POMW©

RRcamp 12.5 – Prag blev beskudt af vikinger

By on 27. December 2013

Af Søren Renshi, sommer 2012

27122013_01

Torsdag d. 26 juli klokken præcist 03.00 ringede vækkeuret, for at jage mig op til en fantastisk selvbetalt rejse der skulle begynde 1 time efter. Når man skal af sted på en længere tur og til et land eller en by, hvor man ikke har været før, så er der altid lidt spænding på. Man glæder sig og man tænker en masse tanker om hvordan det hele vil fungere. Denne tur var ingen undtagelse.

Kl.03.45 rullede Kjeld Renshi-dai op foran min hoveddør, bagagen røg i bagagerummet og kursen blev sat direkte imod Ringsted hvor Martin Renshi og Claus Shishu skulle samles op. Da vi nåede frem til Ringsted var solen på vej op og dagens første kop kaffe blev nydt i stilhed på køleren af bilerne. Vi skulle mødes med Kimu Sensei og Jens Hanshi-dai i Gedser ved færgelejet kl. 06.30, så efter kaffen var det direkte til Gedser hvor vi samlet indtog vores medbragte morgenmad og fik en snak om hvad der skulle ske under denne RR camp. Det blev også til en tur i færgens toldfrie shop hvor der blev tanket op med diverse energidrikke og salt lakridser. Når det er varmt så er det vigtigt at indtage rigelige mængder væske og salt. Specielt når man er i vores alder 🙂

Da færgen ankom til Rostock i Tyskland, var det direkte ned på autobanen og så kurs imod Prag I Tjekkiet. Det var en herlig tur med højt solskin og rigtig god stemning. Vi nåede frem sidst på eftermiddagen og efter indtjekning og omklædning til skydetøj, gik turen direkte til den skydebane som vi havde reserveret på forhånd.

Nu må man jo ikke bare tage alle de våben med som man har lyst til. Så vi havde det med som loven foreskrev, hvilket gjorde at vi skulle leje 2 stk. 0.22 kalibre pistoler og indkøbe en mængde ammunition der skulle bruges. Selv om vi havde reserveret banerne på forhånd, så sker der altid noget der gør at man ikke altid får det som man gerne vil. Af en eller anden grund, så havde vi ikke adgang til den bane vi havde reserveret, men blev i stedet henvist til en mindre bane. Det viste sig at den israelske ambassade og Mossad var ”kommet ind over” og havde første prioritet. Så efter 20 minutters ”diskussion” med de ansvarlige parter på skydebanen, gik vi i gang på den mindre bane. Opdelt i to hold blev der skudt med 0.22 mm pistoler og optalt point til den store guldmedalje. Ja, det skulle man måske tro, men faktisk gik det ikke som det havde gjort hjemme i Danmark. Pointene var ikke oppe i de højder som hjemme.

I første omgang tænkte man på at pistolerne var skæve – det var de ikke. Så kom turen til dårligt lys, dårlig luft og alle de ting man nu kigger på først. Det eneste man ikke kigger på er en selv. Er der noget af det jeg gør, som påvirker min skydning? – Nej, selvfølgelig ikke for jeg har jo trænet iht. POMW’s håndskydebog. Ja det er godt nok, men hvis man ikke gør det korrekt og har fokus på ALLE detaljer, så programmere man sin krop og sind i en forkert retning. Og det var netop hvad der var sket.

Alle detaljer er vigtige, hvis man glemmer en detalje så ryger helheden i udførelsen og så rammer man ikke der hvor man sigter. Spørgsmålet for mig var bare, hvad det var der gjorde at jeg ikke kunne ramme. Svaret var rimelig simpelt men alligevel meget svært. Selv om man sigter korrekt og har alle de tekniske ting på plads, så er der alligevel noget der har enorm betydning for effekten af ens træning. Indstillingen – kan det være andet. Nej, vel.

Hvis ens indstilling ikke er på plads så ryger effekten lige ind i ingenting. Min indstilling var på plads – troede jeg. Alligevel var der noget inde i det dybe mørke, som påvirkede mig enormt på denne tur. Noget som jeg godt er klar over påvirker mig, men denne gang så jeg konkret og direkte hvordan jeg reagerer og hvad resultatet bliver. Åh nej, hvor synd ville de fleste nok tænke. Men ikke jeg, for jeg er meget glad får at se dette direkte, for det kan jeg lære af og gøre noget ved, således at jeg kan blive bedre som menneske.

Der var mange andre ting, der kunne påvirke på denne tur men den største påvirkning kom inde fra mig selv. De krav jeg havde stillet til mig selv og som jeg ikke opfyldte, gjorde at jeg blev sur og trodsig på mig selv. Men så er det jo godt at jeg befinder mig i et selskab hvor der er et menneske, der kan se disse ting og guide en i den rigtige retning. Kimu Sensei – hvis nogle skulle være i tvivl, er den person der kan fortælle hvor skoen trykker – også selv om man ikke vil erkende at den trykker på det sted – for rigtige mænd siger jo ikke av når det gør ondt indvendigt 🙂

Efter torsdagens lektioner var det tilbage på hotellet, for at få et hurtigt men grundigt bad. Omklædning og derefter på sightseeing i Prag by, med fokus på de attraktioner vi hver især havde ønsket at se. Det tog omkring 30 minutter så havde vi set det meste og var klar til at spise middag. Og hvilken middag det var. Med Karlsbroen som nabo, indtog vi en meget udsøgt middag hvor den største score nok var asparges is med lun selleri skum til. Det lyder måske lidt specielt, men det smagte himmelsk og helt fantastisk. Specielt på en meget lang og indtryksfuld dag. Efter middagen var gå turen hjem til hotellet guld værd og vi var efterfølgende klar til rensning af de pistoler der var brugt og en snak omkring dagens skydning.

Kl. 06.30 ringede uret igen. Denne gang var jeg lysvågen og klar til endnu en skydedag. Måske skyldes det nok mest, at jeg i løbet af natten ikke havde fået lov til at falde i en meget dyb søvn af min værelses kammerat, men hele tiden lå på grænsen imellem at hvile og være vågen. Jeg ved at denne form for støj, kan kureres ved operation og måske skal man sende en anmodning til den danske regering, om at lave et lov indgreb der gør, at denne form for operation skal være lov pligtig ved en vis størrelse på db’en der kommer ud af vedkomnes svælg. Ikke for min skyld men man kan ikke blive ved, med at låse manden inde i enkeltværelse for at beskytte omverden, så noget må der gøres.

Da morgen buffeten var blevet hærget af de 6 danske vikinger, var det tid for endnu en skydning. Vi blev igen mødt af ændringer i de lejede lokaler og kom i gang 15 minutter senere end planlagt. Først stod den på en skydning med 0.22 mm. Pointtællingen var ikke meget bedre end gårdsdagens – i hvert fald for mit vedkomne – men alligevel var der noget fremgang at spore. Efter skydning på lige bane stod den på transitionsskydning som er imod flere mål. Vi havde 4 baner ved siden af hinanden og da vi var delt i hold kunne vi benytte lejligheden, til at skyde fra de yderste baner, således at skiftet imellem de skiver der skulle rammes blev så stort som muligt. Dette giver den mest optimale træning i transitionsskydning, da man skal bevæge hofterne fra mål til mål og ikke kun armene. Resultatet af denne skydning var en stor spredning af de steder, hvor vi havde ramt skiverne. Dvs. man kunne faktisk se fra hvilken side der var blevet skudt fra, for spredningen var meget ensartet hvilket gav et tegn på hvor de kom fra. Da transitionsskydningen var slut kom dagens store udfordring, skydning med 9 mm pistol. Alle der har skudt med en 9. mm ved at rekylen og støjniveauet er langt større end på en 0.22 mm. De af os der var på denne tur vidste også dette, men det var faktisk kun Kimu Sensei der havde fået styr på dette. Hvilket nok skyldes mængden af træning og antallet af skud han havde fyret af.

Jeg erkender blankt at skydning med 9. mm skræmmer mig og jeg var nervøs for denne skydning. Jeg havde skudt med våbenet i den lokale skydeklub og havde en pointtælling der lå en del under 200 ud af 300 point. Så der skulle gøres noget ved denne store respekt for dette våben. Respekten er sund og der kan også gøres noget, således at respekten bliver håndterbar og samtidig på et niveau, hvor man også kan bruge våbenet effektivt.

Med det i mente gik vi i gang med denne skydning. Først på en 5 meters afstand, hvor jeg satte kuglerne meget samlet og i midten af skiven. Lettere overrasket over dette, viste det jo netop at jeg havde fået bygget det fysiske fundament til at skyde med denne kaliber. Så nu handlede det om det mentale i denne skydning. Hvilket jo var der, hvor den største udfordring lå for mit og alle de andres vedkomne.

Samtidig med at vi skød, stod Kimu Sensei også og fyrede kugler af, således at vi vender os til støjen. På et tidspunkt lagde vi faktisk slet ikke mærke til støjen og var 100 % fokuseret på egen udførelse og udfordringer. Faktisk gik det rigtig godt med skydningen, selv da vi kom ud på 7-10 og 15 meter. Godt nok blev det svære at ramme, men samlingerne fortsatte i forskelle sider af skiverne, hvilket fortalte noget om de steder hvor man kunne træne mere tørtræning.

Efter skydningen var det tid for frokost på KFC og derefter igen et hurtigt og effektivt bad. Det er meget vigtigt, at få skyllet sig godt igennem for diverse kemikalier der dukker op igennem indtagelse af krudtrøg. Specielt bly og svovl indholdet var mærkbart. Vi skød også alle i samme tøj alle dagen, hvilket efterhånden udviklede sig til duft niveauet i en normal dansk grisestald. Men det kan være nødvendigt, da det ellers vil resultere i forurening af alt ens tøj. Skydetøjet blev også pakket ned i poser ved hjemrejsen, for netop ikke at forurene. Det siges at man bliver godt tosset med indtagelse af større mængder svovl og bly – hvilket måske forklarer skydebane ejerens lettere aggressive måde at kommunikere på.

Efter middag og lidt hygge, var det tid for rensning af Kimu Sensei’s 9 mm og 0.22 mm pistoler. Det er vigtigt at man som skytte og kommende instruktør, har kendskab til andre våben end ens eget. Kimu Sensei gennemgik rensningen af 9. mm og derefter var det først min tur under overvågning af de andre, som så kunne gøre det dagen efter. Adskillelsen og rensningen gik rigtig godt. Men samlingen trak tænder ud. Ikke fordi jeg ikke vidste hvordan, men der var en detalje som drillede mig i ca. 1 times tid. Da den var på plads, var det tid for tørtræning iht. et IPSC skema Kimu Sensei havde lavet. Tørtræning i 20-50-80 og 100 % udførelse.

5 mænd i et hotelværelse, der tørtræner i 2,5 time får igen lugten til at minde om en dansk grisestald. Det gør heller ikke noget, for træning var kanon god. Linkene til Yakami Shinsei-ryu karate dukkede op hele tiden og alle var enige om, at det havde været en kæmpe oplevelse som vi alle havde fået noget godt ud af, på trods af, at klokken nærmede sig 2 om natten.

I løbet af dagen havde jeg fået ny værelseskammerat (Martin Renshi) og havde nu muligheden for at komme dybere ned i søvnen – troede jeg. Værelseskammeraten snorkede ikke, men trak vejret meget tungt, hvilket fik ham til at lyde som blæsebælg der havde set bedre dage 🙂 Det skal siges at Martin Renshi igennem længere tid, har kæmpet med smerter i sin ryg der gør, at han ikke kan sove på maven men kun på ryggen. Og når man sover i en stilling man ikke er vandt til, så slapper man ikke af på samme måde som normalt. Men ros til Martin Renshi for ikke at være morgengnaven og for at klare hele turen uden de store humør udsvingninger – specielt på køre turen hjem der varede omkring 13 timer 🙂

Uret ringede igen kl. 06.30 lørdag morgen. Morgenmaden røg ned og det var tid for en god omgang meditation inden vi skulle på skydebanen igen. Denne gang kom vi i gang næsten til tiden og skulle kun skyde med 9. mm hele dagen. De første par omgange viste, at jeg ramte skævt på skiven men i grupper, hvilket fortæller at der er noget der skal rettes – men ikke hvor. Efterfølgende skulle vi skyde transitionsskydning med 9. mm. Hvilket faktisk gik ok. Spredningerne var blevet mindre og det var tydeligt at tørtræningen havde gjort noget for os alle. Lørdagens skydning var slut og vi kunne alle mærke en forskel på skydningen med 9. mm, både fysik men i høj grad også mentalt. Lørdagen eftermiddag bød på indlæring af IPSC teori, således at vi kan komme videre i vores skytte uddannelse. Lørdagens aftensmad blev indtaget på hotellet og lørdag kl. 23. 00 kunne vi gå i gang med rensning af pistoler og tørtræningen. Det var Claus Shidoin’s tur til at rense Kimu Sensei’s 9 mm. Og vi var alle spændt på, om det ville tage lige så lang tid som da jeg gjorde det. Men sådan skulle det ikke gå og dog.

Selve rensningen tog LLLLAAAAANNNNGGG tid, men samlingen fik han klaret på under 30 sekunder til stor overraskelse af os alle. Nogle gange skal man stole på ens egen logik så går det hele meget nemmere 🙂

Tørtræningen kom vi gang med kl. 23.30 og 2,5 time senere var vi alle færdige og klar til en god nats søvn. Selvom tørtræningen var en hård omgang, så var det fantastisk at mærke, at hvis ens fokus var på processen og linket til Karaten, så gik det hele meget nemmere.

Søndag morgen ringede uret igen kl. 06.30 og indtagelsen af morgenmaden forgik i god ro og orden. Derefter mere gennemgang af teori og så af sted til skydebanen. Kroppen var efterhånden ved at være mærket af både våd og tørtræningen. Men det var faktisk rigtig godt, for det viste at man også kunne få lavet fitness igennem denne træning.

Indtjekningen på skydebanen gik fint og vi gik i gang med at skyde med 9. mm iht. de øvelser vi havde trænet som tørtræning. Først med begge hænder, hvor vi ikke kunne ramme særlig godt og derefter først kun med højre hånd og derefter kun venstre hånd. Jeg havde aldrig forestillet mig, at skulle skyde med en hånd. Jeg syntes at skydningen med begge hænder var udfordrende nok. Men da det første skud med en hånd gik af og jeg ikke havde tabt pistolen, kiggede jeg på skiven og kunne se, at jeg havde ramt lige i bulls eye, så må jeg indrømme at så gik der optur i den. Nu vidste jeg at jeg kunne skyde med en hånd og frygten for 9. mm begyndte efterhånden at fordampe. Skydningen med venstre hånd forløb lige så godt. Så selvværdet begyndte at vokse.

I IPSC hedder denne form for skydning ”stronghand” og ”weekhand”. Dvs. man skyder med den stærke hånd (højre for mit vedkomne) og den ikke så stærke hånd (venstre for mit vedkomne) bagefter. Efterfølgende skulle vi skyde på samme måde men med to skud afgangen. Så begyndte der at ske ting og sager. For nu begyndte man at kunne se, hvor ens læringspunkter lå i skydningen. Dvs. de steder hvor man kan lave forbedringer, således at man bliver bedre med begge hænder. En kæmpe oplevelse og da vi slutteligt igen skød med to hænder, så kunne jeg lære af dette trin for trin, hvilket gjorde at jeg igen begyndte at sætte skuddene imod midten 🙂 Samtidig blev det meget tydeligt hvor meget karate og skydning er linket sammen. Både fysisk og mentalt.

Efter skydningen var der en hurtig frokost og igen det obligatoriske bad med udrensning i diverse fuger.

Nogle har flere end andre 🙂

Inden middagen gik vi i gang med, at snakke om hvordan vi skal gribe Shindenkan skydeklub an. Dvs. hvilke regler skal der opretholdes, udover de obligatoriske, og hvordan skal det hele forløbe. Dette er ikke noget man bare gør, på samme måde som ved oprettelse af en anden forening. Der er mange ting der skal tages hensyn til og mange regler der skal overholdes.

Søndag aften indtog vi igen en udsøgt middag omkring Karlsbroen, med en efterfølgende gåtur over på den anden side. Turen hjem den aften var meget stille og jeg tror at alle tænkte over dagens skydning og udvikling. Velankommet til hotellet igen, blev alle pistoler renset og derefter på hovedet i seng.

Mandag Kl. 06.30 ringede uret igen igen. Morgenmaden røg ned og vi gik nu i gang med tørtræning, for lige at få kroppen i gang igen. Kl. 10 stod vi helt klar til en anden slags skydning end tidligere på turen.

Vi havde arrangeret at skulle skyde med andre kalibre, for at mærke rekylen og for at lære af den. Så der blev skudt med kal .40 og .45 to stk. Glock pistoler og derefter med en 357 revolver og en 44 magnum. Slutteligt skød vi med Shot guns, med ammunition der havde forskellige kræfter. De to stk. Glock pistoler, var til at have med at gøre. De vejede ca. det halve af de CZ’ere vi havde skudt med tidligere og rekylen var mindre. Så den var til at arbejde med.

357 revolveren var en del anderledes. Der er en tromle revolver hvilket gør, at man ikke kan holde den helt som med en 9. mm, samtidig har den en del mere rekyl og man skal passe på sine fingre. Magnum 44 er en helt anden verden. Igen en tromle revolver, men med en rekyl og et lydniveau der kan gøre en elefant døv. Da den første skød med denne, stod jeg 1 meter bag personen, for at lade den ene Glock, og da han fyrede den af fik jeg en trykbølge i hovedet der var mærkbar. Det var vist en kanon der ville noget, denne magnum 44. På trods af dette, syntes at det gik fint med denne skydning. Jeg var så heldig at have Kjeld Renshi-dai stående bag mig og hver gang jeg havde skudt, kunne jeg høre ham sige – en 10’er, en 9’er, en 10’er – så det var ikke så ringe endda.

Efter pistolerne og revolverne var det tid for Shot guns. Først skød vi med samme type ammunition som ved skeetskydning, derefter den type man bruger til at åbne døre med hos specielstyrkerne, inden for politi og militær. Og jeg vil sige med det samme, lad være med at stå bag døren når den skydes ind, for der er knald på den type ammunition der bruge til dette. Skiverne vi skød på var blæst væk. Efter skydningen var det hjem til hotellet evaluere skydningen, bade, pakke og så af sted imod færgelejet i Rostock.

Desværre kan man aldrig forudsige trafiksituationerne så der skete desværre det, at vi ikke kunne nå færgen men måtte i stedet køre over Jylland og Fyn. Hvilket tager en del længere tid, når man samtidig bliver dirigeret igennem Berlin af GPS’en. Nå, men det positive var så, at vi kunne udnytte tiden til at diskutere hvordan Shindenkans kommende skydeklub skulle struktureres mht. regler mødetider mm. Vi formåede også lige at reparere Claus Shidoin’s bil ved hjælp af en piberenser, således at den kunne holde hele vejen hjem. Kl. 02.15 lagde jeg hovedet på min hovedpude og kl. 06.30 kunne jeg løfte det igen.

Håbede ellers at vækkeuret var blevet i Prag – pokkers også 🙂

Efterskrift:
Denne tur har været en oplevelse på mange områder. Skydetræningen, læringen igennem linket med karaten og Kimu Sensei’s måde at vise os alle vejen på har været fantastisk. Men også stemningen imellem os som mennesker. Når man er sammen 24-7 i 5 dage så kan der opstå en del spændinger imellem mennesker, men i denne forsamling er der accept og respekt af hinandens særheder og behov. Det var meget tydeligt på hjemturen, hvor 4 af os sad samlet i en bil i 13 stive timer. Selvom forsædepassagerene (de to brødre) til tider lød som et gammelt ægtepar, så forløb det fint hele vejen hjem og vi fik udrettet en del.

Warning: Use of undefined constant is_front_page - assumed 'is_front_page' (this will throw an Error in a future version of PHP) in /customers/8/5/f/jokokan.com/httpd.www/pomw/wp-content/themes/wp-simple/parts/blog-tax.php on line 8 Warning: Use of undefined constant is_front_page - assumed 'is_front_page' (this will throw an Error in a future version of PHP) in /customers/8/5/f/jokokan.com/httpd.www/pomw/wp-content/themes/wp-simple/parts/blog-tax.php on line 17