. Desværre er det bare meget få af de IPSC skytter jeg har mødt der tænker sådan. Men det skyldes måske at de ser IPSC som en sport a la fodbold og i fodbold, ved vi jo alle sammen at det er græssets skyld når et hold taber 🙂

Man skal altid huske på, at der er et menneske bag våbenet. Det er mennesket der bryder sikkerheden, det er mennesket der ikke rammer skiven og det er mennesket der ikke løber hurtigt nok på banen. Men det er jo også kun mennesket selv der kan gøre det modsatte og dermed bedre. Derfor skal man også kigge på sig selv, når det ikke går godt og selvfølgelig også når det går godt. En ting som jeg lagde meget mærke til under kurset var, at alle instruktørerne var meget åbne mht. uddeling af erfaring. De gjorde også meget ud af, at gøre opmærksom på at man bare skulle spørge hvis man ville vide noget. Omvendt blev der også gjort opmærksom på, at hvis man fandt et guldkorn så skulle man ikke dele det med andre, lige med det samme. Lidt mærkeligt at tænke på og omvendt af det som vi er vant til i Shindenkan. Har man et guldkorn her, så del det så alle kan lære af det og måske også gøre det bedre. Men omvendt så sammenligner vi os jo heller ikke med fodbold eller andet sport. Men erkender hvad og hvem vi er og ikke er. For vi kan jo ikke være andre en os selv.

Efter mange timers træning i mudder og regn kom tiden endelig til eksamen, hvor vi skulle igennem fire stages (baner) uden at blive DQ’et. De to første min gruppe skulle igennem var på det lille område og var først med begge hænder og derefter skydning på næsten samme bane, men kun med ”stronghand” dvs. ens skudhånd. For mit vedkomne syntes jeg at det gik ok. Jeg kom igennem og kunne se at min score ikke var helt ved siden af. Martin Renshi lagde så lige et niveau med ”stronghand” banen, hvor han skød dobbelt alfa hele vejen igennem. Dvs. to skud i alfa zonen på alle skiver. Sådan skal den skæres.

Efter de to baner skulle vi op på det store areal og skyde på to store baner med større bevægelse. Her blev det godt nok sjovt. Skydning liggende på maven, skydning under en bom, løb og skydning på skiver der vælter og metalplader der lyder som på film, for til sidst at skyde på skiver der står på række på højre og venstre side af skytten. Den sidste bane kom så lige med en ny dimension, for her skulle vi starte sidende på en stol og med alle magasiner liggende i en skuffe. Kanon start og virkelig en der satte skyttens mentalitet på prøve, for det var tydeligt at se at indre ro er noget man ikke bare lige får. Det er noget der skal arbejdes med for at opnå.

Da alle stages var færdige kunne jeg fornemme en glæde og en indre ro over forløbet. Jeg havde en god fornemmelse af hele forløbet og var glad for at komme igennem uden at blive DQ’et – målet var nået. Nu handlede det om at gennemføre to matches mere, uden at blive DQ’et og så var A-licensen permanent.

Dagen efter kurset skulle jeg rejse til Saudi Arabien i arbejdsmedfør. Og da jeg tirsdag eftermiddag åbnede min mail, kunne jeg se en mail fra Martin Renshi hvori han var lidt mopset over at jeg havde slået ham. Ok, jeg var ikke lige klar over at vi konkurrerede men det var sgu da en god fornemmelse alligevel 🙂 Og jeg ved godt at hans mopsethed var for sjov. For da jeg åbnede det vedhæftede resultat kunne jeg se, at han overall var blevet nr. 2 hvilket så måtte betyde at jeg var nr. 1 og havde vundet de 4 eksamens matches.

Jeg måtte læse det igen et par gang førend det gik op for mig at sådan var det bare. Jeg var blevet nr. 1 på kurset. Glæden var stor hos mig men det var svært at dele den med nogle når man sidder ude i ørkenen og de mennesker man har omkring sig, nok ikke lige er de rette man skal tale med våben om. Så det blev til et lille hurra og et stort smil på læberne resten af den uge – jeg ku sgu. Det var der selvfølgelig også grund til for solen skinnede og jeg havde med ca. 5-7 måneders seriøs erfaring vundet over deltagere med 7- 30 års erfaring.

Faktisk blev det et rigtig godt resultat for alle chefinstruktørerne. 1,2,5,6 og 7 pladsen blev indtaget af Shindenkans nye IPSC skytter. Så mon ikke at vi nu godt kan være stolte over os selv og mon ikke også at de næste i rækken i Shindenkan kan se, at den træning og undervisning vi lægger for dagen ikke er tilfældig og at det virkelig kan give resultat hvis man selv vil.