Shindenkans hidtil største projekt satsning igennem snart 50 år

Project Old Modern Warrior – POMW – et 36 måneders projekt forløb

Af Kimu Sensei, primo 2014, Chefinstruktør Shindenkan Kompetence- og udviklingscenter – Honbu-dojo

Omgivelsernes indflydelse, Shindenkans indflydelse og deltagernes indflydelse på POMW
Den svære opstartsperiode og udfordringerne undervejs, del 3

Det skal påpeges, at denne artikeldel er fra forholdsvis nye skytter, som absolut ingen erfaringer havde med den danske skytteverden FØR POMW projektet begyndte i 2010, og derfor forsøger at beskrive objektivt de oplevelser som nye skytter kan blive udsat for igennem 19 forskellige skytteforeninger, hvis de ønsker at opfylde deres fulde potentiale og blive så gode skytter som muligt på kortest mulig tid. Det usædvanlige for disse nye skytter er nok, at alle har været foreningsmedlemmer, lokale foreningsformænd, nationale forbundsbestyrelsesmedlemmer i den danske foreningsverden imellem 20 til 35 år, og har en dyb erfaring med kampsportsidrætten nationalt som internationalt, samt en bred erfaring med alle andre større idrætsformer i Danmark. Men som sagt, absolut ingen erfaring og oplevelser fra den danske skytteverden. Det skal også erindres, at vi alle elsker at skyde og derfor bidrage til skydeverdenens udvikling. Jo bedre bredde, jo bedre topelite og jo bedre mulighed for indfrielse af ambitionen som Top10 skyttenation i verden. Og derfor er denne artikel meget relevant, hvis skytteverdenens lokale- som nationale foreningsledere ønsker at udvikle og forbedre sporten mht. til nedenstående problematikker, som er alment kendt og tilmed beskrevet diplomatisk i IDAN rapporten i 2012. Her er den blot – så diplomatisk som muligt, direkte skrevet med oplevelser og eksempler, hvor det er relevant.

POMW projektet har opnået spektakulære resultater som er blevet bemærket internationalt, men det har ikke været uden udfordringer og sværdslag.

Internt i Shindenkan har der generelt været meget stor opbakning, begejstring og nysgerrighed, men som enhver demokratisk organisation, er der også blevet stillet kritiske spørgsmål til Shindenkans hidtil største kompetenceprojekt, både ressourcemæssigt økonomisk, som ressourcemæssigt internationalt og nationalt i læringstimer.

Eksternt fandt vi desværre hurtigt ud af, at der i mange skytteforeninger er en meget anderledes kultur ift. medlemmer som går all in – der er opfattelsen hos alle chefinstruktører, at man absolut ikke var særlig velkomne og blev åbenlyst og i det skjulte modarbejdet.

De seneste par årtier har vist at kampsport er blevet meget politisk, men det er intet at sammenligne med når det gælder skydesporten! Det danske skyttemiljø er ultra politisk, som ikke står Christiansborg tilbage,- dette var en kæmpe og særdeles ubehagelig overraskelse under POMW projektet, men konstruktivt og positivt set, medførte dette faktum, at POMW projektet ”flyttede udenfor” Danmark, oprettelsen af skytteforeningen SDKSkyt, og et kolossalt stort internationalt top professionelt netværk, civilt som militært.

Det var ikke den oprindelig plan, men sådan blev konsekvensen af det noget uvante skyttemiljø, indstilling og adfærd, som hersker i mange danske skytteforeninger. Sådan er det normalt ikke udenfor Danmarks grænser, og i langt mindre grad hos vores skandinaviske naboer, da de aktivt har erkendt og gjort noget ved denne problematik igennem mange år.

Men vi havde intet valg, da vi temmeligt aktivt blev forhindret i at skyde og senere under oprettelsen af en skytteforening. Heldigvis er DSkyU og DGI ved at gøre noget ved denne problematik, og sidste år kom en omfattende rapport om de danske skytter, som muligvis kan give en forklaring på disse uheldige obstruktive oplevelser.

Som med kampsport kan der være enkelte ”brodne kar” og ledere i enkelte foreninger og organisationer, som har en samfundsmæssig uheldig opfattelse af demokrati, gensidig respekt og den danske foreningslov, men vi oplevede det med samlet 19! forskellige danske skytteforeninger. Det kan ikke være en tilfældighed, og vi håber at nu hvor DDS er blevet til DGI Skydning, at DGI og DIF, som DSkyU er medlem af, har et tæt samarbejde omkring sådanne obstruktive forhold, som bør blive stærkt reduceret.

Det underlige – set med vores øjne var, at jeg og chefinstruktørerne blot var nye pistolskytter, som var meget aktive indenfor skydesporten. Vi kom fra ingenting til 100, med flere tørtræningstimer hver dag og flere skydninger hver uge med rigtige mange skud. Og så havde jeg i takt med de stigende skyttekompetencer gjort mig fortjent til invitationer fra både nationale, som interkontinentale til verdens bedste skytteinstruktører, civilt som militært, som meget gerne ville lære fra sig og høre mere om POMW projektet.

Kort sagt; Vi gik efter den bedste model til på kortest mulig tid, at realisere vores potentiale og forstå essensen bag skydning, så vi kunne bidrage aktivt til sporten, således nye skytter ikke skulle opfinde ”Hjulet og den dybe tallerken” igen, men blot få det hele serveret på et guldfad med garanti for succes, – nøjagtig som vi gør det i Shindenkan.

Det viste sig, at det var den danske skytteverden meget imod!

Det kom som en meget – nej kæmpe stor overraskelse for os.
Vi kunne slet ikke forstå, at tolerance, nysgerrighed og åbensindethed, så at sige var en by i Rusland.

Især efter man så de resultater vi opnåede på kort tid. Hvorfor ikke ville skydesporten ikke støtte os i, at realisere vores fulde potentiale som skytter? Og dermed også give dette videre til andre?

Vi tror at i en hver anden sportsgren, ville sådanne nogen som os, blive modtaget med kyshånd – bare ikke indenfor skytteidrætten. Her handlede det ikke primært om sporten, men om noget helt andet. Det var en kæmpe overraskelse for os, da det er normalt og ligesom ligger i kortene for alle idrætsgrene med støttekroner, – at selve idrætten er det primære, og ikke sekundært eller tertiært.

Vi har alle oplevet at blive grint af i begyndelsen af vores daglige tørtræninger og flere gange ugentlige og koncentrerede træningsskydninger. Vi har også alle oplevet at blive kaldt diverse ting, som ikke skal gengives her, efterhånden som vi progresserede igennem divisionskravene på rekordtid.

Vi har også alle oplevet, at få obstruktive, destruktive og vildledende råd omkring det faglige i skydningen og forsøgt bremset i vores skydningsmæssige udvikling. Og vi har også alle oplevet at blive mødt med vildledninger og obstruktive chikaner med egentolket og forkert udgangspunkt i våbenloven, forbunds- og foreningslove fra formænd og bestyrelsesmedlemmer, som havde til hensigt at stoppe vores skytteudvikling. Og flere af os fik direkte at vide, at vi skulle ”Kende vores plads og du skal fandme ikke tro du er noget!” – det var som et deja vu af ”Godfather film ånden”.

Havde det været fordi vi har blandet os i ledelse, træning eller styring af en skytteforening, kunne vi have forstået det. Men sådan var det slet ikke, – vi var høflige og gik på listefødder.

Udgangspunktet var kun vores rekordhurtige skydemæssige resultatudvikling, høje træningsfrekvens, og målrettede indstilling til det at lære en ny fagkompetence. Tilmed kunne vi bidrage med den psykiske indstilling og udvikling, som er så vigtig i skydesporten, – hvilke vores resultater også viste meget hurtigt, efter de tekniske fagkompetencer mere og mere kom på plads.

Vi tændte også håb hos mange danske skytter, som igennem mange år havde løbet panden mod muren i et system som de følte ikke havde udviklet sig synderligt siden de begyndte til skydning – ofte for mange årtier siden, dvs. et meget traditionelt konservativt meget lidt fleksibelt organisations- og systemstruktur, men med stolte traditioner.

Dertil også meget gamle skytteforeninger, oftest over 100 år, hvor vi indenfor kampsport oftest kun kan bryste os af maksimalt måske 50-60 år gamle kampsportsforeninger.

Selvfølgelig er der også den forskel at skytteforeningerne opstod i 1860´erne på statens foranledning og økonomiske støtte med forsvaret af fædrelandet for øje, mens kampsport i Danmark opstod pga. nysgerrige og nyskabende individer i 1960´erne, som selv måtte opsøge kompetente instruktører udenfor Danmark, hovedsagelig i Japan.

Riffel og pistolskytters forskellighed, syn og battling

Pistol

Der er STOR forskel på riffel og pistolskytter. Riffelskytter er meget sociale både på og udenfor banen. For pistolskytter er det hovedsagelig på banen.

Foruden den ”krig” som er imellem riffel og pistolskytter, så er atmosfæren normalt også meget anderledes.

Selv indenfor pistol skydning er der også en ”krig” imellem den traditionelle baneskydning og den nyere praktiske anvendte skydning, såsom IPSC, PPC o. lign.

Mange skytteforeninger har absolut intet ønske om at byde velkommen til praktiske anvendte skytter, som de oftest gerne vil have ud af foreningen igen og aktivt gør en indsats for dette skal ske, med metoder som ikke lige overholder foreningsloven plus nogle andre love.

Praktisk anvendte sportsskytter, bliver oftest kaldt ”Combat Shooters”, ”Skydebøller”, ”Maskingeværsskytter” og andet lidet flatterende, af de traditionelle baneskytter, bestyrelser og foreningsformænd.

Men oftest oplever IPSC skytter, at unge relativt uerfarne skytter har megen stor interesse for IPSC og disse skytters person, og oftest selv gerne vil tage IPSC A licens, som opfattes som noget ”sejt”. Det irritere oftest traditionalisterne.

Riffel skytter er langt mere sociale og afslappede. Det er mere ”familien Danmark”, hvor over 50 % har jagttegn. Det er oftest utroligt hyggeligt og en anden mentalitet, hvor man mere fokusere og glædes over hinandens successer, end på hinandens fiaskoer og læringer. Det er oftest mere ”gentlemen agtig”.

Det er oftest modsatrettet pistolskytter og jo større kaliber der skydes med og jo mere bevægelse der er involveret.

Generelt kan man sige, at jo større kaliber, jo større gruppe vil du finde af, og jo oftere vil du finde skytter og ledere, som hoverer, nedgør andre og fremhæver sig selv på andres bekostning, mangler respekt for andre, og som oftest opfatter regler er til for andre, men ikke dem selv. Det var det indtryk vi blev mødt af som nye skytter, og vi aldrig før har oplevet i andre idrætsgrene.

Vi har lagt mærke til, at det oftest er et meget dansk fænomen, til tider europæisk, men meget sjældent et amerikansk eller asiatisk.

Der er meget stor forskel på den traditionelle baneskydning og på praktisk anvendt skydning, som jeg godt kan forstå at mange skytter betragtes som skydningens formel 1.

De kan ikke leve uden hinanden, da den traditionelle baneskydning efter min optik, POMW erfaring og resultater, er den fundamentale forudsætning for at lære de grundliggende skydefærdigheder optimalt og korrekt, – uden stress og jag og med rigtig god tid til feinschmeck, småjusteringer og fysisk som psykisk indstilling.

Dette er der ganske enkelt ikke tid til under praktisk anvendt skydning, og derfor falder ganske mange traditionelle baneskytter totalt igennem her, – hvis de ikke har erkendt dette virkelighedsproblem og forskel i kompetencer og har forberedt sig i forvejen.

Forskellen i kompetencer, er både skyde fagmæssigt, men mest psykisk og indstillingsmæssigt.

Det er et meget stort trin op fagmæssigt på alle fronter, og en praktisk anvendt skytte som ønsker at blive eliteskytte, kan ikke nøjes med at vådskyde 1-2 x 30 skud 3-5 gange ugentligt, men må op på minimum 5-10 gange dette antal skud og dermed også 5-10 gange omkostning, men ikke nødvendigvis samlet tid.

50 % af os POMW IPSC deltagere besatte én af de to første pladser under DSkyU DSF A-licens prøven. Den samlede skydeerfaring for hver af os var imellem 2-10 måneder, mod de andre på holdet som bestod af meget erfarne baneskytter og militær/politi folk med imellem 5-35 års skytteerfaring.

Alle chefinstruktører skød på det tidspunkt dansk 1.division standard i baneskydning.

Test og matches lyver jo ikke, især ikke hvis resultaterne er meget entydige. Alligevel har alle chefinstruktører jævnligt og løbende oplevet, at blive kaldt ”Combat shooters”, ”Maskingeværsskytter” og sådanne nogen som os, ødelagde skydesporten, og hvem f…. tror vi, vi er!

Riffel

Dette var hovedsagelig indenfor pistolskydning, men indenfor riffelskydning opleves der også samme problematik, blot ikke så ofte og markant som hos pistolskytterne. Her taler vi om skytter og ikke foreningsledere, som sætter dagsordenen.

Jeg vil dog sige, at efter min POMW Riffel erfaring er den ikke så udtalt som for pistol skydningen, men de ”konservative riffel traditionalister” er absolut til stede.

Riffelskytter spiser oftest sammen, og jeg må sige at selvom jeg oftest skyder på elektroniske Kongsberg skiver, så går jeg oftest de 100 m ned til jagtskiverne sammen med jægerskytterne af den simple grund, at det er kanon hyggeligt! Og hvis vejret er godt, så er de 2 x 100 m gåtur en absolut fornøjelse.

Der er meget stor forskel på åbenhed, kompetenceudvikling, mentalitet, indstillings- og motivationsmæssig imellem pistol og riffelskytter, og de forskellige skyttediscipliner.

Måske er det fordi mange riffelskytter også er sindige jægere, som ligesom lystfiskere har stor respekt for naturen og lyst til at spendere tid på denne, at det derfor er mindre udtalt for riffelskytter.

Jægerforbundet har – trods stor politisk uro og opsplitning – netop også i 2012 igangsat en ny udviklingsplan, som bl.a. har medført en opdateret skydeleder- og skydeinstruktør uddannelse med stor fokus på en fælles standard indenfor pædagogik og fagkompetencer, samt en ny jagtprøve som er sværere, da den rent faktisk forudsætter at du kan skyde, – og ramme!, og kan huske hvad du skyder på, og om du må skyde på det dyr.

Men min oplevelse, og andre praktisk anvendte riffelskytters oplevelser er, at det samme foregår for riffelskytter som også for pistolskytter, bare i mindre udtalt grad, – det er mere gentleman agtig.

Jeg kan huske en af de første gange jeg skød med så hurtig repetering som mulig på 200 m med to magasiner, – dvs. uden at flytte øjet fra optikken og afgivet skud hvert 1-2 sekund, var jeg ikke helt tilfreds efter de 30 skud, da jeg fra skud 20 til skud 30 pga. varmeflimmer dårligere og dårligere kunne se målet optimalt. Kongsberg skærmen var placeret sådan, at jeg kunne se resultatet af hvert enkelt skud uden at flytte hovedet, men blot øjet. Dette betød også at Kongsberg skærmen var flyttet væk fra den traditionelle plads, og dermed mere eller mindre ikke synlig for mange andre. Skydeøvelsen havde jeg fået af min LRS chefinstruktør, som har været i den absolutte verdenselitetop igennem årtier, som en god trænings-, teknik- og psykisk fokusopgave.

Hvad jeg ikke havde lagt mærke til var, at mens jeg skød var der flere konkurrenceskytter inde og udenfor, som rystede på hovedet over mit skudtempo og træningsform, – nøjagtig som alle os instruktører oplevede det under POMW Pistol.

Da jeg ikke helt tilfreds ytrede mig om, at jeg havde svært ved at se målet til sidst pga. varmeflimmer og hvad der kunne gøres for dette. Fik jeg ikke svar på dette, men et aggressivt udbrud fra en eliteskytte om, at jeg måtte være millionær, når jeg bare sådan på må og få kunne afgive spildte skud, da jeg jo ikke kunne ramme en s… i det skydetempo!

Hærdet, tabte jeg ikke kæben, men en gammel jæger og forhenværende topkonkurrenceskytte luntede stille hen til Kongsberg skærmen og sagde med et stor smil og glimt i øjet; ”Jo, det kan Kimu da meget godt, – 298 ud af 300 er da ikke så ringe endda, – når han skyder i det der SIIINDSYYYGE tempo”.

Så var der ramaskrig, men flere begyndte at grine, og den gamle jæger besvarede så mit spørgsmål i mellemtiden; ”Kimu, enten kan du sætte tempoet ned, så riffelløbet kan afkøles, eller så kan du puste før skudafgivelse eller sætte et flimmerbånd på”.

Den oplysning var jeg meget glad for, da jeg som ny riffelskytte kun havde skudt riffel og læst om riffelskydning i knap 1 måned og derfor selvfølgelig manglede en del praktisk basisk viden.

Jeg besluttede at give riflen noget afkølingstid, plads til en ny skytte og mig selv en kop kaffe, så jeg vandrede ud.

Jeg var ikke nået mange meter før jeg blev mødt af en anden eliteskytte, som udtrykte nøjagtig samme holdning som inde på skydebanen.

Men da en anden ældre jægerskytte stille bemærkede point resultatet, spærrede eliteskytten øjnene op, blev smækfornærmet, drejede om på hælene og gik sin vej!

Jeg blev helt paf!, men en anden gammel jæger klappede mig på skulderen og sagde; ”Kimu, det ska du ikke tage dig af, det er hans problem, – dertil så kan alle jo se, at du kan skyde! – og så på minimum samme niveau som dem… men sandsynligvis også bedre, og det er jo ikke rart at vide som eliteskytte…”.

Under udvælgelsesprocesser har jeg også oplevet eliteskytter i den absolutte verdenselite, højlydt brokke sig over ”at jeg teknisk gør det ene og det andet fejl – og mit aftræk er ad h…. til”. Men når vi så har skudt lige op med hinanden eller jeg har slået dem, så siger de ikke undskyld eller spørger interesseret ind til, hvor jeg har lært det eller hvem jeg har lært det af, men i stedet har de ondt i ryggen, vinden har været imod dem, de kender ikke riflen godt nok, liggeunderlaget lå ujævnt og ovenpå sten osv. osv.

Men sandheden er jo, at det de kritisere mig for, er alt det jeg har lært af nogle af verdens absolutte bedste civile som militære skydelegender, som selv har vundet alt hvad der er at vinde på den internationale scene af medaljer igennem oftest mere end 20+ år,- og selv er oplært af nogle af verdens bedste skyttelegender igennem tiden.

Jeg har desværre kun oplevet det i Danmark – aldrig i USA eller udenfor Danmark. I USA er det dine resultater som tæller, og ikke hvor lang tid du har været om at opnå dette. I USA tæller det, hvordan du har opnået disse resultater og hvilke træningsproces du har gennemgået, da folk her glædeligt gerne vil lære og overgå dig og alle andre – og gerne så hurtigt som muligt!

Derfor har jeg fokuseret mest på glæden ved at skyde – udenfor Danmark. Og i Danmark med skytter som deler samme indstilling og syn som jeg. Faktisk tre af mine bedste top 5 skytteoplevelser foregik i Danmark, hvor skydning, samvær og læring gik op i en højere enhed. De oplevelser vil jeg huske resten af mit liv.

En erfaren, men nyere skytte blev interviewet til et skytteblad og fremlagde sit syn på skytteverdenen;

”… men også en idræt med en meget anderledes kultur både for skytter og for frivillige. – Motorsport er en individuel sport, hvor det kun handler om at komme ud at køre ræs. Der gives aldrig tilskud til
noget, og bestyrelsen er kun sat i verden for at få banerne til at fungere. Det er helt anderledes med skydning, hvor det handler om meget andet end at skyde. Jeg tror, det er derfor, det er så svært for udefrakommende at komme ind i en skytteforening. For kommer man kun for at skyde, så kommer man til at føle, at man er udenfor fællesskabet. På spørgsmålet om pistolskytter er mindre sociale end riffelskytter, lyder svaret: – Der er virkelig forskel. Pistolskytterne er kun sociale på banen. Næsten alle har deres egen pistol, og er der én, der har købt en ny, sker der typisk det, at alle skal hen og pille ved den og prøve den. Men vi drikker ikke øl sammen bagefter. Riffelskytterne bruger derimod altid klubhuset, når de skyder, og så ser man langt oftere familier, der skyder sammen med riffel. Er der en tendens til, at pistolskytter elsker at brokke sig? – Jeg tror, der er forholdsvis mange nørder blandt skytter, fordi det er en indadvendt sport. Min oplevelse er ikke, at pistolskytter brokker sig mere end riffelskytter. Jeg tror blot, de blander sig mere i debatten, og drejer spørgsmålet i en ny retning:- Derimod er jeg overbevist om, at de skyder mere end riffelskytter. Det er ikke unormalt, at pistolskytter skyder to-tre skydninger á 40 skud på en aften, og at de så supplerer med lidt grovpistol, inden de tager hjem.”

Ca. 8 måneder inden i POMW projektet skrev jeg følgende til én af mine pistol chefskytteinstruktører;

”… Med udgangspunkt i dette, vores kampsportsbaggrund og som elitesportsfolk; Efter 4½ måned skyder 50 % af chefinstruktørerne over 273/300, friskyttemærke og DK 1.divisions grænse, den anden halvdel skyder DK 2 division, 240-262/300. Alle er blevet inviteret til de respektive foreningers divisionshold, hvilket de siger ”aldrig nogensinde er sket før med nye skytter efter 4½ måneds skydning – men de er naturtalenter…”. POMW har skabt et ramaskrig i skytteverdenen, jo større ramaskrig, jo større kaliber, – og masser af rygter! som du også kan læse af ovenstående – nogen mere fantastiske end den anden, – og nogle er totalt helt ude i hampen, hvor man tænker at de er vist klar til at blive afhentet af den blå vogn…

Det interessante for dig er nok følgende statistik fra den virkelige danske skytteforeningsverden;

• 100 % har måtte skifte forening pga. chikane og modarbejdning fra skytteformanden og bestyrelse.
• 100 % har oplevet et hierarkisk ”kongedømme”, med et mindre til meget stort misbrug af beføjelser og forskellig egen fortolkning af Skytteorganisations regler, Danmarks love og foreningsretningslinjer. 
• De klassiske discipliner pistol og riffel har deres egen krig og taler nedsættende om hinanden. 
• Klassiske discipliner som standard pistol og riffel, har oftest en egen krig og taler nedsættende om grovpistol skytter; IPSC, PPC, Steel og til tider terrænskytter; ”Combat shooters!”. 
• Offentlighedens stereotype imagesyn er korrekt i over 67 % af skytteforeningerne; 80 % drikker kaffe, øl, ryger og hygger og 20 % skyder rent faktisk regelmæssigt – overrepræsentation af enlige og fraskilte mænd, par uden forpligtigelser og mange som ikke er interesseret i samtale. En overrepræsentation af alfa-hanner, alfa-hunner, ”specielle typer” i sundhed & helse, psyke og ofte ekstreme meninger, – i takt med stigende kaliber. 
• 100 % har oplevet velfungerende normale skytteforeninger – efter nogle mislykkede forsøg… ” 

Søgningen på svar – hvorfor oplevede vi dette i 19 danske skytteforeninger på Sjælland?

Vi kom med en ydmyg indstilling til de forskellige skytteforeninger; Vi ville se hvor langt vingerne kunne bære ved, at tørtræne hver dag, træne flere timer til hver skydetræning mange gange om ugen, efterleve alle lovmæssige som foreningsvedtægtsmæssige bestemmelser, bidrage til foreningerne med arbejdskraft, tage alle de nødvendige skydemæssige uddannelser på højeste niveau, og opsøge og rejse efter de allerbedste bedste skytteinstruktører nationalt som rundt omkring i verden, således vi kunne lære at skyde på kortest mulig tid.

I kampsportsverdenen og i alle andre sportsgrene vi kender til, er dette absolutte drømmeelever og medlemmer at få ind. Men absolut ikke i skydeverdenen! Det var en meget stor overraskelse for os.

I stedet blev vi mødt med mistro og både åbenlyse som skjulte chikaner fra foreningsledelser, som vi aldrig før har oplevet trods de fleste af os hver har imellem 20-35 års erfaring med frivillig og ulønnet forenings- og organisationsarbejde.

Der blev stillet spørgsmål til vores motivation og agenda lige fra om vi var ved at uddanne vores egen milits! til om vi var ved at overtage deres forening, og i øvrigt, hvad f…. vi bildte os ind at skyde så meget, skyde med de bedste nationalt som internationalt og dermed gøre opmærksom på os selv, og så ofte!
Da det var særdeles unormalt i skytteverdenen, og om vi ikke kendte vores plads!

Det er ikke altid rart at komme i en sportsforening, hvor der bliver set skævt til dig og du føler dig uvelkommen, fordi du ønsker at lære en sportsgren hurtigst muligt og derfor træner meget. De er også særdeles ulogisk – og tja usportsligt…

Vi fandt ud af, at skytteverdenen ”opdrager” nye skytter på plads igennem aktiv brug eller rettere sagt misbrug af den danske lovgivning.

Dette sker igennem transporttilladelser og lokale regler for nye skytter, når du endnu ikke har skv2 (våbentilladelse), som først kan opnås efter 2 år aktivitet i en skytteforening.

Som minimum skal du registreres som tilstedeværende i din skytteforening mindst 4-6 gange årligt i 2 år, hvorpå skytteformanden skal godkende dig og kan ansøge om en Skv2 /bæretilladelse) til dig, som tager lige fra 2 uger til 12 måneder i ansøgningsproces.

12 måneder, når formanden desværre hele tiden glemmer at indsende de lovmæssige papirer, således ansøgnings processen ikke kan igangsættes.

Dette sker også med Skv4 – foreningsvåben, som er ret vigtige, da det er optimalt at skyde med det samme våben med samme sigtemiddel indstilling, hver gang, da dette ellers giver en uens analyse- og indlæringskurve for en ny skytte.

Transporttilladelser (TP) er ultravigtige, når du skal træne i flere forskellige skytteforeninger, da de fleste skytteforeninger kun har træning én, måske to gange ugentlig.

Her oplevede alle chefinstruktører, at enten udnyttede skytteforeningens bestyrelsesmedlemmer groft magtposition og forventede ”gaver” eller ”ydmyg underkastelse” for, at underskrive disse TP på regelmæssig basis, til direkte chikaner og misbrug ved, at nægte udskrivelse af TP eller trække dette i langdrag med alle mulige undskyldninger, således skydetræningen fik store afbræk. F.eks. forsøgte en foreningsledelse at forhindre, at en chefinstruktør fik en TP dagen før, han skulle til sin DSkyU DSF IPSC A-licens! Her hjalp en anden skytteforening heldigvis, således at chefinstruktøren kunne gå til sin IPSC A-licens kursusprøve – med en lånt pistol.

Andre skytteforeninger har også økonomisk udnyttet situationen med et alment krav om, at alle nye medlemmer mindst skal skyde 3-6 måneder med 0.22, derefter revolver og til sidst grovpistol, og ved hver overgang, skal skytten bestå en test med et minimumskrav.

Et godt eksempel kan gives her. En skytteforening havde den regel, at alle skytter skulle have en fagkompetence i tre trin; 0.22 pistol, revolver og til sidst 9 mm pistol. Pointkravet til hver del var blot 200. Jeg kunne godt forstå ideen i dette koncept for nye skytter. Men jeg kunne ikke forstå, hvorfor alle nye skytter var påtvungen, at skyde imellem 4-6 måneder med hvert våben, – uanset om de allerede kunne skyde 200, 210, 270 eller 300 point. Hvis det så tillægges, at du allerede har en DSkyU DSF IPSC A+ licens, er international konkurrenceskytte og på daværende tidspunkt skød imellem 5-10.000 skud om måneden, så giver det lige pludselig ingen – skyttefaglig kompetencegivende mening. Men blot at alle er – mursten.

Med mindre selvfølgelig hovedformålet er, at håndhæve en almen regel, som pumper nye meget aktive skytter økonomisk for penge, hvis disse ikke vil gå den traditionelle slagne vej med få træninger og få skudserier. Alle nye skytter som ikke har en skv2 (våbentilladelse), skal derfor først leje en 0.22/revolver/pistol, dernæst købe ammunition og evt. skiver, og skyder denne nye skytte 6-10 gange flere skud end den normale gamle skytter, så er det en guldgrube for skytteforeningen.

Forsøger du at gøre indsigelse, får du blot den besked, at sådan er de gængse regler og metoder også i de fleste andre skytteforeninger, og ellers må man blot stoppe med at skyde, eller gøre som alle andre nye skytter, hvis man ikke kan lide forholdene, så… Ja, det er jo hvad mange gør, når de støder på disse forhold og omstændigheder.

Men i den ånd vi er opdraget i indenfor Shindenkan med nu snart 50 års historie i Danmark, så blev vores nysgerrighed vakt og vi satte os for at undersøge nærmere, hvilke mekanismer og årsager der kunne være årsag til disse reaktioner fra den traditionelle skytteverden.

Heldigvis fik vi hjælp til dette igennem en ny frigivet rapport på 195 sider fra Idrættens Analyse Institut (IDAN) bestilt af DDS, samt en mængde informativt materiale på www.skytten.dk omkring afstemninger om mål, holdninger og udvikling. Samt masser af samtaler med erfarne eliteskytter, almindelige skytter og højtplacerede organisationsfolk i de to skytteforbund.

Jagten på svar og indikationer på; Hvorfor?
Hvorfor oplevede vi denne modstand, angreb, underminering og mistænkeliggørelse i Danmark?
De danske skytter fra DDS IDAN rapport 2012;

Der er knap 172.000 skytter med jagttegn (2013), ca. 900 jagtforeninger og jagtforbundet med 100.000 medlemmer er ét af de største danske grønne forbund. Ca. 6 % af alle jægere er kvinder.
Siden 2008 har der været en stigning på 40 % i skytter som tager jagttegn.

I Danmark er der ca. 770 skytteforeninger og samlet omkring 70-75.000 foreningsskytter, som er medlem af en skytteforening eller har flermedlemsskaber. De fleste skytteforeninger, er medlem af hovedforbundene; DGI Skytter (forh. DDS) og/eller Dansk Skytte Union under DIF.

• • Den gennemsnitlige danske nye jagttegns skytte er;
    Mand, 36 år, lønmodtager, hjemmeboende børn
  • Den gennemsnitlige danske foreningsskytte er;
    Mand, 51 år, lønmodtager, ingen hjemmeboende børn,

Går vi nogle flere lag ned iflg. DDS IDAN rapporten fra 2012 omkring de danske foreningsskytter;

• 50 % sandsynlighed for jægerbaggrund,
• 17 % er affilieret med forsvaret,
• ”tradition” for forholdsvis autonome lokalforeninger,
• 50% af alle medlemmer er familierelateret
• Skytten skyder årligt ca. 250 skud 0.22 og ca. 45 skud større kaliber.
• Den gennemsnitlige skytte skyder eller er social hver 3-4 uge, svarende til 10-15 gange årligt,
• 18 % skyder eller er social 2 gange pr. uge.
• 2 % skyder eller er social op til 4+ gange ugentligt
• Knap 50 % skyder kun riffel,
• 34 % skyder kun pistol.
• 82 % har skudt i mere end 8 år.
• Knap 50 % dyrker skydning pga. det sociale islæt,
• 83 % af alle skytter får ingen struktureret skytteundervisning
• o – og over 50 % er slet ikke interesserede i dette.
• 51 % af alle skytter deltager i konkurrencer.
• 86 % synes deres foreningsledelse er kompetent og dygtig.
• Træner/instruktørernes kompetencer vurderes også med stor tilfredshed.
• Eksisterende medlemmer mener, at foreningen tager godt imod nye medlemmer

Internt i DDS/DGI arbejder man med et såkaldt 80/20-princip.

Kort fortalt handler princippet om, at 80 pct. af opmærksomheden i foreninger vies mod det sociale fællesskab, mens de resterende 20 pct. omhandler selve skydeidrætten.

I den optik er det sociale element en noget vigtigere drivkraft og selvforståelse i foreningernes daglige virke end selve skydeidrætten.

Konklusion; skyttens fag kompetencemæssighed og struktur i denne;
Langt de fleste danske skytter deltager i konkurrencer uden egentlig at modtage undervisning igennem deltagelse i strukturerede fællestræning. Er det optimalt resultat- og kompetencemæssigt nationalt? Kontinentalt? Internationalt? Jf. nationalt mål om Top10 placering i verden. Eller er der en sammenhæng til ”Det er vigtigere at deltage og hygge sig, end at vinde” jf. DDS/DGI såkaldte 80/20 princip.
Er målet foreneligt med den gennemsnitlige danske skyttes livscyklus, motivation, villighed og interesse for struktureret undervisning, træning og sammenlignelig standarder? Er den røde tråd synlig og forståelig, således målet kan opnås på sigt? Og økonomiske virkelighed, hvor skytteverdenen indenfor en 10 års periode er nede på samme støttekroner som andre idrætsgrene med medaljemål?

Shindenkan – fra Forbundsbestyrelsens løbende statistikker og analyser 2012;

• Lige fordeling af køn
• 50 % i alderen 5-14 år
• 50 % i alderen 15-70 år
• 25 % er familierelateret
• 80+ % træner mindst 2 gange ugentligt
• 80+ % træner i perioder hvert år mere end 3-4 gange ugentlig
• 100 % får struktureret lokal, national og international undervisning hver gang
• 100 % lærer gradvist at performe maksimalt under pres f.eks. gradueringer hvor 300-500 ser på
• 100 % træner alle bevæbnede og ubevæbnede teknikker igennem progression og standardiseret uddannelse med vægt på mest optimal og effektive form for kompetencelæring.
• Tradition for stærkt sammenhold og udvikling blandt lokalforeninger igennem et forbund,
• 95+% synes deres foreningsledelse og instruktører er kompetente og dygtige

Internt i Shindenkan arbejder man med et såkaldt 80/20-princip.

Kort fortalt handler princippet om, at 80 pct. af opmærksomheden i foreninger omhandler selve sportsidrætten, mens de resterende 20 pct. vies mod det sociale fællesskab.

I den optik er det selve sportsidrætten en noget vigtigere drivkraft og selvforståelse i foreningernes daglige virke end det sociale element

Opsamling og indikerende konklusion, bakket op af IDAN´s forslag

Sammenligning struktur fag kompetencemæssigt – kort;

• Træningsindsatsmæssigt kan en Shindenkaner sammenlignes med 2 % – 9 % af skytterne.
• Struktureret undervisningsmæssigt kan en Shindenkaner sammenlignes med 2-3 % af skytterne.
• Fler kompetencemæssigt kan en Shindenkaner sammenlignes med under 1 % af skytterne.
• Maksimal Performance under pres træning, kan en Shindenkaner sammenlignes med under 1 % af skytterne, da skytter oftest skyder 5-10 af gangen på en bane eller en IPSC Squad med 10-30 skytter.
• Aldersmæssigt er en Shindenkaner i gennemsnit i gruppen 20-30 år i sammenligning med skytternes 50-60 år.
• 80/20 – principperne hos Shindenkan og Skytteverdenen, er direkte modsatrettet, og indstilling som ét team, værdisæt, samarbejde og udvikling sammen, er derfor meget forskellig.

De oftest modsatrettede forskelle, forklarer måske den meget anderledes modsatrettede kultur, men også formål med vores respektive sportsgrene.

IDAN rapporten er bestilt af DDS, så DDS nu DGI har godt været klar over denne problematik.

Men én ting er en rapport, noget andet er handling og implementering, og dermed forandring og udvikling.

Sammenligningen er sket imellem DDS og Shindenkan, men da særdeles mange skytteforeninger både er medlem af DDS/DGI og DSkyU/DIF, så er der selvfølgelig et overlap her.

Men læser du på DSkyU/DIF hjemmeside omkring deres formåls paragraf omkring deres sportsgren, så er den meget sammenlignelig med Shindenkans, og dermed modsatrettet DDS, nu DGI formåls strategi.

Da IDAN´s rapport blev fremlagt i december 2013 til alle DDS, nu DGI´s topfolk, blev blandt følgende sagt og fremhævet af IDAN konklusioner;

• • IDAN har fundet frem til fire typer af skytter, som både foreningerne og DGI på landsdels- og landsplan bør tænke i, når der skal rekrutteres nye medlemmer og udvikles nye aktiviteter.
    • Den sociale skytte – fællesskabstraditionalisten (denne gruppe er der flest af – her spiller fællesskabet og det sociale liv en vigtig rolle)
    • Lederskytten – livstilsudøveren (denne type skytter har en formel rolle og er med til at definere foreningens kultur)
    • Mentalskytten – individualisten (denne type er yngre skytter med få års medlemskab og er primært pistolskytter)
    • Sportsskytten – konkurrenceorienterede (denne gruppe har mange yngre aktive skytter, hvor det er sporten, der driver værket)
  • Tænk nyt
    • Henrik Brandt, direktør i IDAN, fulgte op med en bred orientering om udviklingen inden for idrætter – både de kommercielle selvfinansierede og dem, der foregår i foreningsregi med tilskud fra Danske Spil. Han havde talrige eksempler på, at idrætstilbud i den private sektor var en succes, selv om de skulle klare sig på markedsvilkår.
    • Han benyttede også lejligheden til at ruske lidt op i skytterne med spørgsmål som: “Hvorfor skal I have tilskud, når private udbydere skal betale selv?”
    • Og så gjorde han opmærksom på, at der skal flere kvinder ind i foreningerne og i bestyrelserne, hvis der skal tænkes nyt.
    • Skytterne har ikke været særlige gode til at forny sig. Hvis det går vildt for sig, ændrer man en skive eller et program fra at gå fra 10 skud til fem skud. Organisationen har indført luftskydning uden at have en overordnet plan for, hvad vi vil med det, sagde Jens Andersen

• Foreningen som socialt samlingssted – Er det foreningens fornemmeste opgave (pt.)?
  • Der er meget begrænsede træningsudbud
  • Få medlemmer træner med instruktør
  • Er flere træningstilbud vejen til rekruttering og fastholdelse?
  • Fokus på skydning – det er for mange vejen ind i foreningen
  • Mere fokus på skydning kan være med til at skabe en mere åben forening, der åbner sig mod omverdenen

Denne artikel tilhører en række af afsluttende POMW artikler, og vil besvare spørgsmål som;

Hvordan og hvorfor blev POMW projektet til?

Hvordan blev det opbygget og hvordan var forløbet?

Hvilke oplevelser var de mest lærende – både positivt som negativt?

Retroperspektivt; Er der noget under forløbet, som kan gøres mere optimalt eller effektivt?

Omgivelsernes indflydelse, Shindenkans indflydelse og deltagernes indflydelse på POMW

Og andre spørgsmål