Af Kjeld Renshi-dai, 2012
Moving beyond fundamentals to dynamic shooting, but keeping the fundamentals, and being a practical shooter
Jeg har nu også trænet dynamisk skydning – her i form af IPSC skydning. Udendørs under åben himmel, med sol, regn blæst og kulde. Og det er som at se Pinochio, blive blevet tryllet om fra en trædukke til en rigtig levende dreng.
I POMW! 1 lærte vi sikkerhed samt basisk og optimal skydeteknik ifølge Shindenkans skyttehåndbog. Det blev indøvet under masser af tørtræning. Derudover blev det øvet i baneskydning, ført videre til terrænskydning med transition, og til IPSC med bevægelse – alt sammen med airguns, suppleret med SIRT (professionel laserpistol). For os chefinstruktører var der også skydning med cal. 0.22 i skytteforening.
I POMW! 2, som vi chefinstruktører tog sideløbende, med POMW! 1 lærte vi (igen 🙂 ) sikkerhed samt basisk og optimal skydeteknik ifølge Shindenkans skyttehåndbog. Det blev indøvet under endnu mere tørtræning. Derudover blev det øvet i baneskydning med cal 0.22, samt i begrænser omfang med 9mm. Det foregik efter lovens forskrifter i godkendt skytteforening.
I POMW! 3 tog vi teorien og den basiske og optimale skydeteknik med i ”marken”. Over 3 kompakte sessioner af 5-6 timers effektiv skydning, kom vores skydning under mere realistiske forhold. I første omgang simpelthen ved at vi befandt os under åben himmel, med lys og vejr som vorherre og DMI havde bestemt det den dag. For mig betød det at skydningen kom til live og blev meget mere behagelig. Skydning indendørs, eller semi indendørs under halvtag, er behagelig frit for småregn og blændende solskin, men også blottet for liv, sammenlignet med at skyde i det fri.
Skydningen foregik også i fuld IPSC rig, altså bælte med pistol hylster og magasin holdere, så vi kunne tilvænne os til det.
Udendørs trænede vi baneskydning på stigende afstande (7, 12, 15, 20, 25 og 50 meter) både som enkeltskud med double action, som 2 skud med double action og single action, samt som serier af 5 skud, for at opøve reset, hvilket er den kortest mulige vandring af aftrækkeren, inden pistolen kan skyde igen.
Vi øvede også terrænskydning, altså skydning med transitioner mellem forskellige mål, og gennemgik den anbefalede rækkefølge at tage mål i, samt hvordan man vurderede om anbefalingen så også passede én selv. Kimu Sensei lagde meget vægt på rytmen i skydningen, der skulle være konstant, og ikke i byger, eller skiftende hastigheder.
Med jævne mellemrum var vi Range Chicken; vi samlede brugte patronhylstre op. Det var hver gang en gylden mulighed til at tænke over egen indsats, analysere samt fejrette inden næste omgang.
På den første skydesession fokuserede vi på præcision, og analyse af vores skudserier, også mod stålmål på 50m afstand. Vi fik individuelle tilbagemeldinger fra Kimu Sensei om vores fejl, svagheder samt styrker og løbende forbedringer.
På den anden skydesession, fokuserede vi på at fastholde præcisionen, samtidig med at vi satte hastigheden op, da det i IPSC drejer sig om at gennemføre hurtigst muligt, med bedst mulige pointantal. Her begyndte vi også at fokusere på strategi og valg – i dette tilfælde, hvilken rækkefølge man skyder forskellige mål
Næste fase var at tilføje bevægelse, og så er vi jo ovre i IPSC
Her gennemgik vi hvordan man bedst bevæger kroppen til de positioner hvorfra man skal skyde, og på hvilken måde. Her kender vi jo fra Karaten meget til kropsforflytninger, balance osv, og kunne trække på masser af eksempler der var relevante for IPSC.
Her brugte vi igen SIRT pistoler – professionelle præcisions laserpistoler, med nøjagtig samme vægt, balance og fornemmelse som Glock pistoler. Dermed kunne vi trække fra vores pistolhylster og bevæge os under skydningen, hvilket ellers kræver en A-licens i Danmark.
Vi trænede med at man gik de forskellige skiver igennem og ”skød” gående fremad, gående til siden, gående bagud, og gående til den anden side, nøjagtig som vi havde indlært det med airguns på POMW 1!
På tredje skydesession, prøvede vi også at navigere udenom barrikader, samt lærte hvordan man bedst kommer ind i en skydeposition, og ud fra skydepositionen igen, hurtig og sikkert, samt hvordan pistolen må pege under bevægelse.
Vi sluttede den tredje og sidste skydesession af med at løbe en stage igennem, for at se hvordan kombinationen af bevægelse og præcision var, samt hvor gode valg vi tog.
På mit første ”run” kom jeg igennem vores lille IPSC stage på 41 sekunder, hvilket var andenhurtigste tid. Det var en god tid, som jeg gerne ville forbedre på andet forsøg. Sådan gik det bare ikke, for da jeg valgte at løbe længere hen mod målet for at sikre at jeg ramte det. MEN der skal ikke meget løb til, før pulsen stiger, og dermed er det så meget sværere at holde pistolen stabilt. Så tid for det andet (og optimerede gennemløb) blev på 47 sekunder. Så kan jeg lære at stole på min skydning 🙂
I virkeligheden skal man derudover også forholde sig til hvorvidt man har ramt en popper eller plate, noget erfaringen siger man ikke altid kan høre med høreværn på (elektronisk høreværn anbefales), og der er også magasinskift at tænke på. Her skifter man magasinet før pistolen er skudt tom, for at spare kostbar tid, samt for at vide hvor man er, og hvor meget ammunition man har tilbage.
Alle kan vel huske scenen fra Dirty Harry, hvor Clint Eastwood foregiver ikke at vide om han har en patron tilbage i sin Magnum .44 eller ej. Livet er for kort til ikke at vide om man har mere ammuntion tilbage – eller det kan i hvert fald blive kort af det! 🙂
Opsummering
IPSC er fedt og levende, og i forbindelse med lys og frisk luft. IPSC er også i den grad sværere, samtidig med at jeg i hvert fald har fornemmelsen af at udøve noget levende og aktivt, frem for baneskydning, hvor man har op til nærmest uendelig tid til at lave det perfekte skud.
Men sådan er virkeligheden jo ikke! Man har aldrig tid til at sætte alt i stå, for at analyser det hele til bunds. Når man så er færdig med at analysere, er resten af verden rykket videre, og resultatet er forældet.
Jeg ser med spænding frem til den kommende licensprøve, hvor min skydefærdighed kombineret med min evne til at bevæge mig skal vurderes sammen.