Af Søren Nielsen, medlem indtil 2022
Det var blevet fredag eftermiddag og solen stod højt og tydeligt på himlen. I en gymnastiksal på en skole syd for København, var der ved at blive gjort klar til POMW B kurset og det efterfølgende POMW C1 kursus. Når et kursus i Shindenkan regi skal udføres, så ligger der mere bag end man egentlig regner med.
En ting er selve udførelsen og eventuelle opstillinger af remedier. Inden alt det kan komme på tale, så er der hele udformningen og udviklingen af kurset. POMW er ingen undtagelse og måske det kursus der har krævet mest, men også det der har vist hurtigst resultat.
Yamana-Itotani Sensei har som altid når han udvikler kurser, sat sig dybt ind i emnet inden han udvikler. Med POMW har det ikke været anderledes og alligevel, for her har han været nødt til at starte fra begyndelsen, da han aldrig før havde skudt med et skydevåben. Men med fokus og målrettethed er han gået fra at skyde i klasse Å til 1 division på meget kort tid. Samtidig har han formået, at samle alle sine erfaringer sammen i en Shindenkan skydeteknisk håndbog som var blevet præsenteret, for kursusdeltagerne på det første POMW kursus 3 uger forinden. Det skulle nu blive spændende om deltagerne havde øvet sig og om det havde den effekt man håbede på.
Alle Chefinstruktørerne havde trænet iht. Skydeteknisk håndbog i ca. 5 måneder og vidste godt at det virkede. Men det skulle nu blive spændende, om 3 ugers brug også kunne ses tydeligt. Gymnastiksalen var blevet omdannet til en skydebane med plads til ca. 14 baner. Fra skiverne var der lavet markeringer på 3-5-7-10 og 12 meters afstand, således at efterhånden som læringen kom på plads, kunne man øge afstanden til skiven og dermed ny læring.
Præcis kl. 17.00 gik kurset i gang. 27 forventningsfulde deltagere var mødt op og de fleste havde fulgt skydeteknisk håndbog 100 %. Alle blev inddelt i hold af 2 personer og den første afstand på 3 meter blev indtaget.
Hvorfor stå så tæt på målet er det ikke bare nemmere at ramme?
Jo, hvis man ved hvordan man skal gøre. Samtidig er det inden for den afstand at de fleste skydeepisoder foregår. Men når man ikke helt ved hvordan man skal skyde, så kan selv en afstand på 3 meter være svær at ramme på. Det måtte langt de fleste af POMW deltagerne sande på den første praktiske del af POMW kurset. Dette selv om der blev skudt med airguns hvor rekylen nærmest ikke er til stede. Men det skulle vise sig, at de tre ugers træning af basis skyde træning iht. Shindenkans Skydeteknisk håndbog, havde skabt en samling forventningsfulde deltagere, der inden længe fik resultatet på deres træning.
Tre meter blev starten på en weekend hvor vigtigheden og effekten af indstilling og træning af basis blev bøjet i neon, hugget ud med en mejsel i sten, støbt i beton og skrevet på himlen med bogstaver så store som strandvejs villaer. Og det virkede i den grad.
Under den første del af den praktiske del, kunne deltagerne ikke ramme en ladeport. Nu kunne de ramme skiverne og næsten alle fik meget pæne samlinger af deres skud.
Bling-Bling-Bling lød det hver gang kuglerne gik igennem skiverne der sad i skydekasserne af metal. Det kan godt være at det lyder underligt, men det er en fantastisk lyd, når en kugle rammer metallet og jeg tror også, at det giver den der skyder tro på, at man gør det rigtige 🙂
Det er ikke så vigtigt at man rammer i den sorte del af skiven, det er vigtigere at man kan samle sine skud i en tæt gruppe. Det viser nemlig at man bruger sin basis. Resten kan være op til indstillingen af pistolen eller andre små ting der kan rettes til. Men det er straks sværere at bygge videre, hvis ikke fundamentet er i orden.
Fra 3 meter rykkede alle til 5 meter med samme effekt og derefter videre til 7-10 og 12 meter. Godt nok blev samlingerne mindre (dvs. at grupperingen af skuddene blev mere spredt) på de større afstande, men skiverne blev ramt, hvilket gav tro på at det man havde trænet i tre uger faktisk virkede efter hensigten.
SÅDAN skal den skæres 🙂
Da den del ligesom var på plads, blev det lørdag formiddag tid for skydning imellem to mål. Dvs. at man veksler imellem målene. Som altid i Shindenkan så gør vi det ikke på den letteste måde, så vi begyndte fra 3 meters afstand.
”Hov – hov det er lige blevet skrevet at hvis man ved hvad man gør, så er det nemt at ramme fra 3 meter”.
Det er også korrekt. Men des tættere man er på 2 mål, som har en vis afstand imellem sig, des mere skal man arbejde med kroppen for at få korrekt skydestilling og det er det der er formålet med at skyde på tæt hold. For det handler nemlig ikke bare om at flytte armene, det er hele kroppen der skal arbejde. Og hele ens indstilling der skal på plads – igen 🙂
Undervejs i hele kurset har der været fokuseret på sikkerhed. Selv om vi skyder med Airguns, så kræver det sikkerhedsbriller for alle. De plastikkugler der kommer ud igennem airguns flyver direkte tilbage, når de rammer noget hårdt. De træplader der var hængt op for at beskytte væggene, var tilsyneladende hårde nok til at kuglerne fløj om ørene på alle deltagerne. Og under den nye form for skydning, var der ingen undtagelse, nu kunne kugler også tage en ny retning da de ramte med en lidt anderledes vinkel end tidligere.
Selvom alle havde sikkerhedsbriller på, så blev der ikke slækket på sikkerheden og der var da også et par af deltagerne der blev DQ’et og måtte en tur på bænken, for lige at tænke over det de havde gjort. Faktisk var der også to hele hold der blev DQ’et, men det kan I sikkert læse mere om i andre artikler 🙂
Samtidig med denne form for skydning med airguns, blev den også udført med laserguns. Samme type som militære elitekorps bruger. De vejer det samme som en Glock pistol, har samme aftræk og har sikkert også samme præcision 🙂 Hvis de vel og mærke kommer i hænderne på en kyndig, for det er jo mennesket bag våbenet der gør en forskel.
Næste sektion bød på skydning under bevægelse. Frem imod skiverne og tilbage igen, ned langs hele rækken af skiver, dreje kroppen halvvejs og tilbage igen. Fantastisk tur hvor ens basis fra karaten virkelig kom til sin ret. Eller skulle gerne komme til sin ret 🙂
Der er ingen tvivl om, at skydning under bevægelse er noget helt andet end når man er stationær på en bane. Her skal alt det man har lært samles til en velfungerende enhed. Der er ikke uden grund, at IPSC skydning er formel 1 inden for skydning.
Dagens sidste lektion var netop en tur igennem skydningens formel 1. IPSC for Shindenkanere og det skal med det samme siges, at der gik drengerøv i de fleste af deltagerne. Nu skulle de vise hvad de kunne. Og der var faktisk nogle der kunne ret så meget.
Turen igennem banen bød på 15 skiver langs en linje, som alle skulle rammes, derefter et skifte på 180 grader til en ny bane, et magasinskifte og her ramme 7 skiver, et ryk 3 meter til højre og derefter 3 poppers på gulvet og en plate der skulle rammes 2 gange, således at den skiftede lys med en hastighed der kunne gøre et hvert diskotek misundeligt.
Der var mange der udførte turen rigtig godt. Nogle fik faktisk sat deres skud i ”bullseye” flere gange på de 15 første skiver samtidig med, at de skulle bevæge sig videre – rigtig flot klaret drenge og piger.
Turen gik på tid og antallet af misere blev lagt til tiden. Desværre var der rigtig mange af airgun’erne som var ved at løbe tør for Co2 gas, så det blev besluttet at man skulle igennem hurtigst muligt og med så mange ramte skiver som overhoved muligt. Der var faktisk rigtig mange, som kom igennem de første 15 skiver uden misere men som blev DQ’et da de skulle skifte bane. Det er netop her at ens indstilling også skal være på plads, ellers risikere man at bryde sikkerheden og pege pistolen hen imod resten af deltagerne – hvilket må siges at være et brud på sikkerheden 🙂
Der var 4 af deltagerne som kom igennem uden misere på første gennemgang. Og de der blev DQ’et fik lov til at komme igennem banen en gang til. Alt i alt en afslutning, der samlede kurset sammen til en essens.
Hvis der er nogle, der stadigvæk er i tvivl om hvad det er, så kan det siges meget nemt – indstilling, indstilling og atter indstilling. Har du ikke den på plads, så kan du ikke ramme en ladeport – uanset hvilket våben du bruger.